Da jeg for nylig publicerede mine skriverier; Menneskelig Dårskab og Elitens Dårskab, så var det ment i ramme alvor. Så skal det ikke ses i en synderlig humoristisk kontekst omend noget af det vinkles i en grotesk retning, der kan tolkes med et smil på læben. Fordi de her ting sker i den verden vi lever i, og den opførsel har sit udgangspunkt i os selv. 

 

Et hurtigt resume

Jeg har tidligere publiceret en mindre fortælling om min opvækst med skriveriet: Man gjorde et barn fortræd. Jeg publicerede det i en kort udgave, fordi det i sig selv kan være for omfattende, for mange at kapere på en gang.

Det vil jeg nu åbne lidt mere op for her med yderligere beskrivelser af min barndom og opvækst.

Som barn blev jeg udsat for seksuelle overgreb af en pædofil på den legeplads, hvor jeg voksede op. Gentagne gange har jeg oplevet fysiske overgreb fra min mor. Min far var fraværende. I skolesystemet blev jeg den naturlige prygelknap, fordi jeg var anderledes skruet sammen og havde fået “gaver” med hjemmefra. Det betød at klasselæreren lod sine frustrationer, over ikke at kunne stimulere mig, slippe ud i det åbne rum.

Det havde den konsekvens at jeg ikke passede ind i rammerne. Så blev jeg entet flyttet over i glasburet, som et andet dyr i en zoologisk have eller bare sat udenfor døren, når temperamentet løb afsted med mig, fordi de andre børn i klassen begyndte med deres drillerier. Fordi børn følger altid instinktivt lederen af gruppen.

Det medførte så flere fatale udfordringer og flere uheldige skoleskift med mere svigt. De forskellige kombinationer af gentagne svigt fra de voksne omkring mig, medførte store udfordringer i min opvækst. Udfordringer der er fulgt med i min tilværelse som voksen. Det fik så heldigvis en velfortjent pause i 2 år, i 6. og 7. klasse, hvor jeg var på Statenegårdens skole.

Her blev jeg den eneste gang i min barndom mødt med den kærlighed og omsorg, jeg altid havde manglet. Her var der, de her fantastiske mennesker, der kunne se det potentiale jeg rummede. De kunne rumme den vildskab, der brusede indeni mig og de lærte mig at blive bedre til at tumle den.

Tænk sig, lige pludselig var der ingenting “galt” med mig. Lige pludselig var jeg et sted, hvor jeg ikke blev betragtet som en pestilens. Lige pludselig var jeg “normal”. Der er en grund til, at jeg den dag i dag betragter Stategården som mit rigtige hjem. Der er jeg altid velkommen. Der bliver jeg ikke dømt ude og her er der sjovt nok ingen konflikter, men til gengæld masser af vidtløftige og højlydte diskussioner. Der er nemlig højt til loftet og der er det en vigtig dyd at være uenig. Og her bliver der spurgt oprigtigt til, hvordan jeg har det.

De vidste heller ikke at “det” var sket, før jeg blev voksen, men de gav mig – og giver mig stadigvæk ro til at rydde op i mit hovede. På min egen måde.

Skilsmissen

Min barndom var i høj grad præget af min mor og fars mange konflikter, der tit medførte at jeg blev tildelt tålt ophold hos andre familiemedlemmer, der så kunne få fornøjelsen af at være dem der kunne give mig et afbræk fra kampzonen. Uden dog at berøre problemerne. Nej så var det nemmere at stikke mig en pose slik eller en bunke legoklodser at lege med.

Det har heller ikke hjulpet på den latente vrede, at min mor senere i livet mødte en ny mand, ved navn Jimmy (efter en lang og opslidende skilsmisse fra min far da jeg var 10), der desværre selv havde sine lig i lasten at slås med, og derfor ved visse lejligheder følte sig nødsaget til, som en anden gorilla, at skulle banke mig på plads, når det viste sig at mit ordforråd var større end hans.

