Det var en helt almindelig dag. Jeg var igang med at skære den første skive af det sure brød, jeg bagte dagen før, da det slog mig …

Jeg har haft brug for roen og freden til at tænke de mange tanker til ende; tanker om livet, døden, fremtiden, fortiden, og det der flyder ud i midten af det hele; formålet med min tid og eksistens; hvad vil jeg belemre verden med og hvad vil jeg belemres med? Spørgsmålene var mange ligesom svarene – og jeg var egentligt stadigvæk godt igang med at nyde efterrusen af et fænomenalt svampetrip jeg tog, lige efter 2020 var kommet i gang – og inden Corona kom og krævede al opmærksomheden.

Mig og den lille flok af nøje udvalgte mennesker, som jeg deler frit land med, mærkede i starten ikke meget til de gigantiske forandringer, der rullede ind over det ganske land og resten af planeten. Vi er vant til at leve alene, uden for meget kontakt til omverden. Isoleringen følger naturligt med, når man har valgt at bosætte sig længst muligt væk fra storbyens larm og røg. Det er ikke fordi, vi ikke plejer social omgang med andre mennesker, vi gør det bare ikke så tit.

Og bedst som nedlukningen af det hele var kommet godt i gang, kom Donald, Bolsonaro og Boris på banen. Alvoren ramte dem der ikke længere måtte komme væk fra familien på daglig basis. I begyndelsen var det god underholdning at læse med på nettet, når alle de stakkels hjælpeløse mennesker, der var vant til at alle andre gjorde det hårde arbejde for dem, pludselig skulle gøre det meste af det hele selv – de klynkede højlydt og desperat over deres yngel, der viste sig at være knap så nuttede og bedårende i virkeligheden, når de selv skulle tage sig af dem. 

Det var tilsyneladende en meget traumatisk oplevelse for det meste af befolkningen, pludselig at skulle tage ansvar for sit eget lort, inklusiv det der bliver proppet i munden. 

Efter endnu et par uger med nedlukning, steg graden af panik og snakken om både penge og fødevaremangel begyndte at sprede sig. Vi blev trætte af at høre på de andres jammer. Vi regnede vi lidt på vores behov for mad det næste års tid og så satte vi dobbelt så mange kartofler som sidste år. Det tog et par timer, plus det løse, at sørge for at vi har kartofler til et helt år. De fleste af læggekartoflerne var af egen høst fra sidste år. Svaret på dit spørgsmål er ganske enkelt: Kartofler kan spises, det kan penge ikke. 

Og har du også en god surdej, kommer du længere end de fleste hvis alting bryder sammen. Altså hvis du kan finde ud af dyrke dit eget korn og male det til mel. Det kræver at du kan finde råmaterialerne til at kunne lave din egen stenaldermelkværn … og at du kan finde ud af at bruge dine hænder til at bygge den. 

Hvor lang tid tror du at det tager, før strømmen forsvinder? Hvor lang tider tager det før vi løber tør for benzin, så du er nødt til at gå eller cykle? Og hvis cyklen punkterer, kan du så finde ud af at lappe den, og har du adgang til lappematerialer? 

Prøv at tænke på, hvor sårbare vi faktisk er og hvor lidt der skal til for at civilsamfundet bryder sammen. En virus spreder sig til hele verden i løbet af kort tid, fordi en lille gruppe mennesker har dårlig håndhygiejne. Derefter er der en anden lille gruppe mennesker, der har dårlig vurderingsevne som “glemmer” at fortælle andre om det. Det kombineret med at et par idioter for mange, stemmer på de forkerte røvhuller nogle år tidligere – og bum bum så har hele verden fået Corona. Alle skal holde sig inden døre. Alle har fået stuearrest. 

Mens folk er spærret inde har de pludselig tid til at pleje deres desperation og deres omgangskreds. Og de har masser af tid til at se på nettet, hvad det er der foregår ude i verden. Altså sådan for alvor SE på det lort der sker hver eneste dag, og bagefter have tid til at reflektere over det MØG de ser. Her mener jeg ikke bare kattevideoer, opskrifter og hvad ved jeg. Jeg snakker om alle de dårlige optagelser af virkeligheden, der faktisk er optagelser af virkelige mennesker, der viser andre mennesker, der bliver behandlet rigtig dårligt af andre mennesker, der mener sig selv overlegne … bare fordi de kan, og fordi deres sindsyge, og ofte fatale adfærd ingen konsekvenser har. 

Når alting pludselig er lukket og folk ikke har mulighed for at proppe deres frustrationer og glæder ned i hverdagens funktionelle rutiner, så øges opmærksomheden på det der foregår omkring en;

pludselig har de for meget ledig tid, og bevidstheden vågner gradvist op igen fordi hjernen ikke er optaget med det arbejdsomme tidsfordriv, og alle de stressende krumspring der skal til, for at kunne bruge 8 timer væk fra de fire vægge på daglig basis. 

