Det er en menneskelig ting. At lade den lille blankpolerede detalje gøre det ud for 80 procent af livets mening.
Forretningsverden kalder det for 80/20 reglen. Diverse management-konsulenter eksemplificerer den oftest med det tøj du har i dit klædeskab – og det at du 80 procent af tiden, går med 20 procent af det tøj du ejer.
Det skal få dig til at fokusere på paradokset i de fleste virksomheders sårbarhed; at 20 procent af kunderne står for 80 procent af omsætningen. Det skal anspore dig til at fokusere på at vækste maksimalt.
Særligt i sælgerkredse bliver det brugt som motivation for at du skal sælge mere – og helst til nye kunder.
Frygten for ikke at overleve. Sårbarheden. Eliminere den. Den konstante konkurrence om pengene, fordi den med flest finanser kan kontrollere verdens gang.
Det er måske menneskehedens største dilemma; fordi 80 procent af befolkningen kæmper om de sidste sørgelige rester. De sidste 20 procent af de økonomiske ressourcer, mens de resterende 20 procent af befolkningen mæsker sig i 80 procent af jordens penge.
De sidder på magten. Ejer rettighederne til alle finansielle transaktioner, og de sørger hele tiden for at lægge endnu et gebyrlag ovenpå bunken. Det er måske det de bruger vækstkravet til? Så de hele tiden fastholder 80 procent af værdierne.
Herhjemme sælger de f.eks. først NETS til en kapitalfond. Undskyldningen er, at der er brug for friske investeringer til at vedligeholde dankortsystemet. At det samtidigt betyder at samtlige borgere, der ejer et kreditkort, i Danmark, overdrager hele deres økonomiske profilbillede, og vores digitale adgang til det offentlige system, til en fremmed magt; det fokuseres der meget mindre på.
Umiddelbart bagefter lancerer bankerne to nye betalingssystemer – MobilePay og Swift; de kobler det ovenpå det gamle og gør overførslen af penge hurtigere. Og tilføjer dermed muligheden for et ekstra brugsgebyr. Undskyldningen var truslen fra de nye betalingsløsninger, fra de digitale kolosser, der i forvejen styrer 80 procent af vores liv.
Udefra ligner det et sundt marked, fordi der er konkurrence mellem parterne. Men før eller senere er en af dem nødt til at bukke under eller blive opslugt af den anden. Det hedder sig at det er markedskræfterne, der fungerer efter hensigten. Ligesom naturens kræfter.
Udvikl dig eller dø. Tilpas dig ellers ender du med at blive udslettet!
Rane Willerslev, talte for nylig i en radioføljeton på P1, hvor temaet var arbejde, om en “stammekultur”, hvor man indtil for ca. 3500 år siden havde levet som et jæger/samler samfund, hvor flertallet sørgede for “hjemmet” og en mindre skare gik på jagt. Alle deltes de om det de havde, uden at der blev stillet spørgsmålstegn ved, at flertallet lavede mindre.
Hvorvidt de levede lykkeligt melder historien intet om.
Pludseligt sker der er skifte for “stammekulturen” da de begynder at dyrke og avle deres føde. En form for ejendomsret opstår. Kampen om magten begynder og på et tidspunkt kollapser kulturen.
Midt i det, er der også historierne om religionerne, der forsøger at tæmme den menneskelige drift. Nogen taler om ældgamle ordner, som en nøje iværksat konspiration. Religion, der skal få os til at fremstå som syndende individer, der har brug for frelse.
Med drabelige fortællinger om helvede, skal de få os til at frygte tilværelsen i en sådan grad, at vi lukker øjnene for virkeligheden og lader os blive lullet ind i døsen, hvor vi får det godt, hvis vi bare, slavisk, følger ordene.
Bagved kulissen kan “Eliten” så rage til sig uden at flertallet ser det. Bagved selvsamme kulisse foregår der er en konstant kamp mellem de elitære grupper. Udadtil bliver det til krige; om hvem der har den bedste gud.
Det lyder en anelse paranoidt … gør det ikke?
Er man fortaler for konspirationsteorierne, kan man også berette om hvordan det f.eks. starter med at vi begyndte at spise kød; den måde vores sprog er konstrueret på etc. etc.
Det er en skræmmende tanke … er det ikke?
At tænke sig, at en lille gruppe mennesker, har siddet på magten i flere tusinde år. En elite, der har manipuleret os, så vi altid vil være fanget i deres spil om magten. Ikke pengene. De er bare midlet til at eje os. Slavegøre os.
Det virker lidt for åbenlyst … gør det ikke?
Der er ingen mennesker, der kan være så onde … vel?
