Jeg muntrede mig indtil for nylig med at gå på Københavns Tekniske Skole, KTS, på grundforløbet som industritekniker. Ideen med at tage uddannelsen som industritekniker, var at jeg gerne ville lære at bruge drejebænk, fræser og CNC. Jeg ville gerne lære at bruge mine hænder til at kunne producere alskens dimser og dippedutter. Det lød altsammen meget spændende da studievejlederen skulle sælge mig drømmen, som jeg efterfølgende købte mig ind på. Jeg startede derfor på grundforløbet i August 2015. Nu skulle der prøves kræfter med store og kraftige maskiner. Nu skulle jeg dagligt indsnuse duften af rigtigt arbejde og få beskidte hænder. Og der var masser af lærepladser at få, sagde selvsamme studievejleder. Om selve oplevelsen i mødet med kulturen på KTS, skrev en jeg kronik der blev bragt, i oktober, i Information. Du finder et link nederst i artiklen.
Henimod slutningen af forløbet var hele klassen på virksomhedsbesøg i Allerød. Der var nemlig en del der ikke havde fundet en læreplads. Vi var bl.a. på besøg hos et firma der hedder AH Solution. Undervejs gennem rundvisningen på virksomheden fik vi af vide, af lederen, at de ingen ansøgninger havde modtaget fra elever på KTS. Jeg kunne ikke lade være med at spørge, om de havde slået nogle ledige stillinger op. Til det svarede han at det havde de ikke, og vi skulle for iøvrigt bare henvende os direkte til virksomhederne.
Det kom der en ret interessant diskussion ud af. Jeg har jo selv stået i den situation at jeg kontaktede mange af de virksomheder, der efter sigende skulle beskæftige industriteknikere, ifølge hjemmesiden praktikpladsen. Jeg ringede altid i forvejen for at aftale et besøg først, da det var min opfattelse at de nok havde travlt med produktionen. Derfor syntes det at virke som en god ide at vejre stemningen, før jeg sendte en ansøgning ud til en eventuel virksomhed. Jeg gjorde det, fordi jeg gerne ville i lære i en god virksomhed. En virksomhed der kunne rumme mig som person. Det gjorde jeg udfra den betragtning, at det tager 4 år at blive industritekniker. Så for mig minder det meget om processen med at finde en sød kæreste. Samarbejdet skulle jo gerne holde i mange år frem.
Lederens svar på dét, var at tiden som lærling bare var noget der skulle overstås. Det provokerede mig temmelig meget. Specielt når det kommer fra en, der er ansvarlig for udførelsen af den daglige drift, for en virksomhed der leverer meget forskellige- og meget vigtige produkter, som f.eks. taster til pengeautomater, specialdele til medicinsk udstyr til Novo Nordisk, mikroskopiske ledere til høreapparater o.s.v.
Hvad med lægens uddannelse? Skal den også bare overstås? Hvordan ville du have det med at der skulle skæres i dig, af en med en baggrund hvor det bare skulle overstås? Hvad med den person der skal lægge din bedøvelse?
Hvad med buschaufføren der skal fragte dig fra A til B. Vil det være en god ide at han rent faktisk ved, hvordan køretøjet skal føres? Og hvad hvis det er sneglat?
Hvad med mekanikeren der skal skifte dine sommerdæk og montere vinterdæk? Vil det være godt at han har en velfunderet faglig viden om, hvor meget hjulboltene skal spændes?
Hvad med uddannelsesområdet? Hvad med de lærere der skal hjælpe det enkelte menneske, der er igang med at blive udfolde sit potentiale, og blive dygtig til et fag? Skal det også bare overstås?
Det er som om at noget ikke stemmer overens. Der er en instisterende falsk klang ved den måde vi har indrettet os på. Jeg fornemmer det flere steder; den der manglende kvalitetet fordi det skal jo bare overstås.
Vi har alle de der småting i hverdagen der bare skal overstås. Den daglige madlavning, den ugentlige tøjvask og rengøringen, indkøb af den mad der skal holde kroppen igang, så vi kan performe. Som jeg ser på dem, så er de praktiske hverdagselementer, der skal gøres fordi det er nødvendigt. Det er noget der lægger beslag på en begrænset tidsmængde, hvorfor det giver mening, set i forhold til de daglige 8-10 timer på arbejdet (inklusiv transport), som vi typisk bruger 5 dage om ugen på.
