Indrømmet. Jeg bruger meget tid på at undre mig. Jeg undrer mig over, hvordan et såkaldt intelligent væsen som menneskedyret, kan opføre sig så snothamrende dumt. Det fylder meget i mit liv, fordi jeg prøver konstant at finde hoved og hale i den galskab, der udspiller sig omkring mig.

Det skyldes muligvis, at jeg er, hvad nogen vil kalde et brændt barn. En af dem, der havde en røvelendig opvækst. En af dem, der, ifølge de gængse statistiker, burde ligge i en eller anden rendesten. Afhængig af narko og hash, og ingen andre muligheder i livet end at vente på at kroppen siger stop.

Der er i mit hovede, ikke nogen tvivl om oplevelserne som barn har påvirket mig. At det har haft indflydelse på mit voksenliv og den måde jeg ser verden på i dag.

Den vrede som jeg udtrykker med mine ord kommer direkte fra barnet inden i mig. Det er her jeg finder energien til at bide fra mig, når jeg oplever, hvordan hjernedøde idioter er i stand til at ødelægge alt omkring dem. Bare fordi at de vil have mere end de andre. Det er tilsyneladende præmissen for, at vi som mennesker kan udvikle os; at nogen får lov til at rage mere til sig end de andre.

Det er det, som jeg gerne vil stille et gigantisk stort fedt spørgsmålstegn ved. Fordi jeg tror slet ikke, at vi har udviklet os så meget som vi går og bilder hinanden ind. Teknologisk har vi muligvis rykket os, men på det menneskelige plan er vi stadigvæk ligeså blæste i roen som da vi var børn.

Udvikling min bare røv. 

Min påstand er, at vi ikke har rykket os en meter siden vi voksede op på legepladsen. Dengang havde vi legetøjsbiler at imponere med. Dengang havde vi også smarte dimser. Dem der havde det sejeste legetøj var øverst i mobbekæden.

Dengang vi gik i børnehave og skole gik vi også til noget i fritiden. Fodbold, håndbold, skak, spejder … what ever …

Noget gik vi til. På den ene eller den anden måde skulle vi skoles. Opbevares. Fremtiden og drømmene. Skolen var det nødvendige. Fritidsaktiviteterne var der hvor vi kunne manifestere det vi var gode til. Og hvis man var dygtig kunne det blive ens levevej. Hvis man ellers fik lov af de voksne.

Pludselig en dag blev vi myndige. Pludselig var vi voksne. Nu skulle vi selv. Nu måtte vi selv … eller det vil sige, så ikke helt alligevel … hele vores opvækst var målrettet én ting. Et samfundsprojekt. Lad os kalde det et Socialdemokratisk projekt. Den kasse du skulle bo i, når du blev voksen. Den kasse som du måtte slå dig til tåls med at befinde dig i, så du kunne tjene dine egne penge. Men kun på den måde som systemet mente var det rigtige.

 

Positionering.

Vi lærte det som børn; hvem der havde det sejeste legetøj. Hvem, der sagde de rigtige ting, når det blev tid til at få et tal på dine boglige egenskaber. Positionering. Vi tog det med os da legen blev alvorlig, og vi skulle være “voksne”.

I dag er den lækre bil bare blevet større. Nu har vi smarte Gadgets i stedet for legetøj. Tøjet skal stadigvæk være de rigtige mærker. De hedder bare noget andet, når man er voksen. Situationen er den samme. Hvis man ikke har det rigtige udstyr, bliver der set skævt til een.

Vi har stadigvæk et sted hvor vi skal opholde os i hverdagene. Typisk fra morgen til sidst på eftermiddagen. Nu hedder det bare arbejde eller job. Vi går oftest ikke længere til fodbold eller de andre ting. Nu går vi til fitness, yoga eller andet fysisk anstrengende fritidsfornøjelse. Så længe det har et fancy navn og er oppe i tiden, så er det det, vi går til. På restauranten hedder det ikke længere børnemenu med pomfritter og cola til. Nu hedder det tre-retters menu med vin til …

Vi gør nøjagtigt de samme ting, som vi gjorde da vi var børn. Nu er vi bare blevet “voksne”, der leger at vi er voksne og ansvarlige. På legepladsen byggede vi slotte til at holde dem væk, som vi ikke gad lege med. Vi “leger” stadigvæk med hinanden, skaber intriger, mobber hinanden og siger ad-bad til det vi ikke bryder os om – ligesom da vi var børn. Nu gør vi det bare på arbejdspladsen.

Den natur og det instinkt vi er født med, fortrænger vi unaturligt, efterhånden som vi rammer voksenårene. Og alt efter opvækst varierer graden af frygt og angst, som vi bruger til at pege fingre af det eller dem vi ikke vil lege med.