Så udspekuleret er der ingen som kan være … vel?
Jeg mener … der bliver jo skrevet bøger, lange akademiske afhandlinger om magt og økonomi – også den kritiske slags. Netflix og HBO laver det om til dramatiske og spændingsmættede produktioner, der kan streames. Det virker lidt for åbenlyst … gør det ikke?
Og iøvrigt kan ethvert fæ med en klikbar enhed hurtigt finde forklaringer, der taler begge siders sag. Diskussioner opstår ud af det. Det er da et udtryk for en fri verden, der er åben for fortolkninger … er det ikke?
Konspirationsteoretikerne vil påstå at de seneste krige også har haft til formål at begrænse folkets evne til at undre og ytre sig. Selvfølgelig udover den sædvanlige konflikt over de finansielle transaktioner og dermed pengestrømmen, som trællebinder flertallets levned og liv.
Serien Robots, på HBO, vil med fiktionelle greb, lære os at det er en endnu mindre gruppe vi skal fokusere på. Dem hvis rigdom er vokset eksponentielt i takt med indførelsen af det digitale liv.
I den virkelige verden ved vi det godt, men når det lander som en streambar serie, så er vi samtidigt der, hvor masserne er overinformeret; langt forbi den grænse, hvor vi ved nok til at kunne sige stop og bryde magtens illusion.
Men nu hvor det er blevet underholdning, så glemmer masserne alt om hovedproblemet; at vi hele tiden bliver manipuleret til at glemme; at vi dybest set ikke har brug for penge.
Nogle tager forklaringen videre og foreslår at det er rumvæsener, der har overtaget magten; at det skulle tjene som et eksperimentelt forsøg for at se, hvor langt mennesker er parate til at gå … som en form for “syg” udvikling af en bestemt “race”. Selvfølgelig alt efter om ens gud er et rumvæsen eller ej.
Og imens forsætter magtkampen om de finansielle midler andre steder også.
Se bare på retten til patenter; de stigende priser på medicin, hvoraf det meste ikke tjener anden funktion; end at motivere trangen til at tjene flere penge, så vi kan passe bedst muligt på vores skrøbelige legeme, så det kan leve længst muligt.
At leve længe, kræver en større og større pensionsopsparing, der også koster gebyrer.
Pludselig virker det nemt at springe til forklaringen om de onde væsner, der har konspireret mod resten af menneskeheden.
Men hvad nu hvis vi fjerner laget med konspirationsteorierne; hvad nu hvis vi fjerner religionstanken om det gode vs. det onde – og vi derfra forholder os til den virkelighed mennesket har skabt.
Det får jo ikke problemerne til at forsvinde sporløst?
Forvirringen bliver ikke mindre af den grund?
Og hvad hvis konspirationsfortællingerne og de streamede dramatiske fortællinger, blot er endnu et middel til at fjerne os fra sandheden – et komplot skabt til at bygge mere forvirring ovenpå bunken; fortalt så grotesk at det får flertallet til at afvise det som paranoidt vås – på grænsen til galskab?
Nu, hvor vi taler om galskab … hvad med alle de hersens superheltefilm?
Der er altid en eller anden genial forbryderhjerne, der truer med at udslette systemet ud af rendyrket ondskab – og nu skal han udslettes (for det er oftest en mand), fordi han prøver på at ændre kursen. Måske er han slet ikke så modbydelig? Måske er hans rigtige mission at befri mennesket fra den virkelige ondskab. Men det ser vi aldrig fordi han er blevet udpeget til at være fjenden, skurken, den ondskabsfulde …
Det virker ret skørt det hele … gør det ikke?
Måske er illusionen om sandheden selv et komplot?
Måske er vi som mennesker slet ikke egnet til at have ansvar for jorden?
Måske er det flertallet som er rablende sindsyge?
Måske vi skulle lære at nøjes med de 20 procent tøj i vores klædeskab og bruge det 100 procent i stedet for de nuværende 80 procent. Måske vi på den måde kunne få lidt mere kontrol over vores liv og levned …
Måske vi skulle lade være med at fokusere på, at der er mangel på ressourcer, og i stedet for fokusere på det åbenlyse; at der er for mange idioter, der får lov til at reproducere sig selv; at vi har givet stemmeret og rettigheder til tåber, der slet ikke har udviklet nok empatisk hjernekapacitet til, at kunne håndtere det store ansvar det i virkeligheden er, at være menneske i en verden, hvor alt levende er blevet underlagt vores sindsyge luner for at eje det hele …
Måske vi skulle holde op med at “tro” på illusionen om, at vi kan forandre det indefra?
Måske vi skulle leve 100 procent af vores liv, 100 procent?