Tænker du nogensinde på, hvem der har fortalt dig, at du skal have en ny iPhone? Hvem har fortalt dig, at stenalderkost er den helt rigtige måde at spise på? Hvem har fortalt dig, at alle dem på kontanthjælp er dovne nasserøve? Hvem har fortalt dig, at du skal være bange for mennesker, der flygter hertil, fra forfærdelige krige?
Hvem har fortalt dig, at det eneste rigtige her i livet, er at bruge flertallet af de lyse timer, på at være på arbejde? Hvem fortæller dig, at samfundet bryder sammen, hvis vi ikke hæver pensionsalderen? Hvorfor tror du på det de siger? Hvorfor accepterer du, sandsynligvis, ligesom flertallet, oftest stiltiende, spillets regler og præmisser?
Og hvorfor forventer du, som det mest naturlige, at alle andre også skal indordne sig?
Dengang jeg var barn …
Det var som om, at alting skulle sovses ind. Salaten med Thousand Island eller Creme Fraiche dressing. Den franske hotdog. Burgeren. Grillkyllingen. De havde hver deres egen designede cremede substans til at drukne smagen af friteret ligegyldighed.
Det var i de jubelglade 80’er, hvor kampen stod mellem bølgepomfritter eller de almindelige pomfritter. Voksen og Følsom, stod der på mange af tidens t-shirt til ungdommen, hvis altså ens mor handlede i Kvickly. Dick Turpin, Sherlock Holmes og tysk eftersynkroniseret kornet western, på TV’et, den tyske option, hvis altså antennen vendte rigtigt.
Ugens højdepunkt var lørdagskylling og moviebox fra tanken. Gerne på en fredag. Læse B.T. eller Ekstra Bladet på grillen. Mest side 9. Vi havde joggingtøj i friske pangfarver, som aktivt modspil til de grå realiteter og frygten for invasionen fra øst.
En gumpetung entertainer var præsident i USA. Ligesom i dag. Alting skulle være på en bestemt måde. Ligesom i dag. Opbygningen af historien, der skulle fastholde illusionen ligeså. Frygtens trumfkort. Angstens koldsved. Elitært og primitivt snyd, for at bevare kontrollen over illusionen.
Dengang, da jeg var barn, var det meste af tilværelsen bygget på en stor fed løgn. Ligesom den sikkert altid har været det. Og menneskedyret, er på mange måder en infantil dilettant, der har det bedst med forudsigelighedens nemme mønstre.
Lydighedens Dilemma
Vi ved godt at vi bliver snydt hele tiden, men vi accepterer det. Måske, fordi vi er bange for det ukendte. Derfor følger accepten af at være omgivet af regler, rigide eller ej, muligvis, naturligt med.
Vi syntes også bevidste om; at regler kan gradbøjes, regler kan omgåes, regler kan overholdes. Regler kan brydes. Og vigtigheden i, at visse regler skal overholdes.
Reglerne lærer vi om, fra vi er spæde, af vores forældre. Bagefter lærer vi kunsten at makke ret, ved at følge reglerne gennem vores vej i folkeskolen.
På den måde kontrollerer samfundet dannelsesprocessen, så du bliver en lydig borger, der kan finde en fornuftig plads i samfundets beskæftigelseshieraki. På den måde fastholder, fællesskabet, en acceptabel konservativ og ensrettet styring, af samfundets retning.
Stanley Milgram omtaler fænomenet, når vi som voksne indgår i samfundets hjul, som lydighedens dilemma. Han forsøgte, med sin forskning, at finde svar på, hvorfor, og hvordan det kan lade sig gøre, at få mennesker til at udføre horrible overgreb på hinanden. Hvordan kan det være at flertallet af deltagerne i forsøget, frivilligt, gav en sagesløs person strøm?
Du tænker måske ikke så meget over det i din hverdag, men prøv, igen, at tænke over, hvor mange af de ting, som du foretager dig hver dag; hvor mange af dem er ting som du selv har fundet på at lave? Eller, hvad med den mad du spiser? Har du selv valgt det?
