Med et “frit” tilgængeligt, betalt, gratis uddannelsessystem, og stadigvæk er der 25 procent, der aldrig opnår de rette stempler, hvordan kan man så fastholde den evindelige tale om et succesfuldt system? 

 

En succesfuld nation?

Vi er ingenlunde en succesfuld nation. Vi er blot endnu et tåbeligt blip i mørket. Vi måler vores succes på en række manipulerede tal, på en fiktiv bundlinie. Udfra den præmis bliver folket ledt hen til den konklusion, der lider under den samme indbildskhed, som andre nationer også lider under.

Systemets træningslejre er der, hvor fremtidens nyttige idioter modtager deres diplomer, så de efterfølgende kan bidrage til festen ved at betale skat af en indkomst, der modtages, som “erstatning” for at individet spenderer de mest produktive timer af sit liv. Oftest foran en skærm. Dagenes lyse stunder, der, hvor den enkelte har mulighed for at leve sit liv og finde sin egen måde at være produktiv på. Ingen spørger til nytten af den indsats, der ydes til gengæld for kompensationen.

 

Jeg har jo betalt skat

Den umiddelbare antagelse er også korrekt, for så vidt angår systemets præmis og den fiktive bundlinie.  Og det er for så vidt angår også, med den samme præmis, at man angiver en metode til at måle succesgraden af et systems avancementsmuligheder i det monetære system.

Man kan sige, at vi måler vores succes udfra en ligning, der angiver, hvor mange mennesker det kan holde beskæftiget.

 

Reel værdiskabelse

Hvad den ligning ikke forholder sig til er den reelle værdiskabelse, der ligger bagved de indrapporterede tal. De tal der benyttes, viser det, der er nyttigt for at kunne fastholde den nuværende kurs, hvormed vi har baseret en samfundsmodel på arbejde, der reelt skaber en værdi, er gjort unyttigt, mens de trykknap-funktioner, der fylder tabellerne op, så forudsigelserne holder vand, er ophøjet til at være arbejde.

Det til trods at mange mennesker, hver eneste dag sidder og udfører funktioner, der dybest set ingen relevans har for samfundets drift – men så betaler de i det mindste skat af en indkomst. I systemets regneark betyder det, at det er en succes.

Det skulle være så godt og alligevel har vi omkring 400.000 borgere, der tager piller for at regulere på deres humør, så de kan forsætte med at indgå i de rette statistiker.

Den normale sikre antagelse, med hvilken gemytterne dæmpes, er med forklaringen om; at skal samfundet fungere, skal der være nogen til at holde hjulene kørende. Og det er ganske vist en korrekt antagelse. Udfordringen ligger i at forstå årsag og sammenhæng.

Desto flere personer der holdes beskæftiget, desto mere skrald produceres der, desto mere slid er der på infrastrukturen og jo større sandsynlighed er der for individets kollaps, når byrden oveni øges på den enkelte borger.

Jo mere den enkelte presses, jo mere presses systemet – fordi det skal jo servicere individet, så denne kan fastholde sin position, så vedkommendes indbetalinger til fælleskassen  forsat øges. Det ser vi helst sker eksponentielt.

En tanke

Prøv at tænke på, hvad det er, der slår os ihjel i dag, udover alderdom?

Det er primært sygdomme vi selv skaber. Vi får kræft af de kemikalier der er i alting. Vi har et overdrevet alkoholindtag, fordi vi har behov for at stresse af. Den mad vi indtager er forarbejdet i en sådan grad, at vi ikke får den nødvendige næring. Og vi spiser mærkelig ting som vi betragter som helt naturlige. Det er normalt. Men ingen stiller spørgsmålstegn ved, om den føde reelt er god for os.

Der er ingen andre dyr på hele planeten, der tilbereder deres mad. Der er ingen andre dyr, der drikker andre dyrs mælk. Der findes dyr som samler forråd til vinteren. Der findes dyr som spiser æg fra andre arter. Der findes masser af dyr, der spiser andre dyr. Der findes endda, andre dyr som nyder alkohol.

Men der findes ingen andre dyr, som har udviklet koncentrationslejre, hvor andre væsner slåes ihjel.  Mennesket er det eneste dyr, der har smidt pelsen, for derefter at stjæle de andre dyrs pels, så de kan holde varmen. Det er der ikke meget ærefuldt ved.

