Det starter med en kartoffel … 

Bonden lægger kartoflen i jorden, hvor den efterfølgende reproducerer sig selv. Når den er færdig med at gro, graver den samme bonde, der har passet og plejet planten så den kunne vokse sig stor, op af jorden og høster de mange kartofler som den ene kartoffel har givet næring til.

Den har ofret sit legeme for at give liv til de nye kartofler, der efterfølgende bliver pakket og sendt til en fabrik, hvor en håndfuld ansatte sørger for, at de bliver kogt, skåret i tern og blandet med løg, mayonnaise, yoghurt og krydderier inden de lander i en plastikbøtte med en farvestrålende og indbydende etiket.

Herfra fragtes bøtterne til f.eks. Nettos hovedlager, af en lastbilchauffør. På lageret de bliver pakket om, af lagerarbejdere, til nye paller, hvorefter de paller bliver fragtet af en ny lastbilchauffør ind til en Netto-butik i storbyen, hvor en butiksassistent sørger for at den kommer på den rigtige hylde, så storbydyret kan købe en bøtte kartoffelsalat med dild klokken 22.30, af endnu en butiksassistent, der sidder ved kassen og bipper varen ind, så kunden kan bruge sit kreditkort til at betale for varen. En transaktion som bankvæsnet tager sig betalt for.

Med betalingen i hus har hovedkontoret styr på, hvor mange bøtter kartoffelsalat der er blevet solgt, så de kan betale for varen, afregne med skattevæsnet, betale faste udgifter til driften, hovedkontorets løn, udbytte til ejerne og løn til butiksassistenten.

Med pengene i hus hos skattevæsnet overføres de til statskassen, der nu kan fordele pengene ud til resten af samfundet. Noget går til hospitaler, hjemmehjælp og skoler. En stor del går til hæren, så vi kan sende soldater i krig, en meget lille del går til kulturlivet, en meget stor del går til at betale løn til de alle de offentligt ansatte administratorer der regulerer og implementerer de folkevalgtes beslutninger, der rækker helt ned til, hvordan dyrkningen af førnævnte kartoffel, som bonden lagde i jorden for at han kunne betale for driften, betale ejendomsskat, afdrage på gælden til kreditforeningen, der vokser og vokser, fordi bonden hele tiden er nødt til at effektivisere og bruge flere på penge på sin bedrift; p.g.a. den stigende konkurrence, nye reguleringer og afgifter fra hovedstadens administratorer; der vil have varerne så billigt så muligt, fordi de skal jo have råd til mindst tre storbyferier om året, bil, ejerbolig og andre statussymboler, så de kan vise omverden, at de skam har styr på karrieren.

En karriere de har kunnet opnå via uddannelsessystemet, der er gratis, fordi nogen lagde en kartoffel i jorden.

 

Flere der suger på lappen

Der er også ingeniøren, der har udviklet maskinerne som de bruger på fabrikken til at lave kartoffelsalat. De maskiner er bygget af industriteknikere. En grafiker har designet etiketten på plastikbøtten, der igen er produceret på en maskine udviklet af en ingeniør og bygget af en industritekniker – igen er vi tilbage ved at intet af dette ville være muligt, hvis bonden ikke lagde en kartoffel i jorden.

Bonden selv må nøjes med en meget ringe betaling for sin indsats, der er så fundamental vigtig for vores samfund; fordi uden kartoffel, ingen mad til storbydyret. For hvert led i fødekæden stiger lønnen. På fabrikken får medarbejderen ca. 30.000 kroner om måneden p.g.a. overenskomsten i dansk industri, der administreres af fagbevægelsen, der har hovedsæde i hovedstaden, hos dem er lønnen også højere. Lastbilchaufføren rammer hurtigt en løn over 30.000 kroner. På Nettos lager kan en lagerarbejder nemt lave 40.000 kroner om måneden – igen p.g.a. industriens overenskomst. Nu, hvor kartoflen er blevet til kartoffelsalat og nærmer sig, via transport på hjul, storbyen, er der endnu en der får 30.000 + i løn.

Det stopper brat i selvsamme øjeblik, at varen skal på hylden i din lokale Netto. Den kære butiksassistent må nøjes med en løn på omkring 20.000 kroner om måneden, men så har butiksassistenten også fleksible arbejdstider, der kan ligge alle ugens dage, alle døgnets timer. 24-7-365 – vagter på 10-12 timer er ikke unormale.

I industrien holder de oftest weekend og arbejder maksimalt 8 timer af gangen. Lastbilchaufførerne har tit weekendarbejde.

Ingeniøren har flextid, hjemmearbejdsplads, frugtordning og andre spændende firmabetalte goder og holder med garanti fri i weekenden og har oftest fri efter klokken 16 på hverdagene.

Lagerarbejderens arbejdstider kan også være 24-7-365, stadigvæk 8 timer pr vagt.

Bonden selv holder aldrig fri. Det er jo det med at drive et landbrug; det kræver hele tiden at der arbejdes. Der er dyr der skal fodres, der er maskiner, der skal vedligeholdes, produktionen af grøntsager skal plejes.

