Det lykkedes at få et lift. Igen. Det tog mindre end 5 minutter. Ganske som det plejer at være. Direkte fra Nyborg til Hovedstaden. Et rart menneske med et ledigt sæde og en hurtig bil. Mens vi drønede over Sjælland glemte jeg for en stund, hvad det var jeg også forlod, dengang jeg vinkede farvel til mine venner, og satte mig ind i den fyldte flyttebil sammen med Skøgen i Rødt og stak af.

Larmen. Støjen. Den er der med samme. Apatien. Afmagten. Storbyangsten ligeså. Hele mit system er i alarmberedskab, lige så snart jeg stiger ud af bilen, ved en tilfældig S-togstation, tæt på Valby. Jeg føler mig som en genbrugt og gennemsuttet blues, der aldrig forstod hvorfor fanden man vælger at ville bo så tæt sammen, og med så begrænset adgang til den åbne himmel og den friske natur.

Her burde være potentiale for menneskelig vækst; rum til at fylde op på den sociale konto. Men her er kun friserede kvadratmeterdrømme og blankpolerede lotterifacader. Sidste gang tog det næsten 23 år før benovelsen endelig slap op.

Nu ta’r det mindre end 23 sekunder, at blive rigeligt trist over udsigten til tomme kalorier. Jeg træder vande; jagten på de stjålne ord er gået ind, men her er vitterligt intet andet, udover menneskelig armod og ituslåede drømme om en fremtid, der giver ægte mening. Flertallet afviser det, når jeg begynder at sætte spørgsmåltegn ved deres glamourøse beton og glas.

Men de ved det godt. Det hele er grådigt pladret og plasket ovenpå en stor fed løgn. Boligmarkedets lyksaligheder er en illusion, som flertallet krampagtigt holder fast i – fordi de har intet andet at se frem til, end muligheden for, udsigten til den store gevinst og den fremadstormende karriere. Et sted midt imellem der, satser de på at blive lykkelige, og muligvis sætte yngel i verden.

Flertallet spørger aldrig oprigtigt sig selv, om deres virke gør reel nytte; om deres tilstedeværelse reelt gavner, mens de famler rundt i blinde som gumpetunge malkekræg. Fordi det er jo helt normalt, at mindst halvdelen af ens vågne timer, bruges på at være beskæftiget, væk hjemmefra. Der skal jo tjenes penge, så regningerne kan betales. Det koster jo at være tæt på alting. Også selvom man aldrig har kvalificeret tid til noget af det.

De gør det samme med børnene. Opbevarer dem. Giver dem en skærm til at fordrive timerne med. De skulle jo nødigt være sammen om noget ærligt og håndgribeligt, der indebærer at man som voksen lærer sit barn det man kan. Måske det er fordi flertallet ikke længere kan finde ud af, at bruge deres hænder til noget praktisk? De er måske ramt af en infantil latent flovhed over ikke selv at ku’ noget for alvor?

Forvirret, forsøger de at balancere på dualitetens knivskarpe æg, for de tjener jo deres egne “penge” …

Man skulle jo også mene, at når mennesker bor så tæt, så kommer de hinanden mere ved, men det er ikke min oplevelse. Bevares man hilser da pænt, når man mødes i opgangen eller glaner på hinandens altaner, men kommer man hinanden ved? Spiser de sammen? Mødes de til en kop kaffe? Hjælper de hinanden med at sætte hylder op?

Jeg har nu boet på landet i 4 måneder. I de 4 måneder har jeg været mere sammen med mine 2 naboer, end alle de 9 naboer, tilsammen, i opgangen på plantevej, hvor jeg boede i 16 år.

Herude på landet hjælper vi hinanden. Vi taler sammen om hvordan livet går. Også det der ikke går. Vi passer på hinanden. Som det mest naturlige, uden at nogen har bedt os om det; holder vi øje med hinandens ejendomme. Det er nemlig sådan det er på landet. Man er nødt til at være der for hinanden. I storbyen har man kun sig selv at være til for. I storbyen er de fleste ligeglade med hinanden.

Med mindre der er mulighed for at score penge, udvide ens netværk eller fange andres opmærksomhed, så kan vi lige pludseligt godt være venner på facebook, og mødes til en kold fadbamse et gyldent sted, hvor der er bænke og borde udenfor.

Men jeg forstår godt trangen til det konforme; de lette løsninger, de evindelige ture til IKEA og Silvan; trangen til at gøre noget. Ligesom dyrkelsen af kropsidealet; også kendt som medlemskabet af det lokale fitnesscenter. Jeg forstår godt at mennesker længtes efter det.

Jeg tror slet ikke vi mennesker er skabt til en parkeret arkiveret tilværelse foran en skærm. Vi har brug for at skabe noget med vores hænder. Vi har brug for at røre os. Vi har brug for at være noget for andre mennesker. Men det er som om at selv med de bedste intentioner og rammer, så magter mange ikke opgaven med at opføre sig som værende et anstændigt menneske, fordi de har så travlt med at skulle nå en helvedes masse, inden de hopper videre til den næste tidsfordrivelse.