Af statur var han mere end et hoved højere end mig. Det er jo vigtigt at man finder nogen på sin egen størrelse at slås med. Den sidste gang han gjorde det ved mig, var jeg i midten af tyverne. Det var en sen våd aften, hvor Jimmy og jeg var røget på værtshus i Nyborg på et sted der hed Landmanden.

Jimmy var begyndt at blive lige lovlig nærgående overfor en anden kvinde fra familiens omgangskreds. Det syntes jeg ikke var så smart fordi han var jo sammen med min mor, der ventede på os derhjemme. Jeg prøvede først diplomatiets vej uden held. Jeg prøvede igen at forklare ham at det ikke var så smart, og at det måske var bedst at tage hjem. På det tidspunkt stod vi ude ved trappen på 1. sal i gangen.

Det blev hurtigt til håndgemæng fordi Jimmy mente ikke, at jeg skulle blande mig i det, og før jeg vidste af det, løftede han mig op i luften og kylede mig ned af trappen. Der lå jeg så og kunne ikke røre mig. Jimmy tog flugten og nogen ringede efter politiet, der var fremme efter at Jimmy var forsvundet. I et anfald af panik tog jeg en taxa direkte hjem til København og min daværende kone Louise.

Jeg var heldig og slap uden voldsomme fysiske mén, men de efterfølgende uger måtte jeg døje med ubehagelige smerter i ryggen og nakken fra trappetrinenes slag. Jeg hørte intet fra Jimmy og jeg hørte intet fra min mor. Mine brødre var sådan lidt “ja men altså …”

Der gik mere end en måned før Jimmy pludselig ringede for at undskylde sin opførsel. Men den virkede ikke synderligt oprigtig og ægte, og min mor ville ikke tro på at det var sket.

I familien rundt omkring mig, var der heller ingen der reagerede. Det blev tiet ihjel. Der var ingen der ville tale om det. Der var ingen konsekvenser for Jimmy. Jeg blev frarådet at anmelde det til politiet. Selv som voksen, skulle jeg endnu engang opleve, hvordan de andre voksne sad som feje kujoner og lurepassede på situationen.

De efterfølgende måneder begyndte jeg at reflektere meget over oplevelsen, der havde rystet mig gevaldigt. Jeg blev pludselig opmærksom på et mønster hos min mor omkring alkohol, og den selvfornægtelse hun klamrede sig til, når hun ringede til mig halvvejs igennem en flaske Gammel Dansk.

Nok må være nok

3 – 4 måneder senere afbrød jeg kontakten med dem, ved at sende et brev, hvor jeg gjorde det klart, at jeg ikke ønskede yderligere kontakt med dem, set i lyset af deres opførsel. En helt igennem naturlig reaktion på et årelangt svigt. Jeg afbrød også kontakten med min mors familie. De tjente jo heller ikke noget formål. De fleste af dem, var jo ligeglade med at der skete de her overgreb. Der var ingen der nærede et ønske om at gribe ind og løse konflikterne.

Det var der heller ikke da Jimmy en del år senere siden fik trumfet sin hævn igennem og adopterede mine to brødre. Jeg kunne intet stille op. Med en simpel underskrift mistede jeg to brødre i et juridisk snuptag. Ingen af dem stillede sig op og sagde hør hov … Det var de nemlig for feje til.

Gennem min opvækst har der været rig lejlighed til at gribe ind og gøre noget. Men det eneste der skete var, at jeg i en periode, da jeg var 13 år gammel, flyttede over til min mormor og morfar. Så kunne jeg få lov til at være der for mig selv, når jeg ikke arbejdede i familiens madbiks, eller var i skole på Statenegården.

Da jeg blev 15 tog jeg på efterskole og flyttede lidt hjem igen, men kun når vi havde fri hver anden weekend. Det stod hurtigt klart at der hørte jeg ikke til. Det blev trættende hele tiden at skulle høre på, hvor dyrt det var at have mig på efterskole. At det så i virkeligheden var min far, der havde fornøjelsen af at betale gildet, det blev ligesom belejligt “glemt”.

