Det der gik galt var, at et eller andet sted i vores glimragende iver efter at blive så kloge, måtte fokus på det kedelige; håndens manuelle fysiske hårde arbejde, vige ulige, for det intellektuelle og überkreative omsiggribende pust – og se bare, hvor dygtige vi allesammen er blevet; så belærte, så oppustede belæste. Nu næres vi primært af alskens, gerne, eksotiske accessories, hypersmart førsteverdens tilbehør; ting og dimser der kan købes for penge andre har bestemt vi må låne i en kortere eller længere periode. I supermarkederne bugner det. Der er et væld af varer der er rejst langvejs fra; oftest produceret under kummerlige og mistænkelige forhold. Vi skulle jo så nødigt gøre arbejdet selv – og helst ikke betale for meget for skidtet (med mindre det giver øget status), og der skal helst være rigeligt af det …

At tænke sig, at midt i iveren efter at blive så vidende om det meste, blev livet omkring os det mindst vigtige. I processen glemte vi hinanden, og vi satte hele planetens mange væsners liv på spil … og selv nu, hvor alting “pludseligt” smelter, brænder, drukner … fordamper; advaret til trods i rigeligt omfattende pædagogisk formulerede vendinger, så er vi stadigvæk selvblæste i låget over vores egen genialitet. Vi tror stadigvæk at der er rigeligt af alt det vi vil eje. “Vi” fatter stadigvæk ikke at Moder Jord, langt om længe er ved at have fået nok af vores hjernedøde hærgen og skramlen …

I det mindste er der en svulmende overflod af underholdende skærmforlystelser, der kan få os til at drømme om at eje mere af alting … for så smarte udviklede menneskedyret sig til … Menneskedyret tog livet for givet og til gengæld for alle de herlige muligheder som livet gav os, pakkede vi hele planeten pænt ind i plastik; som en nobel gestus inden vi uddør. Vi er jo så fokuserede på den lange holdbarhed – det kræver den korrekte vakuum-indpakning, hvis ikke skidtet skal ende i ødsel forrådnelse.

… Sidste menneske lukker og slukker …