Det sidste stykke tid har jeg ikke kunnet undgå, at læse om de seneste udmeldinger inde fra Danmarks største sandkasse. Også kendt som Folketinget … altså Folkets Tinge. Der, hvor de, af folket, valgte, tinges om administrationen af vores alles fælles ressourcer …
Det er spændende læsning skulle jeg hilse og sige. Min umiddelbare vurdering er, at der er mere og mere, der tyder på, at vi om 2-3 år, får en ændring af førtidspensionen fremadrettet. Det kan nemt komme til at betyde, at den gruppe af borgerne, der pt. er på ressourceforløb, og som til den tid endnu ikke er afgået ved døden, eller er røget helt ud af systemet på anden vis, vil blive overført til en førtidspensionsydelse, der svarer til kontanthjælpen …
På nuværende tidspunkt tyder det på, at der flere som er døde, mens de har været på ressourceforløb, end der er folk som er kommet i varig beskæftigelse.
Hvis og når det sker, så bliver det sikkert med en velmenende hilsen fra Inger Støjberg om, at nu har de jo lært at klare sig for mindre. Herefter kan man sænke ressourceforløbsydelsen til det samme niveau som integrationsydelsen.
Og så bliver der rigtig råd til skattelettelser i det lille land.
Jeg syntes det er interessant, at se på det seneste forsøg fra magthaverne med at få skabt noget folkeligt røre, og dermed vække den indre svinehund. Budskabet “andre folks penge” syntes som skabt perfekt til formålet med, at fastholde kursen overfor dem der ligger på bunden.
Specielt i disse tider, hvor begrebet velfærd er blevet skamredet så meget, at det ikke længere giver mening. Nu kan vi nemlig også købe velfærd, i en fin plastikbakke i supermarkedet. Værsgo … levende væsner, der har levet en tilværelse med forskellige grader af kummerlig adgang til velfærdsydelser. Et nøjeregnende system, iværksat af mennesker, der præcist definerer, hvor meget strøelse, plads og adgang til grønne enge dyret har haft, inden det bliver slået ihjel, hakket i stykker, og solgt til mennesker i supermarkedet. Selvfølgelig anbefalet af Dyrenes Beskyttelse.
Nu vil der sikkert være nogen, som vi påberåbe, at det er sådan det er, at leve i et demokratisk samfund. Det er flertallet som bestemmer retningen. Jo jo, men ved du selv, hvad demokrati egentlig betyder?
Demokrati betyder Folkestyre. Det vil sige at Folket bestemmer. Ikke en række interessegrupper, der har betalt for at have deres egne råbehoveder, til at sidde i Folkets Tinge. Det er faktisk både dig og mig, og alle de andre, der er så heldige at have et rødbedefarvet pas. Forudsætningen for at Folkestyret fungerer ordentligt, er at der skal være en vis balance, ellers eroderer det langsomt indefra. Det vidste de gamle grækere, og det har andre civilisationer både før- og efter grækerne også erfaret.
Men det går da meget godt for samfundet, får vi dagligt at vide gennem medierne. Vores BNP er fantastisk og den skyhøje vækst er lige rundt om hjørnet. Vi skal bare lige have lavet en håndfuld reformer mere, der sikrer, at dem, der er havnet i bunden af velfærdskæden forsvinder. Fordi de lever jo af “andre folks penge”. Eller gør de nu også det?
Dem, der tinges om magten inde på borgen, lever jo også af andre folks penge. De får penge for at skændes om andre folks penge. Penge, som andre mennesker har tjent og betalt skat af, ved at knokle røven ud af bukserne.
Dem, der er ansat i DR, lever også af andre folks penge. Bevares de producerer en form for underholdning til folkets skærme for de licensmidler, som de kradser ind fra befolkningen. Uanset om folket har lyst til at betale for det eller ej. Og det foregår på markedsvilkår, så dem der toner frem på skærmen, i primetime, iklædt et pebret jakkesæt, de skal selvfølgelig have en fornem hyre, for først at fortælle om de forfærdelige problemer folket og samfundet står over for – og derefter gøre det hele godt igen med smarte forklaringer og informative fancy grafer. Fancy grafer, der ikke tager stilling til de latente fejl, der er indbygget i vores velfærdssystem.