De efterfølgende år, hutlede jeg mig fra sted til sted, indtil jeg som attenårig, fik nok og hoppede på toget til København. På det tidspunkt havde jeg bl.a. været ude og sejle som dæksdreng, og været et smut forbi Stategårdens skole, igen. Denne gang som hjælpelærer. To dage efter jeg landede i København havde jeg arbejde og to dage senere; kæreste og lejlighed.

Tænk sig, at gennem de år, havde jeg kun mødt meget få mennesker, der virkelig kunne rumme mig. Og pludselig stod jeg der som attenårig og fandt min egen vej. Men der var jo heller ingen der kendte til omfanget af det jeg havde måttet gennemgå. Og flertallet ville jo bare at jeg skulle indordne mig og holde min kæft. Det var jo mig, der var noget galt med.

Og det var der også, men fordi de voksne havde for travlt med deres egne gøremål og forsøgte at presse mig ned i en kasse (som jeg ikke havde en ærlig chance for at passe ned i), blev der aldrig spurgt rigtigt til, hvordan jeg havde det. Det var jo ikke noget vi skulle tale om.

Ligesom det med at min mor drak lidt for meget til familiefesterne og hun derfor slap dæmonerne fri. Det var jo bare sådan det var. “Hør skal du ikke have en snaps mere?” sagde en onkel til mig, til julefrokosten et år før jeg “slog op” med min familie. “Øh jo tak” svarede jeg og han klappede mig stolt på ryggen og sagde: “Du har sgu scoret godt med din kvinde der. Det er hende med de største patter!”

Livets ironi

Ironisk nok, igennem mine voksenår, har det været Jimmys lillebror og hans ekskone, der har hjulpet mig mest, med at komme igennem mange af mine svære perioder i starten af voksenlivet i storbyen, når jeg manglede et sted at overnatte for en kortere eller længere periode. Det er faktisk selvsamme tante og onkels skyld, at jeg kom væk fra gaden, hvor jeg boede i en overgang på tre måneder. Det var tanten, der lærte mig de tricks, der skulle til for at jeg kunne tumle voksenlivet på egen hånd.

 

Du skal vælge dine kampe med omhu

De ting jeg har beskrevet her er ikke unikke. Det er sket for andre og det forsætter ufortrødent med at ske omkring os, fordi flertallet stadigvæk render rundt med skyklapper på. Det er den stiltiende attitude og lurepasseri, fra de feje kujoner der får overgrebene til at forsætte.

Ligesom de andre forfærdelige ting i samfundet som f.eks. med flygtninge og hjemløse.

Jeg hører tit argumentet fra mange med, at man skal vælge sine kampe med omhu. Det er den værste gang ævl jeg nogensinde har hørt. Fordi det er lige nøjagtig derfor, at der ikke sker de nødvendige forandringer.

Vi bor i et samfund, hvor dem der stiller sig op og forholder sig kritisk, oftest bliver pillet ned, mens de feje kujoner bliver belønnet for deres evne til at ignorere de åbenlyse uretfærdigheder. Det syntes efterhånden at være således, at jo mere kujonagtig opførsel du kan udvise, desto bedre kan du udnytte dine trofæer fra studietiden.

 

Janteloven

Fra barnsben af bliver vi også belært med fortællingen om Jantes lov og at vi ikke skal tro vi er noget. Nogen vil gerne tale om at Janteloven er samfundets indbyggede prygelknap, som de mener vi skal bryde fri af. Andre vil helst ikke tale om den.

Som jeg ser det, så udspringer Janteloven af en nedarvet biologisk funktion om gruppens overlevelse – og dermed vil forandringer kunne true den stabilitet og tryghed, der ligger i at tingene er som de plejer at være. Igen er vi hurtigt tilbage til Hulemenneskets dilemma. Fordi uanset, hvor meget vi selv vil påstå at vi har udviklet os ud af den evolutionære akse, så hænger vi stadigvæk fast i urtidens dynd. Vi er grundlæggende de samme vilde dyr, som vi var i stenalderen. Vi har bare moderniseret vores måde at slås om ressourcerne på.