Oveni i det, så er der jo alle papirerne til administratorerne i storbyen, der også skal holdes beskæftiget med f.eks. at kontrollere, at bonden ikke udleder for meget kvælstof i forhold til de niveauer som biologen (igen en der får en høj hyre) på forskningsfabrikken mener er det rigtige. Biologen har den overbevisning, at det er landbruget der udleder mest og vi skal jo passe på vores skrøbelige miljø.

Det sjove ved kvælstof i landbruget er, at det kommer fra dyrene, når de nedbryder det protein, som de bl.a. får fra kornet som landbruget selv dyrker. Kornet bliver mere rig på protein, når det får rigeligt med kvælstof. Mere protein i kornet betyder også mel, der er bedre at bage med, hvilket ikke er tilfældet i dag. I stedet for at bruge vores eget mel, importerer bageindustrien mel fra udlandet. Det er godt for vores økonomi, ikke?

Landbruget, der skal drives så effektivt som muligt for at følge med den skærpede konkurrence om fødevarer, er nødt til at sikre at dyrene får nok protein, hvilket de ikke gør, fordi biologen har besluttet en lavere mængde kvælstofudledning fra bonden, der gør at kornet ikke udvikler nok protein, som nævnt før. Det gør at produktionen af “protein” flyttes til f.eks. Sydamerika, hvor der er mindre strikse regler, hvorefter det fragtes med skib til Danmark. Det er godt for miljøet, ikke?

I storbyen hygger biologen sig med den seneste fodertrend; han spiser som de gjorde i stenalderen; masser af kød, en kost baseret på et maksimalt indtag af protein. Hvordan var det lige med dyrene på gården og indtagelse af protein? Bingo det bliver til kvælstof!

Hvad sker der når mennesker spiser protein? Ja vi producerer også selv kvælstof, der udledes direkte i vores eget kloaksystem og havner hvor? En del af det ryger direkte i havet og en anden del ender i atmosfæren via dampe fra afbrændingen af slammet, herfra vil kvælstoffet igen finde vej til jorden, via regnvandet. Så uanset om kvælstoffet opfanges i vores rensningsanlæg via slammet (din afføring), eller kemisk bundet til væske (din urin) så ryger det enten direkte i havet eller tilbage i jorden.

Hos bonden, er der så stramme reguleringer og dermed en veltrimmet produktionsproces, der sikrer at der kun bliver udledt den mængde, som er blevet tilladt via administratorernes håndtering af de direktiver som de folkevalgte og deres embedsmænd har vedtaget. Flertallet af dem har været igennem de samme gratis uddannelsesfabrikker.

Hele administrationen, produktionen og transporten, bliver styret via en hulens masse databaser og programmer, der er udviklet af programmører, der har brugt mange år på at dygtiggøre sig på en af statens uddannelsesfabrikker, der som oftest er placeret i storbyen. Programmørens løn er skyhøj, for de er jo specialister og nødvendige for driften af vores samfund. Igen er der en masse mennesker, der lukrerer på at en bonde lagde en kartoffel i jorden. En kartoffel, der typisk afregnes med 60 øre, pr. kilo, når industrien og supermarkederne skal købe ind. Det er bonden, der har det sure slid med at sørge for at det bliver en god høst. Industrien og supermarkederne, gør ligesom forbrugeren, de stikker blot lappen frem og kræver ind.

I supermarkedet er prisen typisk 7.50, pr. kilo.

Og allerøverst i fødekæden, har du bankerne, der belejligt kan hapse en lille bid, hver eneste gang der foretages én af de milliarder af pengetransaktioner, som er nødvendige for at alle led i kæden, kan få råd til at købe en kartoffel, så de ikke dør af sult.

Igen er det hele styret af databaser og det får mig tilbage til udgangspunktet for dette skriv. Kan man spise en database?

Kan man spise en doktorafhandling? Kan man spise en lovtekst? Kan man spise en udsendelse med bonderøven?

Hvor mange af de mennesker, der arbejder i de forskellige led, ville have et arbejde, hvis bonden satte sig ned på sin flade røv og nægtede at producere flere kartofler?

Husk på, at for hvert led i fødekæden, så har skattevæsnet (ligesom bankerne), også været der og samle ind. Skatteindtægter, der burde bruges til at sikre, at den enkelte borger har mulighed for; at få mad på bordet, en seng at sove i og skabe et godt produktivt liv, som fællesskabet kan drage nytte af.

Det skal også tages med, at uden landbruget, ville vi hurtigt miste op til 25% af vores bruttonationalprodukt, både via de direkte og via de inddirekte eksportindtægter.

Og ja, landbruget er også lidt på støtten (ligesom dig og mig), men det er mest af alt en ringe økonomisk kompensation, for alt det bøvl og besvær, der er med at drive et landbrug i dag.

Metaforisk, kunne man sige at bonden er kartoflen, der lægges i jorden og suges tør for næring af de “nye” kartofler; virksomheden, direktøren, ingeniøren, industriteknikeren, fabriksarbejderen, lastbilchaufføren, lagerarbejderen, butiksassistenten, biologen, administratoren, embedsmanden, politikeren, banken, skattevæsnet, storbydyret; alle har de glemt, hvad der gjorde deres tilværelse mulig.

Husk det gamle ordsprog: uden mad og drikke duer helten ikke.