Menneskedyret er det eneste væsen, der frivilligt køber deres egen fængselscelle, for penge de låner af dem, der bestemmer slagets gang i cirkusmanegen.

Den samme cirkusmanege, hvor vi hver eneste dag kan bruge vores blanke overtrukne kreditkort til at vælge mellem tusindvis af forskellige varer, der kommer fra den samme bunke fabrikker, der igen er ejet af førnævnte personer med rigelige mængder af likvidt overskud; personer der på ingen måder har tænkt sig at betale skat af deres horrible overskud, der derfor vokser eksponentielt år for år.

Der skal jo være råd til de nye investeringer, forståes det, så de kan tjene endnu flere penge på bekostning af dem, der hele tiden kæmper for at holde sig ovenvande i beskæftigelseskarrusellen – for hvert år der går,  indsnævres fællesskabets råderum indtil den dag, hvor der ikke er flere penge tilbage til noget som helst velfærd.

Som tidsfordriv, indtil den dag kommer, så kan vi få lov til at se de talentfulde stjerner slå sig løs på alskens skærme, hvor de lufter deres ufattelige rigdomme, mens de fortæller os om de forfærdelige ting der sker i verden, og hvor meget bedre det hele bliver, hvis bare vi lige køber deres næste plade, bog eller løser billet til det formidable formel 1 løb.

De har ingen moralske skrupler over at fremvise deres overjordiske gevinst, endsige gøre hvad de kan, for at undslippe momsen på deres ekstravagante livsstil. Alle grådige kneb gælder, ligesom når de slår sig løs på grønsværen – intet skal stå i vejen for deres volatile udfoldelse.

Og det hele er nøje orkestreret af den selvsamme bagvedliggende magtfulde elite, der kæmper med næb og kløer for at diktere, bestemme og styre, hvordan det enkelte menneskes liv skal kunne udfolde sig. Deres privilegier har gjort dem blinde. Blinde for andet end deres egen svulmende pengetanke.

De har også sat sig på uddannelsessystemet. Et sindrigt system indrettet til at danne os ud af dannelsen. Den hellige og sagnomspundne dannelse, som skulle gøre os til selvstændigt tænkende og sansende individer, bliver i dag brugt til at skabe lydige og dydige samfundssoldater.

Paradispapirerne

Halvdelen af udsendelsen handler om selviscenesættelsen af journalisterne; du ser dem køre rundt fra sted til sted; du ser dem sidde sammen med de andre veltrimmede og velopdragede venner fra branchen og tale om ingenting; du ser dem vente i receptionen hos Appleby med alt deres fancy udstyr og pænt vente på at deres henvendelse afvises med larmende stilhed, for til allersidst, høfligt, blive bedt om at forlade stedet.

Ingen af dem gør noget som helst alvorligt, for at gå dem på klingen. Men så fik vi i det mindste set dem on-location; så fastholder de illusionen om, at de skam gør noget ved alt den uretfærdighed, som vores verden er fyldt med – de har jo deres på det tørre. De skal ikke kæmpe for andre end dem selv.

Udsendelsen krydres med et par semi-pseudo-kritiske interviews, hvor der løbende stilles skarpt på journalisten, der pænt sidder på den fine stol og lydigt stiller de rigtigt udformede spørgsmål, der er perfekte til; at direktøren, eller chefjuristen korrekt kan besvare dem ved at snakke udenom. Ingen bliver stillet til ansvar for deres kujonagtige handlinger – mellem linierne forståes det tydeligt, at de jo blot gør deres arbejde. Så har de fået fremlagt den ene parts udlægning af de omsiggribende løgne og det åbenlyse bedrageri.

Den anden part får så undervejs i udsendelsen lov til at fremkomme med deres fremlægning af sagens akter; sympatiske mennesker bevares, men sjovt nok håndfodres de jo typisk af den samme maskine; de har også deres privilegier. Sådan er det åbenbart at leve i “frit” og “moderne” samfund, og drypvis har de indlagt korte og præcise klip af fæle skovbrande, langt væk fra vore egne breddegradder.

For at dække deres ryg ind, har journalisterne også sørget for, at interviewe personer, der har den rette juridiske ekspertise, så vi kan se at det meste af cirkuset skam er ganske legalt, med små afvigende undtagelser.

Igen er det mennesker med privilegier; de kan så berette om problemets juridiske omfang – for det er jo sådan journalisterne arbejder; de beretter blot om tingenes uhensigtmæssige tilstand, pisker en stemning op og finder gode forklaringer på de samfundsforstyrrende fænomener,  inden udsendelsen pænt afsluttes.

Hele udsendelsen igennem holdes vi i hånden af en dyb og beroligende stemme. På den måde får de, på en lækker måde, informeret seerne om verdens gang, uden at vi behøver at foretage os yderligere. Elitens uddannede overbetalte stik-i-rend-drenge har jo styr på paragrafferne for os. Selv skatteministeren beroliger os, selvom selvsamme snydetamp, højst sandsynligt selv, har været dybt involveret i at obstruere og hindre de nødvendige ændringer, på den skramlede lovgivning, han selv har været med til at skabe …

For sådan er det at leve i et frit samfund, hvor de superriges nyttige lakajer får nok bestikkelse til at de trofast fastholder fokus på den vigtigste kamp. Kampen mod de fattige; pøblen der skal jages med umyndiggørende superstrenge administrative krav om, at de skal overholde spillereglerne.

Efter at have gennemtrævlet åndsvagt mange artikler og set dokumentaren om paradispapirerne, får jeg et billede af den moderne tilværelse, der ligner en fesen forudseelig fodboldturnering; der gælder særlige spilleregler for dem i bunden af ligaen, og med hvert trin man avancerer op i ligaen, så forsvinder flere og flere af reguleringerne, der skulle sikre fair-play for alle, indtil man når helt til tops, hvor der slet ingen regler findes.

På papiret får de det temmelig tit til, at lyde som om, at vi lever i et paradis, med rimelige rettigheder, og rimelige muligheder for alle. I virkeligheden er vi bare nyttige idioter, der en gang imellem får lov til at stemme på de samme unyttige idioter, der stillede op sidste gang.

Som forfatteren, Charles Bukowski, ganske klogt sagde:

“The difference between a democrazy and dictatorship is that in a democrazy you vote first and take orders later; in a dictatorship you don’t have to waste your time voting.”