Og derfor er der, i min verden, ikke den store forskel på en klassisk dansk dysfunktionel familie og f.eks. Nykredits ledelse. Nykredits ledelse mener sig selv at have ret til, grådigt at berige sig på andres bekostning. Der klages til de voksne (folketingspolitikerne, forbrugerrådet, journalisterne) men det hele bliver ved snakken, fordi vi skal jo også kunne være i stue sammen bagefter. Derfor ender det med et par overfladiske klager,  mens man håber at problemet forsvinder af sig selv.

Nøjagtigt ligesom Tøndersagen og mange af de andre forfærdelige sager, der får lov til at udvikle sig i al ubemærkethed, fordi ingen gør noget ved det. Fordi man skal jo vælge sine kampe med omhu.

Det samme gør sig gældende med det meste af det tøj du køber, velvidende at det sker på fabrikker, hvor arbejdsforholdene er mildest talt kritisable. Du ved godt at det ikke er så smart. Men hey, det er jo vigtigt, at du har råd til at købe mindst 4 par jeans om året. Så skide værd med at den fattige arbejder, måske aldrig får en uddannelse, der kan løfte vedkommende ud af fattigdommen. Den undertrykkende fattigdom, der kan sende vedkommende lige i armene på en religiøs voldspsykopat med penge nok til, at starte en ny voldsom konflikt et sted i mellemøsten, der ender med at en masse mennesker banker på vores dør, fordi de ellers bliver slagtet derhjemme.

Alt vender tilbage på at flertallet syntes tilfredse med at være deltagere i et spil, der kun belønner de feje kujoner.

 

Åben dine øjne

Prøv at se på verdenen omkring dig og den mobbekultur (Janteloven), der er sat i system for at flertallet kan have det godt med sig selv. Hvordan er det vi behandler de mennesker, der er havnet på kontanthjælp? Bruger vi ressourcer nok på at udrede, hvordan de er havnet der? Bruger vi ressourcer på at løfte dem ud af systemet der kan og vil selv? Eller bliver de spist op af administration? Hvad med dem, der måske i virkeligheden er bedst tjent med en længere periode, hvor samfundet holder hånden under dem, så de har en ærlig chance for at komme ovenpå igen?

Hvorfor har vi, stadigvæk, efter så mange år, problemer med mennesker, der kommer med en anden kulturbaggrund i bagagen? Hver gang, der kommer optræk til ballade, trækker vi integrationskortet og fastholder, at det er dem der må indordne sig, uden at forholde os til, hvad de kommer med. Nu må de bare tie stille, så husfreden ikke brydes.

Hvor mange af de personer der sidder i landets fængsler, tror du har oplevet voldsomme svigt i deres barndom?

Min historie i dag

Den sidste gang jeg så min far, var til den årlige sommerfest i 2014. Her brillerede han i sin brandert med anklagende stemmeføring at spørge mig om: “jeg ik’ snart var færdig med det der rejseri og skriveri!” Ikke noget med at spørge mig om hvad det er, der er så fascinerende ved at pakke rygsækken og hvad jeg får ud af at skrive. Han har ikke engang gjort sig selv den ulejlighed, at læse min kogebog eller om mine rejseoplevelser her på min blog. Han har heller ikke på noget som helst tidspunkt, ærligt spurgt mig om, hvordan jeg har haft det midt i den største krise i mit liv, hvor jeg blev skilt fra min daværende kone.

Da jeg tilbage i 2003/4 måtte erkende, at jeg havde fortrængt de seksuelle overgreb, der var sket for mig som barn, besluttede jeg efterfølgende at delagtiggøre min far i oplevelserne. Han var selvfølgelig rystet, men han har intet gjort siden for at prøve at forstå, hvad det er der rent faktisk er sket.

