– Dette er trejde del af min føljeton, om min hospitalsindlæggelse tidligere på året. Se del 1 her og del 2 her.

Klokken var 18:15, da jeg landede på stue 21, på 14. etage, på Herlev Hospital. Min kørestol var blevet konfiskeret. I stedet for skulle jeg sidde i en seng, som en portør skulle køre mig op i. På vej derhen så jeg madvogne, der var ved at skænke aftensmad op. I det mindste kunne jeg få lidt at spise. Jeg havde tilbudt selv at køre op til 14. etage, men det var blevet afvist, fordi der ingen senge var på afdelingen, hvor jeg skulle overnatte. Desuden var der også kørestole på 14. etage fik jeg at vide.

En meget stresset kvinde, kom mig i møde bedst som sengen blev trillet ind på stuen. Forvirret afleverede hun et spørgeskema som jeg skulle udfylde. Jeg spurgte om jeg kunne få nogle smertestillende piller. Igen var svaret, at hun skulle snakke med en overordnet. I dette tilfælde en sygeplejerske.

Jeg spurgte om det var sådan at jeg kunne få en kørestol, så jeg kunne hjælpe mig selv. Det ville hun finde ud af, svarede hun og forsvandt igen. Hun kom tilbage 5 minutter senere og meddelte mig at der ingen kørestole var. Jeg spurgte hvad skal jeg så gøre?

“Jamen du kan tage elevatoren ned til stueetagen, hvor der gerne skulle stå friske kørestole. Jeg kan desværre ikke hjælpe dig.”

Jeg pegede på foden og spurgte, retorisk, selvfølgelig, hvordan hun så havde tænkt sig, at det skulle kunne lade sig gøre for mig, hvordan skulle jeg kunne gå 200 meter hen til en elevator. Derefter køre hele vejen ned til stueetagen, humpe rundt og håbe på, at der var en ledig kørestol.

Jeg spurgte om der eventuelt var et par krykker jeg kunne låne. Nej det var der heller ikke. “Okay hvad med aftensmad? Jeg har ikke fået noget at spise hele dagen … og det er rigtig usmart når man har podagra.” Ja det kunne desværre heller ikke lade sig gøre, fordi den blev serveret klokken 17. Men jeg kunne få et par stykker brød, smør og ost. “Nå nej … “ Hun kiggede på mit udfyldte skema. “Du er jo veganer. Så har jeg kun et par bananer og måske en gulerod tilovers.”

Hun begyndte på en nøje indstuderet remse med en masse praktiske oplysninger. Jeg afleverede spørgeskemaet og spurgte igen til medicinen. De stærke Ibu’er. Der var nu gået 8 timer. Stadigvæk havde jeg ikke fået hjælp til at fjerne smerterne. Stadigvæk intet svar, udover de sædvanlige undskyldninger om at ingen havde tid.

Efter 20 minutter fik jeg en bakke ind til sengen. Der var 2 tørre krydderboller, 1 lille pakke økosmør fra Arla, 1 grøn banan, 1 meget trist skrællet gulerod, 1 lille pakke solbærmarmelade og 1 lille pakke med 2 små skiver ost. Jeg fik også en kop saftevand og en lille papbakke med en tandbørste, tandpasta, engangsskraber og en kam. Sidstnævnte var sort. Komanditen mente jeg skulle skifte til hospitalets fangeuniform. Jeg nægtede. Hun blev fornærmet.

Personen i sengen ved siden af vågnede op. Hele hans højre underben var pakket ind i noget der lignede noget fra en science fiction film. Skræmmende så det ud. Lad os sige han hedder Vagn. Hans alder omkring de 50.

“Hvor længe har du så været indsat Vagn?” Spurgte jeg lidt i spøg. “8 dage!” “8 dage, hvad er der da sket med din fod?” “Den brækkede jeg for snart 2 måneder siden, men de fik sat den forkert sammen og så er der gået betændelse i foden.” Han trak en smertefuld mine, da han rejste sig op i sengen. “Jeg blev indlagt i sidste uge og skulle faste natten over, men så aflyste de operationen den næste morgen. Og sådan er det gået hver dag … men i morgen skulle den være god nok.“ Vagn klukkede lidt for sig selv. Det var vidst hans måde at håndtere vanviddet, som han ingen indflydelse havde på.