Ligeså fucked-up vi blev opdraget som børn – ligeså fucked-up og hysteriske er vi blevet i voksenlivet. Vi putter stadigvæk hinanden i kasser. Praktiske og forholdsvist opnåelige, hvis man ellers evner at passe ind i de snævre rammer.

Prøv bare at se på den seneste gigantiske udvidelse af Københavns Universitet, ved siden af Panuminstituttet der ligger ud til Tagensvej. En gigantisk kolos. Uigennemtrængelig og med særlige adgangskrav. Præcis ligesom med slottet på legepladsen.

Da jeg var barn konkurrerede vi mest for sjov. I dag lærer vi børnene at det skam er ramme alvor. Ligesom med de voksnes leg.

I voksenlivet er vi stadigvæk ligeså barnlige når det kommer til at deles om indholdet i slikskålen. Nu gør vi det bare med penge. Problemet er bare, at i voksenlivet har vi ikke længere nogen voksne til at hjælpe os med at deles om tingene.

I voksenlivet har vi det stadigvæk mærkeligt, med dem der tænker anderledes. Det kommer højst sandsynligt fra skolens system. Du skal være lige, som de andre. Gøre de samme ting. Indordne dig efter fællesskabets normer. Indoktrinering. Rangordning. Kampen om de rigtige papirer.

Som barn kunne man bare vælge at lege med sig selv, hvis de andre børn var dumme. Som voksen bliver man stemt ud, hvis man ikke vil lege som de andre. Så ryger man helt ned på bunden. Som barn var der græs og sand. Som voksen er der beton og asfalt. Man slår sig hårdere, når man er voksen, hvis man falder ned fra klatrestativet.

Som barn vidste man instinktivt, at det gjorde ondt at falde ned. Man spurgte om det gjorde ondt. Man hjalp hinanden med at komme på benene igen. Som voksne griner vi ofte hånligt når andre falder ned, eller ser den anden vej. Oftest træder vi ikke til, når andre voksne har brug for hjælp. Det har vi et system til, men hvis du ikke gør det på den korrekte måde, får du ikke noget slik.

For så smarte var vi nemlig; at indrette et system, der skulle agere på vores vegne; som de voksne og ansvarlige. Problemet er bare at vi glemte en enkelt vigtig detalje. Dem vi satte i spidsen til agere voksne, var i virkeligheden bare børn i voksenforklædning. Ligesom os andre børn.

Som voksne har vi glemt, måske vi aldrig lærte, at vi bare er børn, der blev opdraget af børn, der blev opdraget af børn.

Som børn var vi udstyret med lige dele sund skepsis og nysgerrighed. Som barn var det f.eks. enkelt at have en kæreste. Eller flere. Det var ukompliceret. Som voksne har vi lært at være “fornuftige” og er holdt op med stille spørgsmål.

Da jeg var barn, fik man nogen gange lov at opdage verden på egen hånd. Lave fejl og dumme sig. Man fik selv lov til at finde ud af, hvad man var god til. Nogen gange. Men man fik oftest ikke lov til at gøre det som voksen.

I dag lader vi tit de talentløse lege at de har talent. Typisk fordi de har en højere tildelt hierakisk placering. Og i dag må vi oftest heller ikke længere lave nogen fejl, hvorfor normen er blevet; at undgå at stikke for meget ud. På den måde undgår man at fejle. I dag finder vi på en smart diagnose, når barnet ikke passer ind i de snævre rammer. Så opnår man en lovlig undskyldning for at være menneske i et trængt system.

I dag har vi det samme problem; skolen lærer os kun de samfundsbestemte ting.

På legepladsen var vi også underlagt regler og normer. Her var det bøllerne, der administrerede spillereglerne. Det der tjente dem bedst. Bøllerne. Ikke nødvendigvis dem med det største korpus. De brutale bøller fandt oftest en anden slags fritidsklub at hænge ud i, da de blev ældre. En klub, hvor de kunne træne deres afstumpethed efter en opvækst på samfundets nederste skolebænk. Nej, de værste bøller der oftest styrede legen, var dem med de indflydelsesrige forældre. Voksne med ressourcer nok til at sætte sig på forhandlingsmagten – og håneretten! Dem, der altid var uskyldige englebørn, fordi de havde det rigtige tøj på.

Og de nøjedes ikke bare med at bruge legepladsen som deres private sandkasse. Det blev også brugt i klassen til at rangordne hinanden. Og oftest, som jeg oplevede det, med lærerens godkendelse. Fordi det handlede om positionering.

Positionering. I alle livets aspekter er det den dominerende faktor. På parforholdsmarkedet. På arbejdspladsen. På villavejen. På Instagram, Pinterest, LinkedIN.