Skraldemanden, hernede på den lange ø, hvor jeg for nyligt har bosat mig; han lever også af andre folks penge. Her har man besluttet sig for at alle husstande skal have hentet skrald. Også selvom de ikke producerer noget skrald. Også selvom reglerne for området, ikke giver umiddelbar ret til, at tvangsopkræve betaling fra borgerne.
“§ 9.2 Hvem gælder ordningen for
Ordningen gælder for alle borgere og grundejere i kommunen, hvor borgere og grundejere frembringer dagrenovation, herunder dagrenovation fra eventuel tilknyttet erhvervsvirksomhed.”
Læg særligt mærke til den linie, hvor der står: hvor borgere og grundejere frembringer dagrenovation – Hvis man som borger, ikke, frembringer noget, der kan klassificeres som dagrenovation, så har man faktisk ret til at slippe for tilmeldingen til afhentning af dagrenovation. Så har man faktisk en lovlig ret til at slippe for, at lade andre folk få ens penge. Men det taler vi ikke om, fordi skraldemanden er jo i beskæftigelse. Hans job er at tvangsafhente borgernes skrald. Det er han fordi, kommunen, har valgt, at han godt må leve af “andre folks penge”.
Personligt syntes jeg, at det er en god ide, at der er en form for fælles løsning, på håndteringen af det skrald den enkelte borger producerer. Vi skal jo passe godt på naturen … men det skal også være på rimelige vilkår, fordi ellers, så bliver det ligesom med licensen; noget nogen mener, at alle skal betale til. Uanset, om de har brug for det eller ej.
Det er det, der er så pokkers ærgerligt ved, at begynde at tale om andre folks penge. Fordi, hvem kan egentlig sige, med hånden på hjertet, at de ikke lever af “andre folks penge”?
Læs gerne mere her.
Lad os tage et rask eksempel mere. En gennemsnitlig familie, med to voksne og to børn. Mor og far går på job 5 dage om ugen. 42-45 uger om året. De tjener deres egne penge, som de betaler direkte skat af. De betaler også inddirekte skat, når de forbruger det resterende beløb, der er tilbage, når skattefar har været der. Det sker i form af moms og alskens afgifter.
Børnene går igennem deres opvækst i vuggestue, børnehave og skole. De to første betaler de selv. Eller det vil sige … De betaler, i bedste tilfælde, en tredjedel, af de samlede udgifter, for de to førstnævnte. De får også børnepenge oveni. Det kræver ikke en højere matematisk grad at kunne regne ud, at de grundlæggende, ikke bidrager til fælleskassen, med mindre, at de begge to befinder sig i en meget høj lønramme. De er også kendetegnet ved at være storforbrugere af det offentlige sundhedssystem. Derfor lever de også af “andre folks penge”.
Og børnefamilier kommer typisk nemmere igennem, i førnævnte offentlige sundhedssystem. Det hedder en “lægefaglig” vurdering. Det kommer højst sandsynligt af det der med “kvinder og børn først …” – Det er nemlig det som velfærd i virkeligheden handler om i dag. Artens overlevelse. En indbygget biologisk mekanisme. Det til trods for, at vi som art mener os udstyret med en bevidsthed, der muliggør, at vi burde kunne ræsonnere os frem til det uhensigtsmæssige, der ligger i kun at tænke på artens overlevelse …
Men hvad så med dem, der lige nu, igen igen, bliver omtalt som dem, der lever af “andre folks penge”? Jeg er en af dem, der vundet en ufrivillig rutsjetur i den offentlige skammekrog. Jeg er en af dem, der for en stund lever af “andre folks penge”. Jeg er på ressourceforløb. Det er der rigtig mange årsager til, årsager, som jeg ikke har tænkt mig at komme nærmere ind på her, fordi jeg ønsker ikke, at du skal sidde og have ondt af mig. Den opgave klarer jeg ganske fint selv.
