En hæsblæsende satirisk gennemgang af den nuværende politiske scene fordi det er den 1. maj …
Socialdemokraterne, repræsenteret ved Venstre, Socialdemokratiet og SF, har sat sig på fagbevægelsens projekt, og har i mange år brugt dem til at få bugt med de pokkers arbejderes udsvævende rettigheder, således at overenskomstforhandlingerne falder nemt på plads.
De har også brugt meget tid på at få ensrettet uddannelsessystemet, så alle fremtidige borgere bliver kørt igennem den samme firkantede pølsefabrik og kommer ud i den anden ende som formstøbte legebrikker, der passer perfekt ind i den Socialdemokratiske drøm, hvor alle får tildelt en plads i hierakiet.
De kæmper alle en indædt kamp mod Dansk Folkeparti, der i årevis har drevet rovdrift på deres medlemmer, fordi de ikke formåede at finde en fælles, kvadratisk, praktisk og smart løsning på det ufravigelige faktum, at vi alle kommer hertil, med hver sit udgangspunkt; nogen fra den jyske hede, nogen fra et varmt sted uden tale- og levefrihed, nogen med akademisk bagage og nogen med en dysfunktionel familiebaggrund.
Radikale Venstre er nogen gange med i den Socialdemokratiske koalition, hvis det passer ind i deres Semi-Neoliberale synspunkt. De har deres oprindelse i en lille bevægelse, der holdt til i et bette husmandssted, men så var der nogen der faldt over en bog med akademiske gåder. Nogen gange syntes de også at det er vigtigt med miljø og menneskerettigheder, men kun hvis det betyder at de får en solid luns af kagen. Partiet har mange forsmåede skolelærere i den inderste magtkerne. De havde engang mange kreative kræfter i flokken, men de smuttede da der gik for meget regneark i politiken. Den kreative klasse er jo kendetegnet ved, at de smutter ligeså snart de ikke får deres vilje.
SF har været igennem en årelang identitetskrise, fordi de har ikke kunne finde ud af om de var Socialister, Socialdemokrater eller National Socialister. Derfor bruger de det meste af deres tid på lange og opslidende navle-eksistentielle samtaler med deres velmenende gruppeterapeut, der ligesom det frustrerede bagland, heller ikke har fundet ud af, at toget er kørt.
Venstre, startede egentlig med at være landmændenes parti, men bl.a. fordi der var for meget feministisk ligestillingspis i den Socialdemokratiske studenterklub, søgte mange af de potentielle slipsedyr fra universitetsparkerne, nye græsgange, selvom de aldrig selv havde prøvet at slå græs. For øjeblikket er de meget presset, så derfor prøver de desperat at gøre forholdende for landmændene mere lempelige, så de bedre kan konkurrere på det globale marked.
Socialdemokratiet, de oprindelige repræsentanter af arbejderklassens udvalgskomiteer, der med velmenende uddannelses- og arbejdsmarkedsreformer, ville løfte arbejderen væk fra det åg det er, at skulle slide legemet itu dagen lang i sit ansigts iskolde sved. Drømmen var at ingen skulle leve under trøstesløse kår og hvis bare alle fik dannelse ind med modermælken, så blev vi alle rige. De ædle mennesker fik en nobel chance og søgte mod højeste sæde. Mor og far havde fået sikret pensionen gennem overenskomsten, så nu var de nødt til at gøre det endnu bedre. Med bløde fingre, fine papirer og styr på slipseknuden, fik de aldrig selv lort på hænderne inden de indtog kongetronen. Med et velvalgt kursus i arbejderklassens klassiske retorik, inden de fik stemplet: cand.polit. var de klar til udleve den Socialdemokratiske drøm.
Kommunisterne, repræsenteret ved Enhedslisten, er partiet der vil os alle det godt. De forholder sig hele tiden undrende – og er gode til at være konstruktiv kritiske. De vil ikke i krig med andre lande. De har regler for, hvor længe deres folkevalgte medlemmer kan suge på lappen og deres løn er reguleret, så de ikke får for meget. De tror stadigvæk på et Kommunistisk/Socialistisk samfund, hvor alle har lige meget.
Enhedslisten har oftest vagten, som den sure pedel i skolegården, der iklædt sin islandske fåreuldsweater, lunter rundt med et grumset kaffekrus og en hjemmetrillet Bali Shag i mundvigen. Begge dele selvfølgelig af økologisk oprindelse. De påtaler vredt, med en formanende pegefinger, når de andre børn er utidige og er lidt for grådige ved kagebordet.
De grådige forretningsfolk, repræsenteret ved Liberal Alliance, er de “nye” opkomlinge der ikke fik deres vilje hos de Radikale. Lige nu er de igang med at undergrave det Socialdemokratiske projekt, fordi de gerne vil have en større bid af kagen selv, og ikke mener at “slaverne” skal have for meget i løn, fordi det er skadeligt for konkurrencen. De kaprer vælgere ved at komme med populære budskaber om “frihed” og om at “liberalisere” så det bliver op til den enkelte at løfte egen byrde. De er de Neoliberale bannerfører og de vil så gerne hjælpe dem der har brug for assistance, hvis bare de betaler regningen selv.
National Socialisterne, repræsenteret ved Dansk Folkeparti, er partiet for de længselsfulde flag-onanister, dem der er fulde af afmagt over systemets fejl og stadigvæk har hede drømme om den Socialdemokratiske illusion om et fast arbejde og ordnede forhold for alle. De er bange for fremtiden, ængstelige for udviklingens damptromle, der faretruende nærmer sig deres kolonihavehus. Bedrøvet, må deres vælgere erkende, at selv med masser af stemmer, er det ikke nok til at reetablere det Morten Korchske samfund, hvor de fremmede kunne tælles på to hænder; mere kan de ikke magte lige nu, fordi de var lige i gang med at drikke en kop kaffe og spise en lækker kanelstang fra bageren. Det er jo ikke fordi de ikke vil hjælpe dem der mangler, men de lugter altså lidt for meget af hvidløg, siger nogle underlige lyde og går i noget mærkeligt tøj.
De konservative vakler. En dag vågnede de op med kodyle tømmermænd og opdagede at festen var forbi. Gæsterne var simpelthen rendt fra regningen på Gentofte Hotel, og nu har de svært ved at finde deres eget ståsted, fordi Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Venstre har overtaget deres kernepolitik, så derfor afprøver de desperat forskellige strategier, for at se om nogen bider på. For øjeblikket har de opdaget, at det der med farverige blomster og et rigt dyreliv i naturen, egentlig nok er en meget god ide alligevel.
Alternativet, det seneste skud på stammen, er repræsenteret som de velmenende velfunderede, veluddannede pædagoger, der gerne vil have børnene i sandkassen til at lege sammen i stedet for at kaste mudderkager efter hinanden. De er også blevet tilholdssted for en større del af den kreative klasse, der nu har fundet en ny legeplads, hvor de kan få lov til tegne og male på fliserne, der ikke er sprøjtet med round-up. De opfatter sig selv som rummelige. Hos dem er der plads til alle, bare du ikke kommer med en lidt for alternativ økonomisk baggrund. De er næsten altid glade og håbefulde og finder du humøret trist og tvær, så giver Uffe gerne en opløftende High-Five, når han kommer hjem fra New York igen.
Se det er dansk politik i dag …