På Netflix findes en ganske udemærket film om Stanley Milgrams forsøg. Den hedder: Experimenter. Wikipedia har selvfølgelig også lidt læsestof til den nysgerrige læser.
Spillets Regler
I spillenes forudsigelige verden, er der, ligesom i tilværelsen, regler, som vi skal følge for at kunne spille det. Ofte har det enkelte spil, ligesom tilværelsen, indbyggede muligheder for at ændre lidt, eller meget, på de oprindelige forudsætninger.
I computerspil, kan man f.eks. snyde sig til udødelighed og uendelige mængder våben og ammunition.
Eller hvad med cykelsport? … eller fodbold? En cykelrytter kan dope sig og montere en skjult motor på cyklen, for at øge sine chance, for at komme først i mål. En fodboldspiller, kan med et snedigt skub, “lovligt”, fælde en modstander, og dermed opnå en fordelagtig chance, der medfører at holdet vinder den vigtige kamp.
I finansverden, flytter de rundt på pengene og produktionen, så fortjenesten bliver højere og skattebidraget mindre. Til gavn for aktionærerne – og en torn i øjet på konkurrenterne.
I finansverden, har de dygtige advokater, der hjælper dem med at omgåes reglerne, ganske lovligt.
I politikernes verden handler det om, at finde nogen, eller noget, at pege fingre af, for at vinde retten til en taburet. Og derefter, med alle midler, bruge sin hævdvundne indflydelse til at fastholde pladsen, så de frådende kan mæske sig ved magtens hellige buffet.
I medieverden handler det grundlæggende om det samme.
Prøv at se på processen, der førte til opfindelsen af integrationsydelsen. Prøv at se på processen, der førte til opfindelsen af ressourceforløb. Skab et fjendebillede og brug tid på at prime befolkningen. Få de forskellige samfundsgrupper til at hakke på hinanden … efter et stykke tid, er løgnene på magisk vis blevet til sandhed og voila … et styks frisk lovgivning, der fikser det problem som magthaverne selv skabte … sammen med flertallet af medierne.
Medicinalindustrien bruger det samme trick. F.eks. opfinder de diagnoser med underlige navne. De spreder symptomer ud med rund hånd og fremviser videnskabelige rapporter, der påviser at deres medicin kan kurere. Bingo, så er offentligheden klar til at købe deres nye medicin.
Se bare den seneste sag med lægemiddelstyrelsen og Tramadol. Tramadol er et kunstigt udviklet morfinpræparat. Virksomheden bag, markedsførte det som værende meget mindre afhængighedsskabende end traditionel morfin. Det viste sig at det ikke var sandt.
Hos lægemiddelstyrelsen, der står for godkendelsen af lægemidler i Danmark, undskylder de sig med, at de skam har læst det videnskabelige grundlag, og at det ikke giver grundlag for at kunne sige, at det skulle være ligeså farligt som morfin. DR2, bragte for nylig en dokumentar, om morfinpillens skyggeside, hvor de bl.a. fik gennemgået det videnskabelige materiale, der lå til grund for den oprindelige godkendelse. I et af forsøgene indgik der fire aber, hvoraf den ene døde …
Den omtalte dokumentar, var sjovt nok kun offentligt tilgængelig i en kort periode på dr.dk – heldigvis har både DR og Politiken en række artikler liggende på deres hjemmeside om sagen:
http://politiken.dk/forbrugogliv/art5990952/Læger-advarer-mod-udbredt-smertemedicin
http://www.dr.dk/nyheder/regionale/fyn/tidligere-tramadol-afhaengig-det-sidder-stadig-i-kroppen
De selvsamme rapporter som dengang var tilgængelige, da tramadol blev godkendt, burde have fået alarmklokkerne til at ringe, hos lægemiddelstyrelsen, men det gjorde de ikke. Hvorfor mon?
Hvem lærte dig at afdragsfrie lån, er vejen frem? Hvem fortalte dig, at det var nødvendigt at invadere Irak og Afghanistan? Hvem fortalte dig, at det var livsnødvendigt, at tilbede en fodboldklub, og investere i deres ekspansive visioner ved at købe deres merchandise?