Hvad jeg til gengæld gerne vil fortælle er, at jeg for et par måneder siden flyttede til den lange ø i det fynske øhav.
Det gjorde jeg af flere årsager. Den primære er kærligheden. Den sekundære var de barske realiteter, at jeg ikke længere kunne betale for den dejlige ejerlejlighed, som jeg havde i storbyen, fordi jeg efter en længere sygemelding på sygedagpenge, røg over på den lavere ressourceforløbsydelse. Til trods for, at jeg endnu ikke er rask. Men åbenbart, så bliver mennesker raske, på magisk vis, når man fjerner 4.000 kroner fra deres budget.
Med lige knap 8.000 danske kroner udbetalt om måneden, og ingen umiddelbare udsigter til en bedring i mine livsvilkår, måtte jeg derfor træffe et af tilværelsens mange valg, så jeg forsat havde en seng at dele med min kæreste. Jeg solgte derfor min lejlighed. Til mit held, var markedet forholdsvist gavmild, og jeg fik derfor en pose penge med mig. Halvdelen af pengene, de penge, der nu udgør mit samlede økonomiske potentiale, har jeg brugt på at købe en gammel og slidt ejendom. Alt skal sættes i stand, men taget holder tørt, der er god plads til at udfolde sig, og vi stiller ikke de store krav til tilværelsen.
Og en dag får jeg det vel godt nok til, at jeg, ved egen kraft, kan håndtere tilværelsen, uden hjælpen fra “andre folks penge”.
Det er min verden som den ser ud lige nu, og jeg er glad for, at jeg trods alt kan få lidt finansiel hjælp, i form af ressourceforløbsydelse, så jeg også kan få mad på bordet, og betale til skraldemanden, og alle de andre, der også lever af “andre folks penge”.
Status lige nu, er, at når hele boet er gjort op, så har jeg ca. 100.000 danske kroner tilbage. Det er hele min samlede formue. Det er hele mit økonomiske potentiale. Huset er dejligt at bo i, men til en pris på 225.000 kroner, så betyder det også, som nævnt før, at der er meget som skal laves.
Men hey, jeg er gældfri, og det må da sørme kunne aflæses på det månedlige budget? Næh det kan det faktisk ikke. Bevares, jeg skal ikke længere betale til kreditforeningen, afdrage på min kassekredit, eller betale til advokaten, fordi ekskonen mente der var mere at komme efter.
Til gengæld skal jeg betale boligskat. Det er 700 kroner pr. måned i ren offentlig ejendomsafgift. Det til trods for, at min ejendoms reelle markedsværdi, kun er en tredjedel af den offentlige vurdering. Jeg vil aldrig nogensinde kunne sælge min ejendom til den pris. Det er den simpelthen ikke værd.
Så tilkommer der en elregning på 1.000 kroner om måneden fordi huset primære varmekilde er el-varme. Der er heldigvis også en brændeovn. Det gør at elregningen ikke ligger på 3.000 kroner om måneden. Til gengæld skal jeg så regne med 800 kroner om måneden til brænde. Af de 1.000 kroner til strømmen, napper staten de 900 kroner i afgifter. På brændet “nøjes” staten med 160 kroner i moms.
