– Dette er anden del af min føljeton, om min hospitalsindlæggelse for nylig. Se første del her.

“Jamen det er det som sygeplejersken har besluttet. Jeg gør jo bare mit arbejde … ” Jeg var landet på Herlev Hospital. 20 timer efter at jeg havde forladt Gentofte Hospital med uforrettet sag. Det havde været en helvedes nat med smerter, langt værre end det burde være rimeligt at slides med. Jeg havde fået en kørestol stillet til rådighed. Nu manglede jeg bare et par smertestillende piller, så ventetiden blev tålelig.

“Jeg bliver en god kørestolsbruger” tænkte jeg, mens jeg kørte op og ned af gangen ved venteværelset på Herlev Hospital. Der gik sport i at udforske, om jeg vitterligt kunne klare mig selv på egen hånd og overføre kraften til at drive hjulene frem. Systemet havde jo kun midlertidigt opbevaring at tilbyde, indtil det blev tid til at blive kørt hen til det næste venteværelse. Det gik fint hen til automaten med de tomme kalorier. Et styks chokolade. Kaffe skulle der også til. Jeg kunne ikke nå kopholderen. Den var placeret udenfor rækkevidde. En ung pige tilbød at hjælpe mig. Jeg afslog. Jeg er stædig af natur. Det er min drift at tage vare på mig selv.

Da jeg fjernede den fyldte kop fra automaten opstod et nyt problem. Hvordan driver man to hjul fremad på samme tid, når man kun har en ledig hånd? Det lykkedes at få kørestolen i bevægelse. Den fyldte kaffekop skiftede mellem venstre og højre hånd. To træk med højre hånd. To træk med venstre. Folk kiggede på mig. Jeg smilede. Det var sjovt at være hjælpeløs og opdage, at der skal mere til for at fjerne livsgnisten. Jeg tabte mine papirer på gulvet. En kvinde tilbød sin hjælp. “Jeg vil selv” får jeg sagt og smiler bredt til hende. Det er besværligt, men der er en stor glæde ved at kæmpe det bedste man kan, med det man har til hånde.

Jeg rullede udenfor for at ryge en smøg. Jeg konstaterede at det jeg skulle bruge, var en kopholder på siden og en plade foran til skrivemaskinen, så kunne jeg klare mig selv. Gad vide om der er nogen som har blaffet før, siddende i en kørestol, gennem det danske land? Nogen skal jo være den første …

Der var gået mere end 2 timer siden jeg blev hentet af den rare Falckmand på min hjemmeadresse. Jeg humpede selv ned af trappen fra 3. TH. Det havde været en helvedes nat, hvor jeg ingen søvn fik fordi det dunkede som en i helvede i foden.

Min kammerat kom forbi lidt efter klokken 7 om morgenen, med nogle ekstra stærke importerede aspirin. 15 minutter senere faldt jeg endelig i søvn. Den første søvn efter at have været vågen i mere end 30 timer. 3 timer senere fik jeg ventemelodien i øret igen. Den famøse melodi, der skulle nedbryde mit mod, og dermed gøre mig klar til forhandlingerne med 1813. Det var tredje forsøg, for at se om det danske sundhedssystem havde en anelse medfølelse og omsorg tilbage. Karsten, lægen fra 1813, som jeg havde diskuteret med klokken 4 i nat, havde ikke udvist den mindste smule evne til at udvise omsorg.

Hans anbefaling var en humpende tur ned af trappen, ind i taxa, og så med kurs til Bispebjerg Hospital. “Du kommer til med det samme.” “Ja i køen til vagtlægen.” Der blev stille i den ende. Jeg prøvede at forklare at der kun var mig. Ingen kæreste, ingen venner og ingen kontanter. “Ja, men vi kan ikke sende en læge op til dig” “Så lad mig prøve at forstå dit job. Du sidder og administrerer en del af vores fælles sundhedssystem, som vi har valgt at have for at ingen skal lide unødig nød.” “Jamen du kan få hjælp” “Nej, det kan jeg ikke. Fordi jeg kan ikke gå. Jeg har så store smerter at bare turen fra min seng og ind i stuen efter min telefon, tog mere end 5 minutter.” “Jamen så må du tage bussen.” “Som ikke kører nu og som stopper 500 meter fra hospitalet. Skal jeg så kravle derover?” Jeg kunne høre han sad og klikkede løs. “Men skal jeg melde din ankomst til Bispebjerg eller hvad?” “Ja, hvis jeg vidste hvordan jeg skulle kunne komme derover.” “Jamen du skal jo have behandling for podagra” “podagra, jamen det sagde lægen på Gentofte at det ikke var” “dine symptomer peger på podagra” svarede han tørt og temmelig ligegyldig “meget muligt, men du sidder ikke foran mig og kan se betændelsen.”

Jeg smed røret på til sidst. Det nyttede ikke noget alligevel “Idioter er der rigeligt af” sagde jeg for mig selv og tændte en joint, mens jeg begyndte at planlægge min vej ud af smerten. Første stop smertestillende medicin. Næste stop sove. Tredje stop; vinde over systemets træghed mod at hjælpe deres borgere i nød.

Klokken 11 fik jeg Henriette, som var sygeplejerske, i røret. Hun prøvede ikke at lave en fjerndiagnose, da jeg kom igennem efter 20 minutters ventetid. Men det var de samme løsningsforslag hun kom op med. Jeg smurte tykt på. Jeg havde dårlig samvittighed over at bede om hjælp, men hvis jeg skulle løse problemet, var jeg nødt til at sætte mig igennem. Jeg forklarede at jeg havde ikke nogen, der kunne komme og hjælpe mig, og at jeg havde ikke penge til en taxa. Jeg forklarede hende også at jeg led af PTSD, og jeg derfor havde det svært ved at skulle forholde mig rationelt, når hele min krop var i alarmberedskab. Det er et beredskab der automatisk bliver aktiveret, når verden glemmer at lytte.