En menneskelig feature
I dokumentaren, (Dis)Honesty: The Truth About Lies, fortæller forskeren Dan Ariely, fra Duke University om en række forsøg, som de har lavet omkring menneskelig adfærd, og vores evne til at retfærdiggøre over for os selv, og omgivelserne, når vi snyder.
Et af forsøgene omhandlede at testpersonerne, skulle løse en række simple matematiske opgaver, indenfor en begrænset tidshorisont. For hvert korrekt svar fik de 1 dollar. Opgaveløsningen var tilrettelagt således, at det ikke kunne lade sig gøre at løse dem alle.
Når tiden var gået skulle testpersonerne gå op til katederet, og køre testresultatet igennem en makulator, uden at vise personalet resultatet. Derefter skulle de oplyse, hvor mange rigtige svar de havde fået, hvorefter de modtog deres kontante belønning.
Hvad testpersonerne ikke vidste, var at makulatoren kun ødelagde yderkanten af siderne, hvorfor forskerne efterfølgende kunne se, hvor mange rigtige svar de reelt havde, versus den udbetaling de havde modtaget.
Sjovt nok havde flertallet oplyst 6 løste svar, men de havde kun løst 4 svar. Det er en temmelig interessant detalje, som jeg bed meget mærke i, fordi, ligesom med Stanley Milgrams forsøg omkring lydighed, gør flertallet det tilsyneladende bare. Uden moralske skrupler …
Snyd er tilsyneladende en menneskelig feature …
Du kan læse mere om Dan Ariely her: http://danariely.com. Omtalte dokumentar kan ses på Netflix.
Barndommens Illusion
Som barn fik jeg altid at vide, at hvis man var flittig i skolen, så kunne man opnå, næsten, hvad man ville. Dem, der rangerer højt i samfundets hieraki, omtales også tit, som flittige mennesker, der har kæmpet hårdt for at nå dertil, hvor de er nået.
Men hvis du læser deres personlige skabelsesberetninger, så vil de tit være gennemsyret af heldige hændelser, økonomiske familiære fordele, brug af lovlig snyd; der omtales som flid og rettidig omhu.
Det virker som om, at en af de ting som magtfulde (og succesfulde) mennesker, har til fælles; er evnen til at være bedre til at snyde, end gennemsnittet.
Og bagefter har de en fantastisk evne til retfærdiggøre deres position med hårde kampe og lidelsesfulde skabelsesberetninger. Bevares, for nogens vedkommende, er den sørgelige historie, muligvis, også forholdsvis ædruelig.
Jeg syntes samtidigt tit, at jeg oplever den slags mennesker, som afstumpet, i deres tilgang til livet. De syntes drevet af en trang til, at alle andre mennesker skal flytte sig på deres bekostning, så de kan komme videre med deres snyd.
Se bare på skæbnefortællingen om stifteren af Just-eat … Danskerne skal bare tage sig sammen, fordi han kom fra en familie med en alkoholiseret far. Den fortælling bruger han som undskyldning for, at han har ret til at udnytte andre mennesker, så han kan tjene sine mange millioner.
De bilder os andre, og sig selv ind, at de gør gavn, fordi de skaber arbejdspladser og udvikling. Også selvom det sker på bekostning af noget, der måske fungerede ganske udemærket. Se bare på afviklingen af udkantsdanmark.
En lokal virksomhed, producerer en vare som sælges i hele landet. Det har de gjort i mange år. Udefra kommer en større virksomhed, der gerne vil “investere”. I starten går samarbejdet fint, men pludselig skal produktionen flyttes, fordi der skal tjenes endnu flere penge. I løbet af kort tid, bliver den lokale virksomhed lukket og medarbejderne bliver fyret.
Det handler om snyd; det handler om vores manglende bevidsthed til at ville gennemskue snyd. Det handler om vores evne til at snyde os selv, og andre.
Historisk set
I antropologiske kredse refereres der ofte til jæger-samler-samfundet, som noget der engang var … Mennesker boede i stammer af forskellige størrelser. Nogen fra gruppen var gode til at gå på jagt. Og når de havde nedlagt et bytte, vendte de tilbage til gruppen, der så deltes om rovet.