Når man bor på landet, er man desværre også nødt til at have en bil, fordi offentlig transport, eksisterer ikke i praksis hernede sydpå, og det der er, er hundedyrt. Et månedskort koster hurtigt 1700 kroner om måneden. Til det skal det dog tilføjes, at jeg kunne selvfølgelig, have ladet være med at finde en kæreste, der har et vidunderligt monster på fire år, der bor i Nyborg – omvendt, så havde jeg ikke råd til at finde en lignende bolig tættere på min fødeby – og der er samtidigt mange andre vægtige grunde til, at jeg ikke skal tilbage til det område, hvor jeg levede som barn …
Derfor har jeg en bil. Det er en gammel møgspand, en Opel, men den kører for det meste – bare ikke lige for øjeblikket og jeg er desværre ramt af den kvartalsvise urinsur-gigt, hvilket gør at jeg ikke er i stand til hverken at føre den, eller reparere den … men om nogle dage så lykkedes det vel … Til sådan en bil, så skal der jo lovpligtig forsikring til. Af de 2800 kroner, som jeg betaler om året for den, tager staten 800 kroner i afgift. Det er 67 kroner om måneden. Staten vil også gerne have vægtafgift for brug af bilen. Det er 300 kroner om måneden. Udover det, så napper de mindst halvdelen af de 900 kroner vi bruger på benzin.
Forleden skulle jeg så en tur til Rudkøbing, for at forsvare overfor en sagsbehandler, at jeg stadigvæk har ret til at bruge “andres folks penge” – Mødet var klokken 11.30, hvilket betød, at jeg skulle med en bus fra hovedvejen klokken 9.22, fordi den næste først kører klokken 11.22 – og I ved jo godt, at man må ikke komme for sent til et møde med kommunen.
Mødet gik fint. Det tog mindre end 5 minutter, fordi det viste sig, at de havde lavet om på deres organisation. Derfor skulle jeg overgå til en ny sagsbehandler, men først fra næste uge. De mente ikke, at det var værdigt for mig, at skulle forklare to forskellige personer min sag. Til gengæld fik jeg et stempel i min lille bog.
Til mit held kunne jeg nå en bus igen klokken 11:58. På den måde nåede jeg hjem igen omkring klokken 13. Fire timer efter at jeg var gået ud af min dør, for at komme til det der vigtige møde, hvor vi skulle snakke om min adgang til “andre folks penge”. Prisen for den henrivende oplevelse blev 90 kroner for bussen. Også kendt som: mad til tre dage.
Hjemme i huset tager jeg den friske skraldesæk fra førnævnte kommunale affaldshåndtering med ind.
Det koster 3000 kroner om året. Også selvom skraldesækken er tom … fordi det er, hvad der sker, når man flytter på landet og man har egen kompostbunke, brændeovn, og ikke har tomme kødbakker, pålægspakker og mælkekartoner … og fordi … ja fordi jeg spiser ikke kød og mejeriprodukter – men alligevel, skal jeg betale 250 kroner om måneden i afgift til kommunen. Jeg skal også betale 83 kroner om måneden til genbrugspladsen, hvor de sjovt nok kan aftage den smule plastik, som vi trods alt har. Det ryger lige i den store beholder til småt brændbart. Det kan vi nøjes med at gøre en gang om måneden.
Døren indtil huset er ulåst. Det er den for det meste, fordi hernede sydpå sker der ikke en skid, med mindre man selv slår en kodyl prut. Alligevel skal der forsikring på. Det koster 600 kroner om måneden, hvoraf staten med sikkerhed står for de 100 kroner.
Vores madbudget er 3000 kroner om måneden. Det er til to voksne og et barn. Her har staten sørme også allerede været der, og taget 600 kroner til sig selv.
Min dejlige kæreste har pt. ingen indkomst. Det er selvvalgt og der er rigeligt med gode grunde til, at den beslutning blev taget. Derfor prøver vi det bedste vi kan, for at overleve med de få midler vi har til rådighed. Vi er heldigvis også i en situation, hvor vi kan se os ud af problemerne.
Det ændrer stadigvæk ikke på, at jeg kun får ca. 8000 kroner udbetalt fra kommunen, hver måned.
Af de 8000 kroner, tager det offentlige næsten halvdelen af de udbetalte penge, som jeg allerede har betalt skat af en gang – bare fordi vi vælger at trække vejret, have en seng at sove i, varmt vand og varme nok til at vi ikke fryser, og bliver syge og kolde; samt at kunne give barnet og os selv mad på bordet og transportere førnævnte barn mellem Nyborg og det lange land.