Vi har skabt et samfund, der medfører så meget stress og pres på det enkelte individ, at det ødelægger kroppens naturlige måde at vedligeholde sig selv på.

Det medfører blodpropper, hjertestop m.fl. og det giver flere beskæftigelsesmuligheder, når borgerne skal lappes sammen igen.

Som kompensation oveni har medicinalindustrien udviklet alskens medikamenter, der kan forlænge smerten og dulme lysten til at ville noget på egen hånd.

 

Hulemenneskets dilemma

Vi bor i et samfund, hvor der ingen voldsomme naturkatastrofer sker. Vi er ikke i risiko for at blive spist af vilde dyr. Vi har rigelige mængder af føde; faktisk mere end vi er i stand til at æde. Og alligevel er vi drevet af hulemenneskets instinktive trang til overlevelse.

Naturen har skænket os evnen til at tænke selv, men i stedet for, så forsætter vi med at sætte mærkværdige begrænsninger op. Begrænsninger, der mest af alt syntes at være skabt, for at holde alle beskæftiget. Hvis ikke man fungerer som “direkte” bidragsyder, så kan man fungere som “indirekte” bidragsyder, der holder andre beskæftiget med at få dig til f.eks., at finde varig beskæftigelse.

Det her handler ikke om kommunisme, socialisme, liberalisme, kapitalisme, konservatisme, konsumerisme eller hvad pokker af ideologier, vi kan forsøge at kategorisere efter.

 

Det handler om forstand

Det handler om at bruge den, altså forstanden. Det handler om at kigge grundigt på al den viden vi har om menneskehedens udskejelser, og derefter omsætte den til at navigere kursen henimod fremtiden. En fremtid, hvor vi har lært af vores erfaringer. Fejltagelserne, er de mest nyttige i den henseende.

Velfærdssamfundets tanke var, at det skulle yde omsorg for alle sine borgere. Men lige nu er situationen den, at det primært er middelklassen, dem med børn, der har den største snabel i honningkrukken. Og samtidigt er det ofte dem der har travlest, qua deres positioner, der bliver brugt til at synliggøre de største nasserøve, der skal få sig et arbejde. Det til trods at det er den gruppe, der er den største underskudsforretning.

Hvis du er i tvivl, så prøv at regne ud, hvad f.eks. en institutionsplads reelt koster. Og det er altsammen orkestreret af de selvsamme idioter vi stemmer på, der sidder inde på borgen, og kæmper for at fastholde deres magtpositioner ved enten at udpege ofre eller skurke.

Hvordan kan det f.eks. være, at vi opfører teltlejre til flygtninge, der står tomme og holdes varme 24-7. Og samtidigt har vi hjemløse, der må sove på gaden. Mange af dem er havnet der, fordi de ikke passede ind i de snævre rammer, som systemet satte op for at kunne administre dets mange borgere.

Vi har et beskæftigelsessystem, der er sat i verden for at få de ledige i arbejde, som nævnt tidligere, men sandsynligheden for at systemet beskæftiger ligeså mange til at holde de ledige beskæftiget med at lede efter beskæftigelse, som der er ledige, er meget høj.

De ældre borgere, der trænger til hjælp, får assistance af en mindre og mindre gruppe. Mens gruppen der administrer systemet vokser med flere. For der skal jo kontrolleres.

Det er vaskeægte dumhed, der har ledt os til det punkt vi står ved nu, hvor velfærdssamfundet, mest af alt, syntes at dreje sig om at administrere, fremfor at levere sindsro til folket, når de forsøger at være produktive og levere deres bidrag til fælleskassen.

 

Det Socialdemokratiske Svøbe

I gamle dage, da vi levede i stammer, var der opgaver til alle i flokken. Man deltes om at udføre det nødvendige arbejde, der skulle udføres for at flokken kunne overleve. Det er basalt set den samme udfordring som velfærdssamfundet skulle løse. At sikre føde nok til overlevelse. Men af uforklarlige årsager knækkede filmen. Måske fordi nogen ville have en større bid af kagen og den offentlige sektor dermed kunne forsætte udvidelsen, fordi samfundet som helhed genererede større og større omsætning. Og dermed voksede skatteprovenuet.

I kraft af det socialdemokratiske svøbe og endnu en offentlig investering; uddannelse til alle, hvor alting blev inddelt i kasser og niveauer med varierende sværhedsgrader, indførtes lønrammerne. Det kaldtes udvikling. Men spørgsmålet er, om det i virkeligheden burde kaldes afvikling, når kerneydelserne efterhånden er så medtagede; fordi al energien bruges på at mistænkeliggøre helt almindelige borgere, der har brug for hjælp til at komme videre.

