[…] “Jamen lille Oliver faldt pludselig ned fra sofaen og nu har han fået en lille rift i panden” “Tag venligst plads ovre i venteværelset” Damen bag skranken rejste sig op og pegede over hvor jeg sad.
Der sad fire mennesker bag skranken. De sad allesammen bag hver sin skærm og klikkede med musen. 16 klik mellem hver indtjekning af en borger. Jeg havde haft tid til at tælle dem. Det var 3 timer siden jeg endelig var kommet igennem til 1813.
Kl. 09.30 sagde manden i røret, at der var tid til mig kl. 12.00 på akutten, på Gentofte Hospital. Jeg bor 20 minutter væk fra hospitalet på gåben, men fordi min højre fod pludselig var hævet i løbet af natten, var jeg nødt til at tage med bussen. Det havde taget en time. Det var barn nummer to med hul i hovedet, efter et fald fra et møbel, der var ankommet, siden jeg kom humpende gennem skydedørene klokken 11.43, med en sko på venstre fod, og med højre fod bar.
Det var den eneste løsning, på grund af smerterne og hævelsen. En gammel dame ved det første stoppested spurgte mig om det nu skulle være moderne.
Et forældrepar med endnu en aspirerende stuntartist dukkede op. Der gik to minutter fra indtjekningen til ungen løb rundt og legede og skreg, som om intet var hændt. Forældrene sad og kiggede ned i deres skærm, mens de klikkede løs. Der er åbenbart altid tid til at spille Pokemon Go. Læger og sygeplejersker kom og hentede nyankomne patienter, men ikke mig, selvom jeg havde siddet længst tid.
Jeg humpede op til skranken og spurgte hvornår det blev min tur og hvor jeg skulle hen. “Det kan jeg ikke oplyse dig om, men du skal ind til vagtlægen” “Det lyder mærkeligt. Jeg bad specifikt om ikke at blive henvist til vagtlægen, fordi deres besked altid er den samme … ‘Du må hjem og ligge på sofaen og spise nogle Panodil. ‘ … Og det hjælper ikke” svarede jeg. “Hvad er der sket?”
Med stort besvær, løftede jeg højre ben op på skranken, og pegede. “Det her! Den begyndte at hæve i nat og inden du begynder at foreslå podagra, så kan jeg fortælle dig, at det er det ikke, for når det sker, så sidder smerten helt ude i storetåen og det er mere end to år siden jeg sidst har haft et angreb. Det her sidder i tåleddet. Det er der, hvor det er hævet og kraftig rødt. Det føles som om, at storetåen er ved at knække af.” “Har du talt med egen læge om det?” “Ja det har jeg” Hun forsatte med at sidde og klikke felter af og skrive kodesprog til journalen.
“Problemet er at jeg har bokset med det her problem i mere end fem år. Der er ingen der ved, hvad de skal gøre ved det faktum at min storetå vokser skævt … Jeg døjes med daglige smerter, men nu har smerten nået et helt nyt stadie, der er ankommet sammen med hævelsen.” “Det er egen læge der skal afgøre diagnosen” “Jeg fortæller dig blot, hvad der er galt og at der er en voldsom afvigelse i mønsteret.” Jeg prøvede at bevare roen. “Jeg må lige afvente at en af lægerne kommer tilbage, så kan vi se om der er andet vi kan gøre. Tag venligst plads ovre i venteafsnittet igen.”
De tre første børn var væk og i mellemtiden var der kommet to nye til. Der var også kommet en mand til der havde haft et slagsmål med sin hækkesaks. Det så drabeligt ud. Han kneb ikke en tåre. Han måtte også vente på de nyankomne børn. Vagtlægen kom ind og råbte mit navn op. Han kiggede mistænkeligt på min bare fod. Jeg forsøgte at følge efter ham, men han stormede bare ned af den lange gang. “Hvad rum-nummer er det?” spurgte jeg. Han svarede ikke.
Vagtlægen bad mig om at sidde ned. Han sad og gloede ind i skærmen og klikkede rundt med musen. 7 klik skulle der til, før han spurgte mig hvad problemet var. Han kiggede ikke op fra skærmen. Jeg begyndte at forklare om de pludseligt opståede smerter og pegede ned på mine fødder. Højre fod var næsten dobbelt så stor som venstre. Han kiggede nedad i to sekunder, bukkede sig let ned og trykkede blødt tre gange, der hvor hævelsen var størst. “Ja det er ikke podagra, så havde det været varmt.” “øh nej det ved jeg godt. Når jeg får den slags angreb, så sidder smerten helt ude i spidsen af storetåen, og du kan knapt kigge på den, før smerten flænser gennem hele foden.” “Podagra, sidder kun omkring ledet.” Svarede han tørt og ligeglad. Han kiggede på skærmen igen og klikkede tre gange med musen.
