Jeg står op, bander og svovler over at jeg er her endnu. Jeg går på lokum 3 gange, laver kaffe, tænder op i Bekkasinen og håndkrøllede cigaretter. Jeg inhalerer sidstnævnte sammen med truckertjæren på gårdspladsen. Jeg venter på forårets komme under den sporadiske februarsols let kølige stråler, mens Miles Davis lystigt spiller op indenfor; højtalernes lydbølger varmer murværket op indefra sammen med brændeovnen, mens jeg udenfor forsøger at slippe af med den daglige morgengalde – min foretrukne medicin er litteratur – den frie slags; Henry Miller, Knud Romer, Bukowski, Paul Auster – der er mange måder at forsøge at begribe den samlede ligning på; lortesamfundet og den overvægt af indespærrede galninge, der hver eneste dag fornægter at indse den grundlæggende præmis for den moderne tilværelse; det er for sent, vi har forlængst smadret paradisets have, i vores iver efter at instrumentalisere, værdiggøre alt levende (og dødt) på jorden – alting har en fastsat værdi.
I det øjeblik du bliver født har samfundet en samlet plan for dit liv; fra vugge til grav, foreligger der et så gennemreguleret skema for din gøren og laden, at hvis du afviger det mindste risikerer du at blive belønnet med et ressourceforløb, så systemet kan vurdere hvor mange ressourcer de vil ofre på dig – og i så fald, hvor mange ressourcer der er tilbage i dig; 1 år, 2 år eller måske 5 år; hvor lang tid er der tilbage, indtil dit hjerte holder op med at slå?
Til den tid kan de så lave en nøjagtig opgørelse over, hvor mange penge de har tabt eller tjent på din eksistens – og tro ikke at dit eventuelle halve eller hele år som rygsækturist ikke er medtaget i det samlede regnestykke.
Når du bliver født får du et konto og registreringsnummer, der følger dig til du dør. I Neoliberalismens hellige navn, bliver alt hvad du foretager dig nedfældet, så de løbende kan foretage en evaluering af din nytteværdi for den altfortærende bundlinie. Der skal jo være råd til velfærden! Det er derfor at de bruger flere penge på at administrere dem der er løsnet for arbejdets tyngende byrde, end det de sørgelige stakler modtager af almisser …
Hvad fanden havde du tænkt dig, din lodne skidespræller? Troede du virkelig at du kunne melde dig ud af deres skodklub? Troede du virkelig at du af alle tossede individer kunne formå at skabe et liv på egne betingelser?
Marts er lige om hjørnet, dag og nat er næsten lige lange – det varer ikke længe før alting eksploderer i et farverigt sansebombardement; snart skal græsset, igen, behandles som det meste liv på jorden; slåes og holdes nede. Fuglene i haven gør sig klar til den kommende sæson; reder skal etableres, slagsmålene om de bedste parringspartnere eskaleres, og der er stadigvæk kål fra sidste år i vores køkkenbed – og rigelige utæmmede kvadrameter (næsten) frit land at boltre sig på – staten, som altid, insisterer på at opkræve afgift af den smule jord som vi kan bruge til at brødføde os selv med. De skal jo bruge pengene, så de administrere, vores utopiske drømme om et frit og simpelt liv, til døde …
“Det er håbløst” siger Klaus Riskær på skærmen, mens magthaverne fnyser hånligt af dem som vil noget andet end at blive udbyttet, udnyttet for at DE, kan få råd til flere tomme floskler om hvor dejligt det altsammen kan blive, når de, idiotisk, vælger at bruge alle pengene på nye kampfly og fuldblods, fuldautomatiserede IT-systemer.
Hvad helvede skal de bruge de myriader af hypermoderne og supersmarte IT-systemer til, når Paradis er bombet tilbage til stenalderen? Hvornår har DE, tænkt sig at bidrage til en gavnlig og jævnbyrdig omprioritering; en positiv og optimistisk retning, der prioriterer livet; fremfor død og uendelig databehandling? Hvornår er nok, nok?
Hvad fanden skal der til før at de forstår, at de fleste bare gerne vil have en ærlig chance for at kunne bygge en tilværelse op der giver mening; en hverdag, hvor der er kærlighed, en varm seng at sove i, mad på bordet, tag over hovedet og plads nok til at kunne udfolde sig som menneske og give livet videre? Hvordan får man dem til at indse og erkende dødens endelige alvor – og dermed vigtigheden af at vi ikke spilder tiden med unødige konflikter om størrelsen på genitalier?
Det er altsammen store spørgsmål … men vigtigst af alt … hvordan pokker får jeg Langeland Forsyning til at fatte, at når de ændrer den ugentlige afhentningsdag af vores minimale mængder skrald fra mandag til onsdag, uden at informere om det, hvordan havde de så regnet med at jeg skulle opdage det? De vil sjovt nok gerne have mine penge for at opsamle skidtet … hvem er det, som er til for hvem?
Og hvorfor skal vi partout betale dem for at køre rundt med de gigantiske skramlende rullende monstrøse affaldsbeholdere, hver anden uge, når vi ikke er i stand til at fylde beholderen op på en måned, selvom vi gør os virkelig umage? Og hvorfor bliver vi ikke belønnet for at generere mindre skrald?
Jeg troede de nye affaldsregulativer havde til formål at vi alle, skulle blive bedre til at sortere vores affald og producere færre bunker skrammel til forbrænding? Jeg troede det handlede om at vi endelig skulle gøre noget der gavnede naturen og dermed klimaet … men i stedet for endte det med at prisen blev sat op. De var jo “desværre” nødt til at indkøbe spritnye skraldevogne og beholdere. Gad vide hvor meget Co2, der er gået til i den proces?
Og hvordan får Skøgen og Undertegnede, Hokus Pokus Dorthe i Fokus, der tror hun bestemmer det hele på Deltidsbarnets skole (Birkhovedskolen i Nyborg), til at fatte, at hvis et 6-årigt barn skal lære om livets magi, så er det bedre at starte med det håndgribelige; det jordnære – også kendt som det der gror i planetens nærende muld, end at begynde med at lære dem, at der svæver x-antal måner rundt om omkring en planet, der mest af alt må betragtes som værende død, dersom der ikke findes muligheder for liv derpå?
Det jeg mener er … Ea, det er navnet på det her smukke kraftfulde lille menneske, som jeg har fået et deltidsansvar for … det hun går op i, i disse dage, er at røre ved ting, smage på dem, dufte til dem … kort sagt … for hende er det vigtigste at “mærke” på det der udgør hendes verden – og hun stejler genstridigt, når de voksne forsøger at hjælpe hende på “rette” spor – kan hun røre ved stjernerne? kan hun smage på dem?
Hvorfor er det vigtigere at hun kan betjene en computer, end det er at hun kan dyrke sine egne gulerødder? Hun er 6 år gammel for fuck sake … hun har ikke brug for de voksnes dommedagsprofetier om økonomisk global ragnarok! Og nu vi er ved emnet … børn lærer ikke at læse nutildags; de lærer at sætte bogstaver sammen via ordlyde, der så danner ordene som de så udtaler, uden at vide noget som helst om den latente kraft de udspringer fra; den oprindelige kilde hvorfra alt oprinder; ursuppen – den løsslupne suppedas, som af snørklede og uransaglige veje har sat os, menneskedyret, i stand til at sætte os selv udenfor døren – og aldrig siden har vi følt os mere alene og ensomme, helt uden forbindelse til den jord vi betræder med vores unaturlige fodtøj.
Hvorfor tror du at det føles så rart og dejligt at gå med bare tæer på græsset?