Populært siges det, at vi alle er socialdemokrater. Man kunne forsætte den populære antagelse, og med undtagelse af Liberal Alliance og Alternativet, så er alle partierne på borgen socialdemokrater med små varierende grader af verdensopfattelse.

 

Eksperimentet

Stanley Milgram, Psykologiprofessor fra Yale,  lavede i 60’erne en række eksperimenter, hvor forsøgspersoner, skulle tilføre andre forsøgspersoner smerte i form af stød, ved forkert svar.

Forsøgspersonerne havde ikke direkte øjenkontakt under forsøget. Den der skulle svare, gjorde det ved at trykke på en række knapper, i en lukket kasse, isoleret fra den forsøgsperson, der skulle påføre smerte ved forkert svar.

Ved hvert forkert svar blev strømstyrken øget.

Hvad smertevolderen ikke vidste var, at i virkeligheden var det en båndet optagelse af svarpersonens smerte han kunne høre, og svarpersonen var slet ikke en forsøgsperson, men en aktiv del af forskningsgruppen.

Bagved smertevolderen sad en observatør, der noterede ned på papir om forløbet. Hans rolle var også at fungere som autoritet, der løbende bad smertevolderen om at forsætte forsøget, på trods af de kvaler vedkommende eventuelt måtte have med, at påføre et andet menneske smerte. Det overraskende var, at 65 procent valgte at forsætte, til trods for at de vidste, at det var forkert det de gjorde.

Kun 35 procent valgte at stoppe med at påføre smerte til det andet individ. Dette skete oftest under en stor og voldsom protest. Et oprør mod autoriteten.

Eksperimentets virkelige formål var at afsøge en mulig forklaring, hvorledes det kunne gå så galt som det gjorde, under 2. verdenskrig i Tyskland. Hvad forsøgspersonerne fik oplyst var, at eksperimentet havde til formål at afsøge om læring kunne forbedres ved påføring af smerte.

Du kan læse mere om det kontroversielle forsøg her. Netflix har også god en film om eksperimentet og Stanley Milgram.

 

Vi sejler stadigvæk i den samme retning

For mig er det nærliggende at antage, at de selvssamme biologiske mærkværdige processer, stadigvæk den dag i dag, styrer individet. Jeg ser grundlæggende mennesket som en biomekanisk enhed, der er styret af elektriske impulser og kemiske strømninger. Og ligesom alle andre organismer er vi udstyret med en primær funktion for overlevelse.

Når vi så indgår i samarbejde med andre organismer bliver vi til en organisation. Denne organisation arbejder udfra den samme grundlæggende præmis. Overlevelse.

Så når en organisation som f.eks. fagbevægelsen, lover evig frelse og gode arbejdsforhold, er de i virkeligheden fulde af lort, fordi det de grundlæggende tænker på, er at overleve som organisation.

Prøv at tage de briller på, og kig på andre organisationer og firmaer i vores samfund. Hvad enten de er født med øje for velgørende eller kapitalistiske formål, så er de alle som en drevet af den samme primære funktion. Overlevelse.

På den baggrund af Stanley Milgrams eksperiment, syntes jeg at kunne fornemme en selvskabt situation, hvor de fleste mennesker ikke tør stille spørgsmåltegn ved deres gøren og laden, på grund af en latent frygt for deres egen overlevelse som organisme.

Og ve den der stiller sig op og offentligt tillader sig at undre sig over, denne besynderlige adfærd og måde vi organiserer os på. Det bliver straks til kollektiv afstraffelse af det formastelige individ, der får valget mellem enten at makke ret eller acceptere en tilværelse alene og isoleret. Instinktivt så forsvarer vi vores foderplads med næb og klør.

Prøv at se hvordan vi behandler de mennesker, der søger hertil for at få en ærlig chance for et bedre liv. Prøv at se, hvordan vi behandler de hjemløse, se hvordan vi behandler hinanden, når retningen for vores fortagsomhed i voksenlivet skal vælges. Det handler ikke om brugen af intelligens. Det handler igen om det basale instinkt for overlevelse.

Gavmildt belønner vi dem, der er i stand til at udnytte andre individer til at gøre det grove arbejde. Det er i alt sin enkelthed menneskelig dårskab.