Det er det samme med den mad de indtager. Jo mere hipt et område bliver, jo flere spisesteder lokker med “ordentlig” mad – og desto mere bekvemt bliver vareudvalget i supermarkederne. Alting bliver ordnet for en. Alting bliver en service som kan tilkøbes. Alting er til salg og alle er til fals.

Selv restauranterne får de fleste af deres varer leveret som halvfabrikat. Der er stort set ingen, der sylter deres egne rødbeder længere. Det er nemmere (og billigere) at købe dem i supermarkedet. Sidstnævnte, gør de også i stor stil på landet … Men her er det mest af alt, fordi det er billigt.

Som jeg ser det, så er der mere potentiale i livet på landet. Jo, der er godt nok 25 kilometer til den nærmeste skadestue. Til gengæld kan jeg ringe til lægevagten og komme igennem på mindre end 5 minutter. Og de sender gerne en læge, hvis du har svært ved at fragte dig selv til lægevagten. Held og lykke med at få den form for hjælp via 1813 i Hovedstaden.

Offentlig transport eksisterer stort set ikke herude på landet – og det der er, koster hurtigt 2700 kroner, pr. måned, pr. person. Der var nogen kloge hoveder inde på borgen, der fik aflivet de gamle støtteordninger og de troede stålfast, at de efterfølgende eventuelt opståede problemer, som de blev advaret om, ville løse sig selv. Ligeså sjovt er eventyret om rejsekortet, der skulle binde alle danskere sammen i det lille kongerige. Før rejsekortet blev indført, kostede det samme månedskort 1700 kroner.

Derfor har vi en gammel bil. Den koster os 2500 kroner pr. måned. Med det hele. For alle tre personer i husstanden. Den gør at vi kan køre når vi har lyst, og vi kan køre hvorhen vi har lyst til.

Flertallet af vores politikere herude på landet, er også idioter. Ligesom jeres. Til gengæld har de flere muligheder for at udnytte det kæmpe potentiale, der er her på landet, for at skabe de mest optimale rammer for det gode liv, end det storbyens tyranniske tyveknægte, iklædt kistekostume og løkkesnor, har af muligheder.

Herude på landet ville det kræve at de begyndte at lytte til borgerne, i stedet for at slås i ugeavisens debatsektion om, hvem der har den største pikkemand. Omvendt så ville det kunne medføre en temmelig kedelig lokalavis, hvis de holdt op med at skændes som pattebørn, om de begrænsede pladser i sandkassen.

Det potentiale som jeg taler om, der er herude på landet, er de fantastiske mennesker som bor her. De er flinke, rare, hjælpsomme, imødekommende og høflige. Her er masser af åbne vidder. Her er højt til loftet. Her er skøn natur. Her er rigelige muligheder for at skabe transportmirakler, med alt den grønne energi som produceres her. Her er rigeligt med plads til at blive selvforsynende med alting på en bæredygtig facon.

Her er potentiale for en meningsfyldt tilværelse.

Omvendt, så ser jeg ikke livet her på landet som en eller anden hyggelig og romantisk idyl, og jeg er røvtræt af at storbymennesker, skal sammenligne mit valg af tilværelse, med bonderøven fra TV. For det første, så hedder jeg Mike. Jeg hedder ikke Frank – selvom en meget påvirket ung kvinde, i mine unge dage, på Cafe Louise, på Nørrebro, ved søerne, en tilfældig hverdag, i de skumle nattetimer insisterede på at jeg hed FRANK – også selvom jeg sagde til hende mindst 15 gange, at mit navn var Mike.

Jeg gør tingene på min helt egen måde. Jeg har ikke mit eget TV-program. Jeg er ikke bonderøven. Jeg har en omfattende samling af gamle skrivemaskiner, tomme whiskyflasker, et hus på landet, og jeg deler seng med en dejlig skøge, der har et barn på deltid.

For det andet, så er det fucking svært at bo på landet. Det er pissehårdt arbejde at skulle lave alting selv, fra bunden af. Det er besværligt, ikke bare at kunne ringe til viceværten, når vandhanerne ikke gør som de skal. Hvis noget går i stykker, så må vi fikse det selv.

Vi kunne selvfølgelig ringe efter håndværkere, af anden europæisk oprindelse, som er det, de fleste villaejere gør i storbyen (nej lad være med at benægte det. Jeg har set nummerpladerne på varevognene; jeg har set de firmanavne, der står på siden af bilerne, når jeg dag og nat listede rundt på opdagelse efter intelligent liv i den dyre forstad).

Vi kunne også gøre som flertallet; købe mad der er klar til indtagelse efter hjemkomst fra supermarkedet. Men så fjerner vi os væk fra det som er pointen for os; at vi skal klare os selv, med så få midler som muligt.

Vi har ikke brug for at skulle gå i motionscenter. Græsplænen slår vi med håndskubberen. Brændet stabler vi selv. Vi har en kæmpe gammel busket have, der er fyldt med ukrudt, der gror hurtigere end Donald Trump tweeter. På sigt bliver vi selvforsynende med både grøntsager og frugt.