Henriettes fokus ændrede sig efter at jeg nævnte at jeg havde PTSD. Jeg talte til hendes følelser. Det fik hende til at finde ud af, hvordan hun kunne hjælpe mig væk hjemmefra.

Klokken 11.30 ringede Falckmanden. Han meddelte mig at han var lige på trapperne. Jeg svarede ham at jeg skam allerede var humpet ned. Der stod jeg så på bare tæer, fordi jeg kunne ikke tage en sko på højre fod og jeg skulle jo bare en tur ud på hospitalet, undersøges, få noget smertestillende, checkes ud og bagefter ville de køre mig hjem igen. Det havde Henriette fra 1813 sørget for.

Falckmanden var rigtig flink. Et oprigtigt rart menneske, der satte en ære i at hjælpe de borgere som han kørte rundt og samlede op, så de kunne komme til behandling. Det tog lidt længere tid, at nå frem til destinationen, men det virkede som en god og fornuftig løsning på at hjælpe hinanden indenfor de økonomiske rammer der er.

Vi var tre borgere ialt. Den ene var en ældre dame, der skulle i Dialyse. Hun blev derfor sat af først. Den anden var en ung kvinde, der havde fået et meget voldsomt ildebefindende. Til sidst blev det min tur. Falckmanden fandt en kørestol til mig. “Der kan jo lægge glasskår og andet skrammel du kan få op i dine bare tæer. Du har rigeligt at slås med, med den hævede fod. Der er reserveret tid til dig, så du kommer til med det samme – det blev arrangeret automatisk mens vi kørte herud”  “Det er sgu rart når systemet virker.” Svarede jeg glad. Det var første gang jeg sad i en kørestol. “Ja, engang i mellem så virker det som burde.” svarede Falckmanden mens han kørte mig gennem indgangen til Akutmodtagelsen.

Damen bag skranken sendte os straks videre til en anden afdeling. Ganske som planlagt. Falckmanden kørte mig i raskt tempo videre. Han kendte ruten godt. Ved den næste skranke gik det galt. Der sendte de os videre til den næste skranke, mens de gav udtryk for at hende fra den første skranke var en sinke. Ved tredje skranke stod de måbende og spurgte om hvem jeg var. Falckmanden blev irriteret på mine vegne og udbad sig svar fra de to forvirrede kvinder om, hvad vi så skulle gøre … “Jamen vores IT-system er nede. Det har det været hele dagen. Du bliver nødt til at få ham checket ind i Akutmodtagelsen.” sagde den ene “Hun er simpelthen for dum. Hun gør det hver eneste gang der er travlt.” lød det fra den anden. Falckmanden beklagede overfor mig, at vi måtte ud på en længere køretur igen. “Det er okay, nu er jeg i det mindste på den rigtige lokation.”

Tilbage ved Akutmodtagelsen blev jeg parkeret ved skranken. Selvfølgelig skulle jeg vente på vagtlægen igen. Noget i systemet havde overtaget den oprindeligt ordre. Jeg havde håbet på det bedste, men jeg havde ikke forventet andet. I det mindste var jeg blevet hentet. Damen ved skranken udleverede et fint stykke papir til mig med teksten: Velkommen til Akutmodtagelsen. Der var et afsnit med overskriften: Mens du venter. Der stod: “Hvis du oplever, at din sygdom eller skade bliver værre, skal du henvende dig til personalet. Det kan være, at du har behov for smertestillende medicin eller andet.”

Efter at have ventet 1 time prøvede jeg at forklare damen bag skranken, at jeg skulle bruge noget smertestillende, og at proceduren normalt var, at der blev taget en blodprøve og foretaget en ultralydsskanning. “Det kan jeg ikke hjælpe dig med. Jeg gør bare mit job. Du må vente på at vagtlægen har tid”

30 minutter senere forbarmede hun sig alligevel og  meddelte mig at de flyttede mig over i hurtig-køen.

 

 

Halvanden time senere kom jeg endelig til. Vagtlægen var omhyggelig. Hans mistanke til diagnose var podagra. Hans konklusion var klar. Blodprøve og ultralydsskanning. Præcist som jeg hele tiden havde sagt. Jeg forstår godt, at de skal have vished inden de vælger en diagnose og behandling, men hvis de nu bare havde lyttet til det jeg pænt havde prøvet at forklare dem, gentagne gange, så kunne vi have sparet en masse unødig spildtid for alle parter.

Men jeg ved godt at jeg kun er patient. Et nummer. Et individ i et system der oftest har glemt, hvorfor de overhovedet er til. Helbredelse, lindring, omsorg. Det er så enkelt. Vagtlægen snakker med overlægen. De bliver enige om at jeg skal indlægges. Det er søndag, og de kan ikke foretage en ultralydsskanning før mandag morgen. Det vil blive for besværligt først at sende mig hjem, for derefter at skulle hente mig om morgenen igen. “Vi har booket dig til den første tid, klokken 9 i morgen tidlig.” Meddelte vagtlægen mig.

Jeg tog det med et smil. Nu havde jeg jo en kørestol. Nu kunne jeg bevæge mig igen. Jeg vidste, at jeg nok skulle klare mig … “Det er straks værre med de stakkels mennesker der arbejder i systemet,” tænkte jeg. “De render forvirret rundt dagen lang. Klikker sig gennem tusindevis af felter og skal håndtere patienter i et digitalt system, der ikke er bygget til at håndtere mennesker, som har brug for hjælp. Det er designet til, at andre kan sidde bag en skærm og kontrollere, at de rigtige felter er blevet udfyldt.”