Nej så er det meget nemmere at forsætte med, at tage piller mod angsten, der har plaget ham i mere end 10 år. Og anklagende fortælle ens søn flere gange, at han altså ikke kan rumme den vrede jeg føler, uden på noget tidspunkt at spørge oprigtigt ind til den.

Det må jeg selv tage mig af. Det er noget jeg bare må ryste af mig, fordi nu skal vi altså ikke have flere konflikter. Og kan du ikke bare se at falde til ro og finde dig en kæreste og et job.

Og så lander vi jo belejligt ved sagens kerne igen. Når ens familie ikke magter at rumme de åbenlyse og forfærdelige svigt der er sket, hvordan kan de så forvente at jeg skal rumme dem. Det er jo ikke gået udover dem. Det er ikke dem der hver eneste nat, skal ligge og mærke ensomheden kvæle en. Det er ikke dem, der vågner flere gange om natten, fordi de har befundet sig i en konstant kampzone siden barndommen, og derfor lider under de samme symptomer, som soldater med PTSD, lider under (Der er en diagnose for det. Den hedder: PSAS).

Det er ikke dem der har de rædselsfulde og forfærdelige billeder, de skal forholde sig til. Billeder der aldrig forsvinder. Det er mig, der skal slås med det. Ikke dem. Det er mig der skal slås med konsekvenserne af de hændelser i mit liv.

Og nej der findes ingen magisk knap, der får det hele til at forsvinde. Det er kun døden der har den funktion, og indtil det sker vil jeg gerne have lov til at opleve lidt mere af glæden og lykken, der har været fraværende i en alt for stor del af mit liv.

Det har jeg bl.a. gjort i de seneste år ved at genoptage kontakten til min moster, der var en af de få i familien, der virkelig var der for mig da jeg var barn. Hun er en af dem, der selv har måttet tage mange knubs i sin opvækst, fordi det er jo tit at den slags sker. Her har man også forsøgt at lægge en dæmper på gemytterne og ignorere at noget ikke var som det burde være.

For det er nemlig det interessante. Der var jo en grund til, at min mor bar rundt på en vrede, men istedet for at løse den, så sendte hun abekatten videre til mig. Ligesom Jimmy der selv har oplevet kæmpe svigt i sin barndom. For deres vedkommende blev det alkoholen, der blev medicinen. Og på den måde forsatte den onde cirkel. Fordi ingen ville tale om problemerne og forholde sig til det der gjorde ondt at tale om. Fordi det skulle jo også bare overstås. Ligesom alle de der andre ting, der bare skal overstås.

Det bringer mig til det spørgsmål, som jeg ved brænder sig på. Vil jeg nogensinde få kontakt med min nærmeste familie igen? Det tror jeg faktisk ikke. Jeg har det på den måde, at jeg kan ikke se formålet med at bruge yderligere tid på mennesker, der ikke vil vedkende sig deres ansvar og som dybest set har ageret som feje kujoner.

Jeg kan godt forstå deres udgangspunkt og dermed anerkende den præmis, der gjorde at de nu engang, nok gjorde det så godt, som de nu kunne. Jeg kan også notere mig, at de tilsyneladende har haft større succes med mine søskende og det er da godt for dem alle. Men for mig der ikke har et eneste lykkeligt barndomsminde, hvor min mor eller far leger med mig, så er den sorg af så gammel dato, at det ikke længere rigtigt vedrører mig.

Jeg har måttet erkende, at jeg står alene indtil den dag jeg ikke længere er her. Der er mennesker derude der vil mig det godt, af et oprigtigt ægte hjerte. Dem syntes jeg der er meget mere perspektiv i at bruge energi på. De kan ikke fjerne ensomheden, men de kan hjælpe mig med at holde mig beskæftiget med at fokusere på fortagsomhedens spor, som er det, det i virkeligheden drejer sig om.

Det er kærligheden til livet og det smukke vi kan skabe sammen, når vi lægger alle vores kræfter i at gøre os umage med, at give os selv tid til at turde være i det og leve det.