Det er temmelig meget tid der pludselig bliver frigivet, når man ikke længere skal sidde og myldreglo på de andre medtrafikanter, og når de 8 daglige timer, pludselig kan overstås på den halve tid, hvis altså du har et af de der job … der gør at du kan sidde på din flade, mens du leger at du har et meget opslidende hverv at udføre. 

Kassepersonen, sygeplejeren, hjemmehjælperen, rengøringsassisten, landmanden … alle dem der er livsnødvendige for opretholdelsen af samfundets funktioner, de får aldrig fri, og de får samtidigt den dårligste løn og de dårligste arbejdsforhold. Dem hører du sjældent brokke sig, og hvis du gør , så er det fordi der er nogen derude, som har brug for at pudse glorien på de antisociale medier. 

Det er også altid dem der står for skud, når de er for få til at gøre deres arbejde, fordi alting på deres niveau skal piskes igennem til den laveste pris – hvordan var det lige med lønkompensationsordningen? Hvem var det der igen fik størst gavn af fælleskassens underholdningsbidrag? Betalte du mere for dine grøntsager og flæsk nede i supermarkedet? Hvordan var det lige med Bestseller og tilskud til husleje og løn fra staten? Det på trods af at medierne fortalte at direktøren havde en personlig formue på mindst 30.000.000.000 kroner. Internettet fortæller at han har en formue på mere end 60.000.000.000 kroner. Når man har raget den slags beløb til sig, så betyder et par milliarder eller mere, hverken fra eller til det samlede billede. 

30.000.000.000 svarer iøvrigt til 15 mellemstore kommuners årlige budget. En by som Nyborg Kommune har et årligt budget på ca. 2 milliarder kroner til dets ca. 30.000 borgere. Anders Holch Povlsens har flere likvide midler end Århus kommune, der med 335.000 indbyggere klarer sig med et årligt budget på 21 milliarder. Københavns kommune klarer sig med et årligt budget på 40 milliarder kroner til deres 602.000 indbyggere. 

Mennesker som Anders, tror selv på den store fortælling om, at uden dem, der løber de store risikoer, så er der intet grundlag for velfærdssamfundet. Og den slags risikoer skal jo belønnes rigeligt, fordi hvis det går galt kan det jo have katastrofale følger. Det omvendte gælder så for dem der løber den største risiko; med helbredet på spil tager sygeplejerne sig af de syge, medarbejderne i butikken scanner dine varer på kassebåndet og fylder hylderne op med friske. De løber en større risiko end Anders, men fordi han er rig, så er det ham vi skal have ondt af. Ligesom alle de andre priviligerede der har raget magt, indflydelse og penge til sig. 

Den store fortælling om at vi alle har lige muligheder i det her samfund er en skrøne; en tyndslidt skrøne der er blevet brugt flittigt af dem, der aldrig har manglet noget. Det er en myte, der bliver genfortalt i folkets skole, til at indoktrinere de kommende generationer med nødvendigheden af deres slidsomme offer til fordel for samfundets ve og vel. 

Den anden store løgn, er fortællingen om at dem med bredeste skuldre bærer den tungeste byrde. 

Det er teknisk set også rigtigt. Dem med mange penge har det med at bære på de største bekymringer. De kan jo miste grunden til alle deres bekymringer. Det kunne jo være at nogen krævede skat af de formuer, som de på et oftest urimeligt grundlag har raget til sig. Eller at andre får en bedre ide, og stjæler det marked, som de har sat sig solidt på. Eller … at nogen ligefrem stjæler deres penge. 

Anders Holch Povlsen siges at være god for mere end 60.000.000.000, men hvor meget er 60 milliarder kroner egentlig? 

Det er et års kontanthjælp af 138.000 kroner til 434.782 personer, før skat. (11.500, pr måned, voksen over 30, enlig, uden børn). 

Det er en årsindkomst på 350.000, til 171.428 personer, før skat (29.000, pr måned). 

Det er et års løn til mere end 220.000 ansatte i butiksbranchen (22.500 pr måned, 270.000 pr år.)

60 milliarder er halvdelen af det danske sundhedsbudget, der udgør ca. 120 milliarder, når man fratrækker hjemmehjælp og andre regnskabsmæssige og administrative fiksfakserier – f.eks. koster driften af sundhedsministeriet, sundhedsstyrelsen og lægemiddelstyrelsen 3 milliarder årligt. 

60 milliarder er 20.689 kroner i hånden til hver eneste af de 5,8 millioner mennesker, der bor i Danmark. 

