Da jeg var en lille dreng, voksede jeg op i et almennyttigt boligkompleks i Nyborg, ved navn Sprotoften. 

 

Et sted at lege

Der var masser af grønne områder at spæne rundt på, træer at klatre i, buskads at gemme sig i, og en stor legeplads med rutsjebane, gyngestativ og klatrestativ at muntre sig med. Min familie var ganske almindelig; mor, far og 3 børn i en fornuftig lejlighed, i et fornuftigt murstens- og betonbyggeri. Vi havde 3 værelser plus en stor stue og et godt køkken. Min far arbejdede i en fagforening, hvor han kæmpede for bedre arbejdsforhold i restaurations- og bryggeribranchen. Min mor sørgede for, at dem der skulle krydse storebælt kunne få sig en bid brød. Vi havde en bil og et fjernsyn. Jeg husker det som, at vi aldrig manglede noget, udover noget af det smarte legetøj, som nogle af de andre fra klassen havde.

Min mor og far skændtes tit; om hvad forstod jeg aldrig, men for det meste endte det med, at der fløj porcelæn med mad på gennem stuen, indtil det ramte dørkarmen ud mod entreen, og sovsen dovent gled ned af væggen. Døre blev smækket, stemmerne hævet, og en af dem forsvandt i mindst et par timer.

Min mor drak meget; i det skjulte; også dengang. Så fik vreden et spor at følge; frustrationerne fik vinger, og jeg måtte agere boksebold, når jeg ikke ville gøre tingene på hendes måde. Det var oftest min mellemste lillebror, der fandt glæde i at udfordre sin storebror; så kimen til spliden, der altid endte med at gå udover mig.

Min far var altid på arbejde, eller igang med frivilligt arbejde i alskens foreninger; Fodslaw, Voldspillet og hvad de nu ellers hed. Han lugtede tit af øl, når han kom sent hjem, men han var for det meste i et mildt humør. Han havde ikke et fysisk behov for at tromle sine frustrationer ned over os børn. Det vildeste han kunne finde på, var at ruske mig hårdt i armen, når jeg ikke var kommet hjem til tiden ovre fra legepladsen; og han derfor skulle hente mig hjem til aftensmaden. “Vi spiser klokken 18” sagde han skuffet til mig, mens jeg traskede flovt bagved.

Jeg ville ikke hjem. Det var sjovere at lege sammen med de andre børn fra blokken. Legepladsen var mit frirum. Her var jeg væk fra skolen, hvor jeg mest af alt var i vejen; som min klasselærer, tydeligt gav udtryk for, når jeg dukkede op til timen med kladehæftet fyldt med tabeller eller alle alfabetets bogstaver; sirligt noteret ned. Side op og side ned. Jeg var ikke som de andre. Jeg var alt for flittig og ivrig. Alting gik for hurtigt inde i mit hovede. Derfor kedede jeg mig. Jeg var den urolige, utilpassede knægt. Det lærer børn hurtigt er forkert; når der er en der ikke passer ind i flokken. Og så blev jeg ked af det og vred, når de drillede mig. Det var til stor morskab for dem, fordi mit forsvar var en nedarvet funktion hjemmefra, der satte mig udenfor døren. Jeg havde så meget energi indeni i mig, som jeg ikke anede, hvad jeg skulle stille op med.

Undtagen, når jeg legede med mine venner på legepladsen. Her var der plads til at råbe og skrige, og drøne rundt for fuld udblæsning som en skoldet skid, mens vi legede Tarzan og svingede os i grenene,  der hang ned fra træerne som lianer i junglen, langs græsvoldene der kransede legeområdet ind.

En dag kom der en ung mand forbi legepladsen, og bød os på chips, slik og sodavand. Jeg husker stadigvæk den blå farve, som posen med flæskesvær havde, og metalskruelåget på glasflasken, der indeholdte den magiske søde, farvestrålende og boblende væske. Derhjemme fik vi kun den slags om lørdagen. Den unge mand kom forbi flere gange med friske forsyninger. En dag gik vi med hen til den lokale købmand.

Så fik vi lov til at vælge alt det vi ville. Det kunne næsten ikke være i indkøbsposen. Bagefter gik vi tilbage til legepladsen, og kravlede ind i det gråbrune trælegeskur, der stod ved siden af klatrestativet; fyldt med rustne spåner, og revner som ens hættesnor kunne hænge fast i.

Den unge mand, havde vundet vores tillid, og derfor ville han gerne vise os noget hemmeligt. Op af sin taske tog han en bunke kulørte blade. De var fyldt med voksne mænd og kvinder. De var alle nøgne. De gjorde mærkelige ting vi aldrig havde set før. Ting som vi frækt fniste af; fordi vi følte lidt at det var så’n forbudt på den spændende måde. Det var noget, der skulle holdes hemmeligt for de voksne, sagde den unge mand flere gange, mens han løbende fortalte os om, hvad det var, de nøgne voksne på billederne gjorde.

Vi guffede løs på vores snacks, mens vi lyttede med spænding over det underlige der skete på billederne. Bolle var jo noget man spiste med smør og farmors hjemmelavede jordbærsyltetøj.

“Se her!” sagde den unge mand og pegede intenst på et billede. “Her boller han hende i røven. Det er rigtigt dejligt at blive bollet i røven. Jeg har prøvet det mange gange, sammen med en anden mand jeg kender … men det må I ikke sige til de voksne. Det er vores hemmelighed!” Vi nikkede tavst ja, mens vi intetvidende gnaskede videre …