– Dette er fjerde del af min føljeton, om min hospitalsindlæggelse tidligere på året. Se del 1 her, del 2 her og del 3 her.

Klokken 2.30 om natten fik jeg endelig lov til at få lidt piller. 2 af de milde. Efter 30 minutter fik jeg det lidt bedre. Solen vækkede mig klokken 6. Jeg begyndte at skrive om mine oplevelser. Følelsen af at tåen, langsomt, blev flået fra resten af foden. Følelsen af, at der samtidigt blev banket søm ind i tåen; pillerne til trods, så dunkede det stadigvæk som en i helvede i min højre storetå.

Klokken 8 blev jeg tilbudt morgenmad. Bacon, æg, yoghurt, brød, smør, marmelade, ost. Brødet var de samme kedelige tørre krydderboller.

Komanditen var blevet til en mand. Han var i stand til at udvise en smule empati. Sørgede for at jeg fik 2 piller mere. Jeg spurgte hvornår der var stuegang, fordi jeg havde tid til en undersøgelse klokken 9.30. Det vidste han ikke, men han skulle spørge en kollega om min aftale.

Svaret kom 5 minutter efter. Der var ikke bestilt tid til mig. Det var en anden sygeplejerske, der overbragte svaret. Det havde de åbenbart glemt dagen før. Hun undskyldte det med det nye smarte IT-system. Jeg spurgte hvad jeg så skulle gøre. Det kunne hun ikke svare på. Jeg måtte vente på lægen.

Lægen kom efter 10. Han havde svar på alle de blodprøver de havde taget dagen før. Han kom anstigende med en høj rullevogn med en bærbar computer placeret ovenpå. Han snakkede sort. Jeg spurgte om et rent dansk svar. Han snakkede udenom og skulle fortælle om hvor dygtig han var, mens han rørte ved kanten af skærmen med hånden.

Et øjeblik så jeg et billede af Jim Carrey’s karakter i filmen Dum og Dummere, hvor han står og gnider sin finger lystigt henad styret på den lille knallert.

Jeg fik nok og udfordrede hans autoritet. Vagn syntes jeg var for meget. Han stønnede højlydt, så jeg skruede endnu mere op for charmen. Jeg ville have svar og jeg ville have hjælp. Jeg spurgte til den ultralydsskanning som de gerne ville have mig til. Det var derfor de havde overtalt mig til indlæggelse. “Fjerner det min smerte? Løser det mit problem?” “Nej, men så ved vi mere om din tilstand” “Jamen du sagde lige at blodprøverne viste at det er podagra også kendt som urinsurgigt …” Lægen blev stram i betrækket.

Jeg forsatte. “Hvis I nu bare havde givet mig noget af det stærke smertestillende fra starten af, så havde vi været ovre det her problem. Hvis nu bare at første mand i leddet havde opført sig som et anstændigt menneske, og sendt en fucking læge ud til mig, da jeg ringede med store smerter for 2 nætter siden, så havde vi to måske undgået hele denne situation … “ “Sådan kan du altså ikke stille det op …” “Nåh kan jeg ikke det, men det er sku lige nøjagtigt, hvad jeg gør nu. Jeg bor alene. Ingen kone eller børn. Derfor er jeg blevet prioriteret lavest.” “Det passer ikke. Det sker altid på baggrund af en lægefaglig vurdering.” Svarede lægen. Jeg lod ham afslutte sætningen inden jeg forsatte “Jeg har ingen familie som kan hjælpe. Hvad fuck tror du vi har det hersens sundhedssystem for? For at du kan have et sted som du kan malke for penge? Du er læge for helvede. Du skal hjælpe dine patienter … du er en del af et skattebetalt velfærdssystem, som er sat i verden for at ingen borgere skal lide nød” Lægen forsatte med sit forsøg på at bortforklare. Der var også noget med aktuelle ombygninger. Nyt IT-system. Nar pakket ind i Rar.

Det var den samme sang som jeg havde hørt så mange gange før; en velkendt melodi. Det var fjerde gang at min dejlige podagra var brudt ud inden for de sidste 5 år. Ingen læge, havde endnu kunnet give mig et ærligt svar, og komme op med en mulig kur, eller en form for løsning på reel lindring. Min vrede kom fra et helt naturligt sted. Det var slut med at være sød og rar.

Sygeplejersken fra før kom ind. “De har ikke tid til dig i dag. De kan muligvis presse dig ind i morgen, men ellers er der bestilt tid til dig i overmorgen. Jeg rystede på hovedet.

Jeg var ligeglad. Jeg havde fået bevist min pointe. Der var vitterligt intet at gøre ved mine lidelser. Det var noget jeg var nødt til, selv, at finde en løsning på. “Det finder I bare ud af” svarede jeg.

Lægen og sygeplejersken forsvandt igen. Vagn var tydeligt irriteret på mig. “Hvad er dit problem? Du har sku da selv været fejlindlagt i 9 dage nu. Hvis ikke du gør oprør kommer du sku aldrig ud herfra … ” Vagn svarede ikke.

Jeg sendte en sms til min kammerat. “Gider du komme og hente mig på hospitalet?” Det nærmeste busstoppested lå udenfor min bevægelsesradius. Taxa havde jeg ikke råd til. Det er godt at man har et velfungerende socialt netværk. Den nære og sociale effekt, der opstår når vi løfter i samlet flok, som var formålet med indførelsen af velfærdsstaten i samfundet, den socialdemokratiske drøm, er defekt. Dem der oprindeligt, fik det indført, afmonterede det selv, da de havde fået hvad de skulle have.

Jeg pakkede mine ting ned i min taske og kravlede over i kørestolen. “Vi ses senere Vagn …”

5 minutter senere sad jeg udenfor, et godt stykke væk fra hovedindgangen. Solen skinnede og det var næsten varmt. Jeg havde stadigvæk kun sko på den ene fod. Jeg røg en smøg og overvejede, om jeg skulle tage kørestolen med hjem. Den var dejlig og rar at sidde i. Den gjorde mig mobil. Jeg skrev lidt mere på computeren, mens jeg forestillede hvordan min alderdom i kørestol kunne se ud; med en plade til skrivemaskinen og en flaskeholder monteret på siden.

Min kammerat kom trillende. Jeg satte mig ind på passagersædet. Rasmus spurgte om kørestolen skulle trilles tilbage. Jeg svarede at det måtte de selv ligge og rode med. Det skulle gøre godt at komme hjem igen.

Klokken 16 ringede den ene af sygeplejerskerne til mig. “Hvor er du henne?” “Jeg er hjemme igen.” “Kommer du tilbage? Vi er bekymrede for dig” “Nåh men øh … jeg har selv fundet anden medicinering … medicinering der rent faktisk virker!“ “Du kan altså ikke bare forlade hospitalet uden at tjekke ud” “Nåh, men det har jeg altså gjort alligevel. Det er jo ikke et fængsel, og der var jo ikke nogen af jer, der var interesserede i at hjælpe mig alligevel …” “Jamen altså, hvis du ikke kommer tilbage, så bliver jeg altså nødt til at tjekke dig ud herindefra i systemet” “Jamen så gør du det Thomas” “Jeg hedder ikke Thomas …” “Nåh … “

Jeg lagde røret på.