Jeg kunne godt regne ud, hvad der ville ske for mig, når nu at jeg ikke engang måtte få noget smertestillende, og at jeg skulle vente på at komme til undersøgelse selv. Jeg besluttede mig for at kæmpe mig gennem de lange gange og finde elevatoren. Jeg skulle fandme ikke blive her længere end højst nødvendigt. Hvis jeg var heldig var der også en kiosk eller kantine, hvor jeg eventuelt kunne proviantere og købe et eller andet der var spiseligt.

Det tog mig 10 minutter at humpe ud til elevatoren. 10 minutter senere fik jeg allokeret en kørestol igen. Smerterne i min højre fod var ulidelige. Jeg måtte bidderne tænderne sammen for ikke at skrige højt. I det mindste havde jeg fået lidt af min frihed igen. Første mission var at finde noget at spise. Det viste sig at være umuligt. Alt var lukket. Min mave knurrede. 2 krydderboller er der ikke meget næring i.

Jeg var også løbet tør for smøger. Det tegnede til at blive en lang nat.

Tilbage på etagen fik jeg tiden til at gå med at køre rundt og udforske det åbne fængsel. Måske se om der var andre levende væsner, som jeg kunne indlede samtaler med.

Der var kun levende væsner i 2 stuer. 3 i alt inklusiv undertegnede. Den stue jeg var indsat i og den ved siden af. Vores nabo var en kvinde på Vagns alder. Lad os kalde hende Lis. Der var håndbold på TV. Jeg blev inviteret med ind i sofastuen. Der var en kaffemaskine. Kaffen var gratis. Men der var ingen rene krus. Jeg tog en der så næsten ren ud.

Kampen var spændende. Jeg sendte et nødssignal, via sms,  til min kammerat om at jeg manglede nødforsyninger. Kampen endte godt. Danmark vandt. Stadigvæk ingen smertestillende piller. Stadigvæk ulideligt kørte jeg med Vagn og Lis ned på gadeplan, så vi kunne køre udenfor og ryge en smøg. De havde heldigvis rigelige. Det regnede, men der var et halvtag vi kunne søge tilflugt under. 3 voksne mennesker i kørestol. Indsat på Herlev Hospital. Klokken var efter 22. Lis havde også en brækket kropsdel. Historien næsten identisk. Lis havde været indsat i næsten 2 uger.

Min telefon ringede. Det var min kammerat. Jeg cruisede gennem stueetagen. Jeg var blevet rigtig god til at køre i kørestol og finde rundt. Vi mødtes ude foran hovedindgangen. To frisksmurte hjemmelavede sandwich. Cigaretter. 2 øl til hver. Opladeren til min telefon, så jeg kunne ringe. Computer, så jeg kunne skrive. Det var hyggeligt. Kammerat skulle hjem. Jeg trillede op til min stue igen.

Jeg kunne ikke sove. Jeg havde lyst til en joint. Ryge mig lidt skæv og tage de værste af smerterne. Se om jeg kunne få lidt søvn. Jeg havde været vågen i mere end 2 døgn. Øllet dulmede det lidt. Vagn snorkede. Jeg kørte ud på eventyr igen. Alle de tomme stuer. Alle de tomme og friskredte senge, pakket ind i plastik. Hvorfor kunne jeg ikke bare selv køre hele vejen op i den kørestol, som jeg oprindeligt havde fået udleveret. Der var jo rigeligt med ledige senge. De kunne jo bare køre en frisk op senere. F.eks. om natten.

Udsigten fra 14. etage var spektakulær. I det mindste kunne jeg sidde og stirre på hele storbyens lys og drømme mig væk til fremmede destinationer.