Jeg finder det vældigt tankevækkende at et lands politikere kan sende folket i krig uden konsekvenser. Men hvis en borger træder ved siden af, medfører det straks en straf, der skal lære vedkommende om konsekvenserne af sine handlinger.

 

Det forståelige dilemma

For borgerens vedkommende er det forståeligt, såfremt dennes handling har konsekvenser for andre borgere. Omvendt kan politikeren ikke straffes, selvom dennes handling oftest har meget større konsekvenser for mange individer, og nogen gange nationens anseelse i den store verden.

Hvis der blev indført en vis form for konsekvenslogik i det politiske system, er der i min verden, meget der taler for at mange konflikter kunne undgåes i fremtiden. Folket som helhed ville have langt bedre mulighed for at trives og blomstre i en fri kontekst, der ikke er styret af få pengestærke magtgrupperinger, der lokker de folkevalgte i fordærv.

For det er den virkelighed, der styrer vores liv i dag. Og det er den, der kan være farlig for menneskehedens overlevelse.

 

 

Velkommen til virkeligheden

Mennesker på flugt, der søger asyl p.g.a. en krig vi selv har en andel i, er ikke en trussel mod vores samfund. Det er de idioter du stemte på ved de sidste valg, du kan bebrejde for den ballade vi står overfor. Det er deres skyld at riget fattes penge. Ikke din og min skyld. Ikke asylansøgerens, men ene og alene de tumper, der administrerer vores land.

Og tro ikke for et øjeblik at pressen, har tænkt sig at gøre noget som helst. De selv er for travlt optaget med at fastholde deres position. De vil selvfølgelig til en hver tid benægte det sørgelige faktum, at de også er blevet afhængige af pengene. De også går fri af konsekvenserne af deres illoyale handlinger.

Elitens problem er at den syntes at have glemt, hvormed de modtager deres oftest høje hyre. Det er prisen man betaler til personer, der bestrider stillinger, hvor risikoen for at træffe forkerte valg, der medfører afskedigelse som konsekvens for den risiko de løber. En risiko de oftest er trænet i, qua deres uddannelse at kunne håndtere. Og samtidigt gør den samme uddannelse det nemt for dem, at finde anden varig beskæftigelse.

 

Tak for hjælpen

De syntes samtidigt, at have glemt at det selvsamme samfund; der betalte deres adgangskort til de hellige haller, gjorde det med en forventning om at de ville gøre noget godt, noget der kunne gavne folket. Og ikke at det endte med, at de dermed fik en position, hvor det kun handlede om at vedligeholde spillet, uden at de selv mistede indflydelse, og samtidigt gøre det sværere og sværere for individet, at deltage på egne vilkår.

Og tro ikke, at der er en nævneværdig forskel fra venstre mod højre. Med få undtagelser er de fleste ikke interesseret i at tingene skal blive bedre. De har kun interesse i at udpege ofre eller skurke, for at kunne fastholde deres destruktive diskurs, der grundlæggende ikke tjener samfundets ve og vel. Kun deres bugnende bankkonti.

 

Fordi sådan er det jo

Det siges, at folket har de politikere de fortjener. Men når folket manipuleres via medierne, og dagligt skal høre om den store trussel fra globaliseringens vilde bæst, der gør at vi befinder os i konstant krigszone om markedsandele, hvordan skal den enkelte så kunne finde tid til at tænke over sin egen eksistens og dermed overveje grundigt, om det nu også er klogt at sætte sit kryds på partier, der råber højst om dommedagsprofetier eller nationalister der vækker hadet til en fiktiv fjende.

 

De feje kujoner

Det er virkeligheden temmelig enkelt. Mens politikerne siger at der ikke er råd til velfærd, bruger de rask væk milliarder på at vi skal være en krigsførende nation. Journalisterne halser efter dem og prøver at finde den næste overskrift. Men kun til en vis grænse. De vil jo gerne have den næste luns af nyhedsbordet. Der er jo karrieren at tænke på.