“Du må hjem og hvile dig på sofaen og tage noget mildt smertestillende” “Hvilket smertestillende” “Almindelige hovedpinepiller” “Okay, men du tænker ikke det ville være smart at tage et røntgenbillede?” “Nej det må du tale med egen læge om.” “Okay, men det har jeg allerede forklaret ude ved skranken, at det har jeg gjort i mere end 5 år.” Jeg pegede ned på højre storetå igen. “Som du nok kan se, så bevæger den sig kraftigt mod højre, på en måde der giver mig store problemer … og nu sidder jeg her med meget voldsomme smerter … efter at jeg har talt med 1813 og forklaret de samme ting, som jeg har forklaret dig og damen ude ved skranken. Vedkommende har vurderet at det er en god ide, at I kigger på det” “Jamen det må du tale med egen læge om.”
Jeg blev vred og rejste mig op. “Godt så. Så jeg skal forstå det sådan her, at du som læge ikke vil hjælpe med at lindre smerten, og finde årsagen til problemet der er akut nu. Et problem, der er opstået ud af den blå luft. Det giver mening.” Lægen forsøgte at retfærdiggøre sig med ligegyldigheder. Jeg afbrød ham. “Du er en fucking idiot og du burde fandme ikke praktisere som læge. Idiot.” Jeg smækkede med døren og begyndte den lange vandring ned mod venteværelset og skranken.
Ved skranken havde damen ikke tid. Hun manglede 15 klik. Jeg kiggede op på en fladskærm, der viste en meddelse om et nyt IT-system, der var blevet indført. Det skulle afløse 30 forældede IT-systemer. Endnu et barn fik lov til at forlade hospitalet med et supermandplaster i panden og en mor og far, der så meget lettede ud, mens de talte i telefonen med deres egne forældre og fortalte, hvor god en behandling de havde fået på hospitalet. Det er jo vigtigt at hjælpe dem i akut nød. “Jeg venter stadigvæk på den anden læge” svarede damen bag skranken. “Tag venligst plads inde i venteafsnittet.” “Jeg går udenfor og ryger en smøg. Jeg har brug for frisk luft.” svarer jeg hende. “Du må ikke ryge udenfor!” “Nåh” svarer jeg og stikker en smøg i kæften.” På vej ud gennem skydedørene tænder jeg smøgen”
10 minutter senere sidder jeg igen og venter. En ung kvinde sætter sig ned, ved siden af mig. Der stikker et underligt sort aggregat med en ventil ud af hendes arm. Den er viklet fast med hvid hospitalstape. Hun snakker med sin kæreste i telefonen. Hun fortæller ham, at det har taget 5 timer indtil videre og spørger ham om han ikke kommer forbi. 5 minutter senere går hun ud for at ryge en cigaret. Damen bag skranken reagerer ikke på hendes notits.
klokken er nu 14.45, så jeg beslutter mig for at prøve lykken ved skranken igen. “Jamen, jeg kan se her at vagtlægen har tilset dig og afsluttet.” “Okay, er der nogen som helst herude, der har tænkt sig at prøve at hjælpe mig med en løsning, så jeg ikke skal rende rundt og lide unødigt.” “Det må du tage op med egen læge.” “Okay, så det vil sige at jeg skal bare tage hjem med uforløst sag, æde mig gennem et glas piller og så håbe på det bedste … og særligt nu, hvor det meste af foden er rød og smerten har spredt sig til min ankel.” “Jamen det er vagtlægen der har vurderet det.”
På det tidspunkt bliver jeg gal. “Han kiggede på mig mindre end 15 sekunder. Resten af tiden kiggede han på sin skærm.” “Jamen han er læge.” “Godt så. Nu skal du høre hvad jeg gør nu. Nu humper jeg hjem.” Jeg sørgede for at hæve stemmen inden jeg forsatte. “NÅR jeg kommer hjem om 1 time, så ruller jeg en stor fed joint med Cannabis i og så ryger jeg mig selv i hegnet. Det har jeg på fornemmelsen virker bedre end jeres forkvaklede ævl. Tak for din lort din gamle ko.” Hun virkede skræmt. Det gjorde mig glad. “Jeg håber du får en rigtig lortedag. Kan du hygge dig med dit klikkeri!”
Mens skydedørene var ved at glide til side tændte jeg en smøg og sørgede for at puste røg ud i lokalet inden jeg gik ud på gaden. På vej hen til bussen kom jeg til at tænke på vagtlægen der sad og klikkede. Gad vide … Hvad han ville svare hvis en fremmed kom hen og spurgte ham om hvad han lavede? “Jeg er læge!”
Det tror jeg også jeg vil svare næste gang, nogen spørger mig om, hvad jeg det er laver, når jeg sidder nede på Madhuset med computeren og klikker like på facebook.