Jeg spørger mig selv om den holdning er et udtryk for en generel samfundsorden? Og har det påvirket hverdagens praktiske elementer? Jeg fristes til at spørge, hvor er nydelsen henne? Hvor er passionen? Hvor er glæden ved at udføre et godt stykke arbejde? Det er trods alt omkring 50 timer, ud af en uge med ialt 168 timer til vores rådighed, der går med at passe det djævelske stads, der udløser kontant afregning til at betale regninger med, og omsætte resten til forbrug og tomme kalorier; fordi du ikke længere har tid til at fordybe dig i at leve i hverdagen.
Vi har så travlt med at nå frem til weekenden, der allerede er så proppet med aftaler, at vi stæser rundt som gale for at kunne nå det hele; indtil søndag eftermiddag, hvor vi udmattet og temmelig forpustet dratter omkuld på sofaen. Og så har jeg ikke engang modregnet de ca. 50 timer, der allerede er reservet til den livsnødvendige søvn. 5 dage om ugen bruger du mindst halvdelen af dine vågne timer på at arbejde, for at du har råd til at gå hjem og kigge på dine fine møbler og bestille en pizza.
Hvad med den opgave jeg oprindeligt skrev på? Den der ligger til grund for dette skriv. Den skulle jo også bare overstås, fordi der var en lærer der afventede at jeg afleverede min opgave, så hun kunne krydse af at jeg havde afleveret. Så hun overfor sin chef kunne dokumentere at hun havde undervist mig (og de andre i klassen). Derefter kunne chefen gå videre op i systemet og fortælle dem; at der er styr på det hele og at det er foregået efter gældende regler.
Jeg har en oplevelse af at der på intet tidspunkt, er blevet spekuleret selvstændige tanker omkring nytteværdien i, at jeg sad og brugte tid på den opgave. Jeg er selv 40 år gammel. Jeg har flere uddannelser bag mig. Jeg er et dannet menneske og jeg har rejst i flere gange, i lange perioder, på tommelfingeren, gennem store dele af bl.a. det syd- og nordamerikanske kontinent. Det er min selvopfattelse, at jeg begår mig ganske hæderligt; både på mit eget modersmål og engelsk. Men alligevel skulle jeg tvinges igennem det igen; en 10. klasse i dansk (og engelsk og matematik og fysik), fordi nogen mener at det er rigtige at gøre. Min livserfaring og alder til trods, så skal jeg bedømmes som en på 16 år. Fordi nogen mener at det er det der skal til. For det skal jo bare overstås, så jeg får de rigtige stempler i karakterbogen.
Jeg syntes det er komplet forrykt. Som jeg ser det, så handler det i virkeligheden om at så mange som muligt skal holdes beskæftiget. Og det kræver åbenbart at alle skal spise af den samme grød. Det uanset om den enkelte måske har brug for at spise af en anden grød, for at få den rigtige næring der fører til læring.
Det er som om at vi har skabt en lang liste med ting, der forsætter i det uendelige, der hele tiden skal krydses af. Fordi så kan vi sige til os selv; at så det blev overstået, og det var jo meget godt!
Og hvad med de ca. 6 timer om dagen, hvor du skal lave mad, passe din sociale omgangskreds, restituere? Hvor meget tid har du reelt til egen disposition? Skal den stund også bare overstås? Er det sådan du gerne vil leve dit liv? Skal det også bare overstås? Og hvad med de børn du eventuelt sætter i verden? Skal de også bare overstås?
For mit vedkommende blev svaret et rungende nej. Uddannelsen som Industritekniker var ikke noget der bare skulle overstås, men jeg oplevede desværre at det var den generelle holdning i branchen. Og bl.a. derfor forlod jeg skolen her i januar og besluttede mig for at lave det som jeg syntes giver mening. Det der gør mig glad. Så i virkeligheden skylder jeg den førnævnte leder en stor tak. Fordi det fik mig til at indse noget der er meget vigtigere. Livet er ikke noget der bare skal overstås og heller ikke de ting vi er nødt til at foretage os for, at få smør på brødet og en seng at sove i. Livet består af så mange værdifulde stunder, og vi har kun meget kort tid at gøre godt med. Så husk nu at nyde det for fanden og gør noget godt med det du er god til.
Hvis du har lyst til at læse om min oplevelse af kulturen på Københavns Tekniske Skole, skrev jeg som nævnt i toppen, en kronik der blev bragt i Information. Du kan læse den her. Det er en neddroslet udgave af det oprindelige skriv jeg indsendte. Originalen kan du læse her.