Men hov, siger du, at næsten halvdelen af de 8000 kroner, som du får udbetalt hver måned ryger tilbage til det offentlige … ja det er præcist, hvad jeg gør
Boligskat: 700 kroner
El-afgift: 900 kroner
Brænde: 160 kroner
Bil-afgifter: 817 kroner (67+300+450)
Affald: 250 kroner
Forsikring: 100 kroner
Mad: 600 kroner
Ialt: 3527 kroner …
De resterende penge ryger direkte tilbage i samfundet, fordi vi skal jo leve … Jeg ved godt, at det er dejligt nemt at sige, at det er “andre folks penge” men virkeligheden er, at det eneste jeg gør, når pengene fra kommunen kommer, er at tage 3000 kroner fra til mad og 900 kroner til transport – resten bliver fordelt rundt til de andre sultne hænder, der også skal have af “andre folks penge” …
Og ja, den kloge vil nok kunne regne ud, at der mangler penge hver måned på kontoen, men vi er heldigvis begge to, voksne og fornuftige mennesker, der er i stand til at kunne leve på en sten … og der er som tidligere nævnt lidt tilbage på opsparingen.
… Og nej vi kunne ikke bare have valgt en billig lejebolig. Den slags koster hurtigt 5-6000 kroner om måneden. I den husleje er allerede inkluderet rigelige ejendomsafgifter til staten. Plus moms og diverse andre afgifter. Udlejer, skal jo også tjene til dagen og vejen. Oveni skal vi jo også betale for forbruget af el, varme og vand … og der skal stadigvæk mad på bordet …
Hernede på landet, har vi trods alt bedre muligheder for, at skabe det liv som vi drømmer om. Et liv, hvor vi er selvforsynende. Et liv, hvor der er ingen larm fra andre mennesker. Her er fred og ro. Her er skøn natur.
Jeg er lige på nippet til at give ham der Lille Lars ret; ikke ham tossen fra Græsted, men ham tossen der ejer Liberablende Alliance. Der er faktisk nogen som afleverer 70 procent af deres indkomst til staten. Dem der tjener mindst.
Men, et er hvad jeg får af “andre folks penge” og hvor lidt jeg rent faktisk selv får af dem – noget helt andet er de massive summer, som systemet bruger på at administrere mig og de andre “nasserøve”. Du kan jo selv hoppe en tur forbi Danmarks Statistik og se på de tal, der viser hvor mange der er ansat i den offentlige beskæftigelsessektor. Husk på at tallene ikke medregner de firmaer, der er hyret af det offentlige til at gøre livet surt for dem, der står uden beskæftigelse.
Lad os starte med, at afbryde den afsporede debat om “andre folks penge”. Lad os snakke om, hvordan vi i stedet for, skaber reelle lige vilkår, for alle borgere.
Lad os snakke om, hvad det er, der får os til, at drive hinanden rundt i manegen som sultne vilde dyr, selvom kagebordet bugner; den realitet, at der er rigeligt til alle. Også til dem, der kan spise mere end de andre.
Tænk, hvis vi aftalte, at alle, uanset livssituation, som en start, fik en borgerløn på 7.500 kroner – til gengæld fjerner vi fradragscirkuset, de dydige middelklassebidrag, og de unødige administrationgebyrer, foretaget af de dyre slipsebæster.
På den måde ville vi hurtigt få udvidet arbejdsudbuddet signifikant … På den måde ville vi hurtigt se, hvem, der i virkeligheden, spiser mest kage – På den måde ville vi tydeligt kunne se, hvem der i virkeligheden lever for “andre folks penge”. På den måde, ville vi nemmere kunne tage en samtale om ret og rimeligt.
Men, hvad fanden ved jeg også om den slags. Jeg er jo bare en ubetydelig snotunge, der er vokset op i en umanerlig utidig dysfunktionel fynsk familie …
God dag til jer alle … og husk, at, hvis du gerne vil knytte en kommentar til mine skriblerier, så kan du skrive direkte til mig via kontaktformularen her