Nykredits ledelse vil gerne have mere i løn og en ekstra stor bonus. Derfor hæver de dækningsbidraget til et horribelt niveau fordi de kan. De undskylder sig med lovgivningen. Der er intet hold i den påstand. Journalisterne graver. Politikerne siger intet. Interesseorganisationer siger det er for galt. Der skrives klager til ombudsmanden.

I mellemtiden får forbrugerne lov til at forsætte med at betale det, der bliver forlangt.

Men det er jo i virkeligheden temmelig enkelt. Hvis alle Nykredit og Totalkredits kunder afmelder deres automatiske tilmelding via PBS, så kommer der et girokort, hvor det er udspecificeret hvor meget dækningsbidraget er. Så kan man sammenligne med det gamle dækningsbidrag.

Vi kunne endda gå så vidt til at regne ud, hvad der er rimeligt og så kollektivt indbetale for lidt. Hvis alle 440.000 kunder protesterer på den måde, så er jeg overbevist om at de endelig fatter, at de er gået for langt. Tror I selv, I jeres vildeste fantasi, at de har tænkt sig at lave sagsanlæg mod så mange kunder på en gang?

Det er den slags protester, der virker! Men det tør de feje kujoner ikke rådgive om. Du ved, dem der findes rundt omkring i systemerne.

Dem der har muligheden, indflydelsen og magten til at hjælpe os. Men de gør intet ved det. De sidder og lurepasser i stedet for at komme igang med at udleve deres fulde potentiale. Fordi de tænker mere på deres livslange karriere.

 

 

En ægte lurepasser

Et andet frygteligt eksempel er ham manden, der var sat til at undersøge Scandinavian Star, lige efter den forfærdelige brand. Han vidste noget var forkert, men reagerede ikke på det, fordi han vidste der var en meget høj risiko for, at det kunne sætte hans karriere over styr. Men nu hvor han er gået på pension, så kan han godt røbe hvad der skete.

I mellemtiden er et menneskes eftermæle blevet smadret. Den chauffør, der var under mistanke for at have skabt branden, som selv døde i den tragiske ulykke; hans familie har måttet leve med offentlighedens stempel om, at han var gerningsmanden.

Ejerne af rederiet og kaptajnen gik mere eller mindre fri. De rigtige skyldige fik aldrig dom for deres handlinger. Nu kan sagen så starte forfra, men der kommer sandsynligvis ikke til at være nogen konsekvenser, fordi det er så længe siden. Heller ikke for den mand der lå inde med sandheden, og som havde muligheden for at gøre noget. Han er jo gået på pension.

 

Syltetips

Der er masser af eksempler på den slags svigt derude, som får lov til at forsætte fordi ingen gør noget ved det. Du ser det hver dag i f.eks. boligforeninger, hvor der sidder en beboervalgt bestyrelse. Alt kommunikation til dem skal ske skriftligt. På den måde kan sagerne syltes. Der kommer ikke til at ske reelle forandringer. Men så blev det i det mindste arkiveret. Og her taler vi om sager om f.eks. skimmelsvamp, der bevidst trækkes ud i årevis i håbet om at beboeren giver op. I stedet for at foreningen vedkender sig det fælles ansvar og løser problemet til alles bedste.

 

Elitens Dårskab

På mig virker det som om at “eliten” ikke er klar over, at de har et ansvar, qua deres høje løn og positioner. Med magt og indflydelse følger et stort ansvar for, at tingene kommer til at foregå ordentligt. Det er ikke en stilling, der er opfundet for at de kan få en høj hyre, fordi de har fået de rigtige stempler i karakterbogen.

Det er fordi der er en vis risiko forbundet med deres professionelle gøren og laden. Hvis ikke de er deres opgave voksen, så kan vi lige så godt nedlægge deres stilling, fordi så tjener de ingen nytte for samfundet.

Der er nemlig noget galt med eliten. De lider under en idiosynkratisk dårskab, der gør at de er så fastlåste i deres opfattelse af verden, at de ikke længere formår at se hvordan den virkelig ser ud.

Og dermed får idiotien, ufortrødent, lov til at forsætte sin vante gang.