Lige nu er vi ved at drukne i brombær, af den gode slags. Den slags der gror vildt. Og vi skal kun dele dem med havens fugle. 50/50. Og snart kommer der æbler.

Skal vi bygge til, henter og slæber vi selv materialerne. Der er 25 kilometer til det nærmeste byggemarked. Derfor har vi en trailer.

Hvis der er noget vi mangler efter klokken 7 om aftenen, venter vi til dagen efter – for der er ingen supermarkeder, der har åbent efter det tidspunkt. Hvis vi vil have udendørs cafehygge, må vi selv brygge kaffen, og servere den for os selv, ude på gårdspladsen, hvor der står et par stole med naturlig patina – og et medfølgende bord. Jeg fandt sættet i storskraldsrummet i storbyen, inden jeg stak af.

Til gengæld må vi nøjes med fuglenes kvidren og undvære støjen fra de andre menneskers fordøjelse af tilværelsen, når vi slubrer den varme drik.

På landet skal jeg ikke bruge årevis på at forklare 119 andre mennesker, fornuften i at skære sit vandforbrug ned til det halve, blot ved at bruge regnvand og genbruge opvaske, bade og vaskemaskinevand. Her laver vi om på tingene, uden at skulle vente på de andre egoistiske tumper, der er ligeglad med de næste generationer. Det samme gør sig gældende med grøn energi. Her skal vi ikke samle et kvalificeret flertal for at rykke på de tiltag, der giver et sundere miljø og dermed en bedre verden. Her gør vi det bare.

På landet skal jeg ikke vente på at livet gror. Det sker helt af sig selv, og hvis jeg vil have indflydelse på det der gror, så skal jeg blot smide en håndfuld frø i jorden.

I storbyen ville vores kontantbehov hurtigt lande på 20.000 kroner pr. måned. Vi er to voksne og et barn på deltid. På landet kan vi klare det hele for under 15.000, og det er inklusiv 3000 kroner hver måned, til løbende istandsættelser, samt udgifter til bil og føde. Og det er kun fordi vi er ved at etablere os. På sigt kommer vi til at kunne klare os for under 10.000 kroner om måneden.

På landet har vi alt den plads vi har brug for. Vi skal ikke stæse rundt for at blive færdige i en ruf, når vi bygger om. På landet har vi ikke kun een parkeringsplads.

På landet har vi god tid til at bekymre os i rigtig lang tid om  at løse problemerne efterhånden som de opstår.

Der er også en del, der stadigvæk fortæller mig med alvorlig stemme, at vi kan jo ikke allesammen gøre som vi gør, for så ville samfundet jo bryde sammen. Det er muligvis ikke helt forkert set, men jeg vil gerne tilføje, at problemet kun opstår for jer stakler, der vælger at forsætte tilværelsen inde i storbyens fængselsceller, fordi I har intet at handle med, hvis lortet bryder sammen. Hvor mange kilo kartofler tror du, at du kan bytte dig til med dine fine kulørte plastiklamper og det tykke stykke papir, hvor der står at du har tilegnet dig en fin titel?

Det lyder temmelig dystopisk, det ved jeg udemærket godt. Og jeg er selvfølgelig ude på et overdrev. Men prøv at tænke over det en gang til! Hvor meget af reel værdi har du egentlig at bytte med? Hvis ikke det var for de oppustede kvadratmeterpriser i storbyen, hvad har du så at handle med som menneske?

I virkeligheden syntes jeg også at flertallet af jer burde blive boende i de store byer, hvor I har det så dejligt kvadratisk, praktisk, bekvemt og nemt. Så har vi også styr på, hvor I befinder jer. Vi beholder vores fred og ro … og I beholder jeres larm og ballade. I lugter også lidt mærkeligt …

Det tog mig lang tid, endelig at slippe væk fra fængslet, men det er når solen står op over vores mark, at det går op for mig, hvad det er, jeg hele tiden manglede i storbyen. Det er det omkransende landskab. De vilde naturhegn, der hegner jordlodderne ind, skovområderne, der sporadisk omfavner de opdyrkede områder, det er fraværet af andre menneskers støj, det er lyden af min kaffekværn og John Coltrane der kommer ud af højtalerne på mit gamle B&O anlæg, der er ældre end mig – og det er fuglenes morgenfriske kvidren, når jeg nyder den første kop kaffe og den første håndkrøllede smøg på gårdspladsen og ser morgenduggen fordampe … Det er her det går op for mig at her virkeligt er potentiale; herude på landet er der potentiale for menneskelig vækst.

Jeg kan jo godt høre hvad det er I siger, I stakkels storbymennesker, men jeg kan ikke forstå hvad det er I siger. Der er intet rationale i det længere, udover: mere, mere, mere, mere, mig, mig, mig, mig …

Jeg ser sådan her på det …

Vi kan jo ikke allesammen leve af at samle på tomme kalorier. Nogen er jo nødt til at udvise en vis form for anstændig mådehold …