For 60 milliarder kan vi finansere 500.000 børnehavepladser – med en årlig estimeret udgift på 120.000 pr. barn, inklusiv madordning.

Her på vores frie land har vi et månedligt budget på 12.000 kroner. Det er til alle udgifter, inklusiv mad, benzin og tandlæge. Vi er to voksne, et barn på deltid og et på vej. Vi klarer os for 144.000 om året. Hvis vi for sjov skyld siger at vi forsatte med det i 100 år, så ville vi have brugt 14.400.000. Det kan vi så gøre 4000 gange mere, og der vil stadigvæk være penge tilbage.

Nu er vi også meget sparsommelige. F.eks. køber vi meget sjældent nyt tøj, og vi har købt huset kontant, så lad os for eksemplets skyld, skrue vores forbrug op til 200.000 kroner årligt. Det svarer til ca. 16.500 om måneden, hvilket nogenlunde svarer til de ekstra penge som deltidsbarnet mener at vi bør bruge på nuttede bamser (alle bamser er nuttede i hendes verden), legetøj, McD, slik, My Little Pony spillet til hendes iPad (der koster mere end de voksnes årlige tøjbudget, når alle udvidelserne er købt). I det tilfælde er der til præcis 3000 gentagelser. 

Vi snakker altså om livsudgifterne til 4 personer i 100 år, gange 3000 – og jeg ved godt at du muligvis har et højere budget, og generelt bruger flere penge end vi gør, men det er bare fordi du har valgt at fylde dit liv op med ting, der ikke gør dig til et bedre menneske eller mere lykkelig. Det er bare ting, der fylder i dit liv, uden nødvendigvis at tjene noget andet formål udover at du har været i en position, hvor du har “opdaget” et behov og kunnet give efter for trangen til at besidde det, hvad enten det sker for lånte midler eller egen-likvide midler. 

Jeg er ikke ude på at give dig dårlig samvittighed, men hvis du skammer dig lidt, klager jeg ikke over det. Det jeg umiddelbart tænker, er at besiddertrangen er den samme mekanisme, der gør sig gældende med mennesker som Anders Holch Povlsen, der snart har købt det meste af jorden i Skotland, og er godt igang i Rumænien også. Vi mennesker har en iboende trang til at ville samle en hulens masse skrammel sammen. Der er nok en sammenhæng med, at det heller ikke er så længe siden, at vi holdt op med at samle forråd til vinteren og jage dyr vi kunne spise. Det er heller ikke så længe siden vi begyndte at bruge penge, men det må vi kigge på en anden dag. 

Der er et spørgsmål som jeg levende kan forestille mig på nuværende tidspunkt, at du muligvis gerne vil stille: Får det her møglange skriv nogensinde en ende? Ja … om lidt. Jeg ved godt at det stak lidt af med Anders Holch Povlsen og alle de mange milliarder … det var det der med at lade lortet gro. Og lige nu gror mine tanker. 

Midt i Coronakrisen var der ved at opstå noget, der for en stund gav håb og vækkede en let spirrende optimisme i mig, også selvom de tre mænd med små pikkemænd, gjorde det svært at fastholde den lette euforiske følelse. Folk begyndte at blive opmærksom på sig selv. Den måde vi har valgt at leve på, gør tilværelsen unødigt svær og mennesker ulykkelige – og den store effekt det har på klimaet, når mange holder op med at fragte sig rundt, i deres egen bil, på daglig basis. Folk begyndte at lave rigtig mad igen. Folk begyndte at blive opmærksomme på at de kunne dyrke deres egne grøntsager; at tilværelsen og livet kunne rumme andre ting. Når de ikke længere havde fri adgang til industriens junk, måtte folk selv finde ud af at genskabe det de savnede. Nu med gode og ærlige råvarer i stedet for alskens kemiske tricks og mystiske e-numre. 

Da først panikken havde lagt sig, efter folk begyndte at indse, at stuearresten var permanent, så opdagede mange også, at de havde glemt at tage sig af deres børn. De havde, muligvis i et svagt øjeblik, som flertallet af befolkningen, overladt for meget af ansvaret til deres eget liv, til en lille gruppe individer, der lod to andre små grupper individer diktere retningen og omfanget af deres beslutninger; dem der havde læst det hele i en smart bog, på et fint akademi, og dem der havde både en bugnende kontakt -og bankbog. I alle samfund dikterer dem med pengene, hvad de elitære kredse skal mene og hvad de politiske kredse skal gøre. Livets cirkel, menneske, livets cirkel. Og bedst som der var ved at tegne sig konjekturerne af en lille og stille revolution, så skulle ungerne i skole og institution igen; de skulle tilbage til pølsefabrikkerne. Uanset om de havde lyst til det eller ej, så er de den næste generation af indoktrinerede antisocialdemokratiske forbrugere – det har dem med pengene nemlig besluttet.  

