Der er noget som har undret mig et stykke tid …
Madprogrammerne, og deres voldsomme popularitet. Det må være et udtryk for et undertrykt behov; for noget der mangler i det enkelte individs liv. Et eller andet sted i vores iver efter at gøre det så nemt så muligt; og samtidigt sørge for at flest mulige overlever og dermed bringe den stolte nordiske slægt videre, fjernede vi nødvendige led i ligningen. Elementer, der er livsnødvendige for sindets- og kroppens overlevelse; og for glæden ved livet.
Kontakten til den natur vi er en del af, blev afmonteret fordi vi så os blinde på fremskridtets vidtløftige rygter om uanede mængder af lyksaligheder.
Det ironiske ved ligningen er, at de selvsamme fælleskaber, som vi skabte for at sikre individets velfærd og muligheder for velstand, er de selvsamme værktøjer der bruges til at skabe mere splid parterne imellem … fordi grådigheden tog over.
Dermed skabte vi grobund for at omstændighederne blev mere og mere snæversynede i definitionen af individets muligheder for at leve et godt liv. Det til trods for, at vi aldrig før har haft så rigelige “valgmuligheder”.
Det skyldes måske, at de kvalificerende krav til samfundets kasser; uddannelsessystemet, begrænser deres borgere i at opnå de rigtige papirer, for at kunne få tilladelse til at træde gennem de gyldne porte, der gemmer på den godkendte viden, der skal læses og forståes på den “korrekte” måde, således at de rette stempler kan opnåes i karakterbogen. Igen ser vi en indsnævring af individets ret til på egen hånd at udforske verden.
Det som udgør velfærdsystemets præmisser; dets overlevelsesmekanismer; dets instrumentaliseringsmekanismer, sidstnævnte ifølge Svend Brinkmann, hviler på en absurd konstatering; den viden som skal opnåes forefindes allerede i rigelige mængder; det er offentligt tilgængeligt på det store stygge og farlige internet.
Oftest vil tilegnelsen af den pågældende viden og erfaring kunne opnåes ved at lægge læse og læreplaner tilgængeligt for det enkelt individ, men da der i uddannelsessystemet er sket den samme mentale kortslutning som i f.eks. industrien, lukker de verden ude og forhindrer det enkelte individ i at kunne trives med de vilkår som den ekstremt hastige udvikling af globaliseringen har medført. Både med de positive såvel som de negative bivirkninger.
De kræver alle af fællesskabets økonomiske midler; enten direkte eller inddirekte; et offentligt betalt uddannelsessystem, infrastruktur, adgang til borgere med de korrekt udfyldte beskæftigelsespapirer til at kunne deltage i det store gældslotteri o.s.v.
Isoleret set er der ikke umiddelbart noget galt ved det system, hvis ellers, at det fungerer til alles tilfredsstillelse. Men hvis det ikke levner plads til dem der er anderledes skruet sammen i hovedet, eller dem hvis opvækstforudsætninger afviger voldsomt, set i forhold de vedtagne og fastlagte normer, der samtidigt definerer hvilke forudsætninger, der skal til for at individet kan opnå en plads under solen … så har vi et fælles problem.
Resultatet kan meget vel blive, at det for mange mennesker ender i en eller anden form for offentlig forsørgelse. Et offentligt forsørgelsessystem, der i disse dage får mig til at overveje om det ville være nemmere, at de her utilpassede individer, inklusiv undertegnede, blev tilbudt en pille, der fik dem til at afgå ved døden … det er jo så pokkers besværligt, at skulle håndtere alle dem som man ikke magter at levne plads til i fællesskabet.
Man kunne selvfølgelig også indføre en endnu mere “human” metode – ala den som slagterierne mestrer til fulde; et svin er vel nu engang et svin …
PS:
Nu vi taler om svin og det med at være human …
For nylig, så jeg et ældre afsnit af MythBusters, hvori værterne skulle bruge noget der lige var dødt, til at rådne op inde i en bil. En fin Chevrolet af ældre dato. Valget faldt på to grise. To grise der tilsyneladende var afgået ved døden af helt naturlige årsager. Ikke mennesker, men grise!
Det er nemlig humant at bruge de andre dyr, fremfor mennesker, til den slags ting forståes det … Fordi vi mennesker; vi er jo noget ganske særligt. Det er trods alt os selv, der har opfundet ideen om at være human.