Særligt på Østerbro. Har man først fået en høj position, så mister man hurtigt realitetssans. Man bliver blind for det man tramper rundt ovenpå. Det der gør at man kan rende rundt med næsen i sky uden andre bekymringer end at der ikke altid er råd til kanelsnegle fra Emmerys, når man fået 2 stk perfekte afkom.

Det kan man så til gengæld gøre til et verdensproblem, så man kan blive digitalt kendt. Kendt nok til at blive Celebrity, så man kan sælge sig selv i manifesteret bogform og begå meningsmytteri med sin egen selvopfundne indspiste dumhed og selvoptagethed.

Det lærte de jo af de børn, der opdrættede dem. At det var okay at være et talentløst kvaj, hvis bare der var penge i skidtet …

Det var okay, fordi så kunne man opnå den rette position. Det var okay fordi man kunne altid købe sig til at blive klog og velanset med det slik som de fik raget til sig, inden alle de andre børn, fik en ærlig chance for at opdage, hvor skålen stod.

 

Udvikling = Afvikling

Det er muligt at jeg maler med en meget bred pensel og at du har svært ved at genkende dig selv og din egen adfærd i det jeg skriver her, men prøv for et ganske kort øjeblik, at finde barnets briller frem fra gemmerne igen og se med “friske” øjne på politikerne, journalisterne, din chef, dine kollegaer. Prøv at se på vores adfærd i supermarkedet eller næste gang du er i IKEA. Og måske vigtigst af alt. Prøv at observere din egen adfærd i det spil, der foregår omkring dig.

Det er, som jeg ser det, indlært restmateriale fra vores opvækst. Vi så jo selv hvordan de voksne opførte sig. I skolen fik vi ikke lov til at stille spørgsmål til det. Der var det mere vigtigt at vi lærte at skrive grammatisk korrekt, og at kunne gange og dividere. Vi skulle jo være klar til at løse tredjegradsligninger, når vi havde fået hår på vores kønsdele.

Som børn lærte vi fornuftens stemme at kende gennem frygtens angstfulde og bævrende klang. Gennem usikre formodninger om en mulig fremtid i ruiner, lærte vi at indordne os under flertallets røst; fortællingen om den rette vej i livet. Vejen der ville gøre dig lykkelig. Ulykkelig.

Som børn lærte vi aldrig, hvad det vil sige; at være et voksent menneske, der tager ansvar for sit eget liv og egen lykke.

“Jamen, jeg tager da ansvar for mit eget liv. Jeg har en god uddannelse, fast arbejde, ægtefælle, børn og fast ejendom” Vil du måske svare irriteret på min påstand. Og det er meget muligt at det er din måde at anskue verden og håndtere din tilværelse på. Praktiske løsninger og systemer opfundet af mennesker, der sikkert med de bedste intentioner, syntes at det var sådan at vi skulle indrette os, for at få et godt liv. Og det er sikkert også meget muligt at det for mange vil være den bedste måde at leve på; udfra de forudsætninger, de fik med sig i deres opvækst.

Konflikten forbliver dog den samme, som den vi oplevede som børn, fordi vi hurtigt løber ind i det samme grundlæggende problem. Slikskålen. Hvem skal have mest? Hvem skal have mindre? Og hvem skal slet ikke have noget?

Mens den kollektive hjerneblødning byder os at hylde menneskehedens fantastiske udvikling, så befinder vi os mentalt stadigvæk i sandkassen på legepladsen, hvor vi voksede op. Der er stadigvæk en “elitær” gruppe, der sørger for at sætte spillereglerne, så det ikke er alle, der får lov til at være med i livets spil. Det er ikke udvikling. Det er det stik modsatte. Afvikling.

Er du i tvivl om sidstnævnte påstand, så se bare blot på vores sproglige udvikling siden flertallet er blevet mobile og sender emojis i et væld til hinanden via den lille skærm. Snart kommer vi primært til at kommunikere ligesom egypterne gjorde engang. Hieroglyffer. Med tegninger, illustrationer, animationer og symboler. Nu gør vi det bare i digital form.

Så smarte er vi nemlig som mennesker. Vi er nemlig bare børn, der aldrig rigtigt blev voksne. Vi er nemlig stadigvæk bare børn, der naivt tror at når slikskålen er tom, så går man da bare ned i det lokale supermarked og finder en ny pose … helt uden tanke for hvordan slikket bliver lavet og hvor råvarerne til at producere slikket stammer fra. Helt uden tanke for, om der også er nok naturlige ressourcer til de næste generationer …

Fordi nu er det jo fredag. Det betyder Disneysjov på den fælles hjernevaskecentral. Det betyder tryghed og varm hygge i familiens skød. Og bagefter er der X-factor.