Bedst som alle var travlt optaget af at spilde deres tid med Corona, fulgte mordet på George Floyd i USA. Og vupti, så forsvandt Corona lynhurtigt ud i glemslens horisont. Nu skulle folket ud og lave larm og ravage i gaderne. Mit håb steg endnu et par grader. Der var mennesker på gaderne som var oprigtigt vrede. De forlangte reelle forandringer. Potentialet for revolution var tilstede. Måske var øjeblikket kommet, hvor vi stoppede helt op som samfund over hele verden, holdt op med at slås og sammen fik repareret stumperne, så der var en større mulighed for at efterlade en planet, der virkede så’n nogenlunde til de kommende generationer? 

Måske ville Anders, og hans dyrebare venner langt om længe aflyse pegekonkurrencen? Måske ville de langt om længe erkende at størst oftest ikke gør mest gavn? 

Hvad sker der egentlig når man lader lortet gro?

Jeg er holdt op med at spejde ud i horisonten, for at se om de ønskelige forandringer kommer, fordi de kommer ikke. Der er for mange faktorer der indikerer, at vi forlængst har passeret det kritiske punkt for menneskehedens overlevelse. I Sibirien koger det hele over lige nu, med temperaturer på 30 grader plus. Fuldstændigt uhørt. Varmen får jorden til at frigive sindsyge mængder metan og andre spændende ting, der har ligget indkapslet i permafrosten. Der er meget der taler for, at det kommer til at smadre de sidste muligheder der var for at vende om. Det bedste vi kan gøre nu, er at klæde de kommende generationer på til den dystopiske fremtid, der muligvis venter dem og deres børn. Måske er der nogen af dem der overlever. Måske er der bare ikke mere at komme efter. Heller ikke for dem.

Men det er måske også det bedste der kan ske, hvis nogen udefra ser på vores historik. Alting har drejet sig om at knægte alt liv på jorden. Alt liv, uden undtagelse, kan kapitaliseres. Selv dem der vil os allesammen det bedste, spiller det samme spil, som dem de peger fingre af. De kommer med de rigtige holdninger, som du kan abonnere på, hvis du har klingende mønt. Tænk sig at du kan få lov til at betale for at lytte til en, der klogt vil fortælle om at han har udgivet en spændende og sindsoprivende bog om, hvordan de rige har manipuleret med systemet, så det passer til deres behov og lyster, og hvordan vi kan fikse det i en håndevending. 

Det her er hvad der sker, hver eneste gang menneskedyret efterlades uden opsyn. Lortet gror vildt og uhæmmet ligesom senegræsset nede i min mark. Vi har det ikke fra fremmede, det med at vil besætte og fortære det meste. Problemet er at vi mennesker har fjernet os selv fra livets cirkel. Vi tager og tager af ressourcer som der er begrænsede mængder af, og som efterlader affald, der ikke rummer noget næring. Selv den mad vi propper i munden er næringsfattigt, fordi vi har udpint den stakkels jord, der skulle brødføde os – og alle de andre væsner der også lever på planeten. At betragte menneskedyret afslører et paradoks, som går igen i mange aspekter af menneskedyrets liv. Det er 80/20 reglen. 

Lige nu bruger vi 80 procent af den samlede tilgængelige landbrugsjord der er til rådighed, til at fodre alle de dyr som nogen har bestemt vi mennesker skal spise. Nogen spiser vi nu, andre suger vi tør for næring, før vi spiser dem. Alle de dyr, udgør ca. 20 procent af menneskets samlede kaloriebehov. De sidste 80 procent af vores kaloriebehov, skal dækkes af det der kan dyrkes på de resterende 20 procent. Tror du at problemerne bliver mindre af, at vi bliver flere mennesker?

Tror du at vores alle problemer forsvinder, hvis bare vi abonnerer på de rigtige holdninger, og lader mennesker som Robert Reich, Anders, Naomi Klein og Donald diktere tilværelsens begrænsede valg og muligheder? 

Måske er det bare endnu et absurdt paradoks ved menneskedyret og dets eksistens; at vi alle snart skal uddø, og fra resterne af vores skrammel vil naturen kreere nye væsner. Måske opstår der nyt liv, som har en mere intelligent tilgang til livet end os; liv der formår at overholde regel nummer ét for alt liv her på jorden, når det kommer til muligheden for at opleve fremtiden. Tilpas dig eller uddø. Regel nummer 2 er iøvrigt: Opfør dig ordentligt eller skrid. 

PS … hvis du vil vide hvordan du laver brødet der satte gang, i hele denne lavine af ævl og kævl i gang, kan du finde opskriften her.