Den populære fortolkning af den samlivskultur, er, at de andre i gruppen; dem der ikke gik på jagt, “nassede” på det, som de få hev hjem – uden at nogen satte spørgsmålstegn ved den konstellation.
Senere begyndte vi mennesker at dyrke jorden og konceptet omkring ejendomsret tog stille form – og dermed mener nogen, at jæger-samler-samfundet ophørte med at eksistere.
Muligvis er det også i den forbindelse, at vi mennesker begynder at arbejde mere målrettet med begrebet snyd; fordi, i takt med at tilværelsen blev sat i system, og der kom tal på avlen og udbyttet, var der nogen, der fandt ud af, at kunne udnytte det til egen fordel.
Det interessante ved den viden, som vi tillægger, kommer af at forske i fortiden, er, at vi ikke selv var der. De eneste beviser vi har, er arkæologiske udgravninger af gamle bosættelser.
Vi har ofte ikke objektivt nedfældede ord eller anden fysisk dokumentation, udover potteskår og efterladt skrammel, der kan fortælle os, præcist, hvordan de her mennesker levede deres liv. Det bedste vi tit står med er: fortolkninger af subjektive overleveringer af gamle fortællinger; fortællinger, der for det meste er kørt igennem et religiøst filter.
Men vi mennesker er jo også udstyret med en livlig fantasi, og arkæologerne hygger sig jo med at grave i andres gamle skrammel og affald … og lidt lærer vi jo trods alt af fortidens skraldedynger. Om ikke andet så er det hyggeligt, at få fortalt et godt opbygget narrativ, om noget der var engang.
Hvad vi til gengæld har af nyere viden, er de få oprindelige stammefolk, der er tilbage, bl.a. i regnskoven. De lever stadigvæk som jæger-samler folk. De virker ikke til at være fanget af grådighedens dilemma, måske, fordi de lever i balance med naturen; på naturens præmisser.
Men selv de er også i stand til at snyde. Ellers får de ikke noget at spise, når de går på jagt efter mad.
Et moralsk dilemma
Det at snyde sætter os overfor et moralsk dilemma; fordi, hvis jeg snyder, så kan det betyde, at andre får mindre end mig …
Dem der er med i superligaen; i det monetære spil, vil oftest benægte at deres snyd, går ud over andre. De skaber jo vækst med deres ageren i systemet, mener de selv.
Muligvis, har de den selvopfattelse, fordi systemet efterhånden er blevet så komplekst og diffust, at det kan være svært for dem, at overskue konsekvenserne af deres handlinger. Måske gør de det, fordi alle de andre også gør det. Det tyder det på med Dan Arielys forskning.
Tænk f.eks., igen, på den lille lokale virksomhed, der bliver opkøbt af en kapitalfond eller en større virksomhed, der efterfølgende, for at score den maksimale profit, flytter lokalproduktionen til en billigere produktionslokation.
Dermed mister lokalområdet arbejdspladser, og dermed går det udover uskyldige menneskers liv og levned, fordi de så ikke længere kan betale deres egne regninger. Til gengæld er der andre, der kan tjene deres egne penge. Dog typisk til en lavere løn. De nye ejere er glade, fordi, de tjener jo bare flere penge. Og det gør, selvsagt, også aktionærerne glade.
Hos mange sportsstjerner, ses blindheden overfor deres eget snyd tydeligt. Se bare på Bjarne Riis. Se på de store fodboldstjerner. Grunden til deres succes, er, udover en vis mængde reelt talent; evnen til at møve sig igennem og narre modstanderen til at foretage et dumt træk, der gør at stjernen kan sætte sig igennem.
I offentligt regi; hos kommunerne, snydes der regelmæssigt, når det kommer til at leve op til velfærdsforpligtelserne. Det handler om at kommunens budget skal gå op, i forhold til det aftalte med de såkaldte folkevalgte inde på borgen.
Hos nogle kommuner er man gået så vidt som at give sagsbehandlerne økonomisk bonus, hvis de kan finde på tekniske manøvrer, der gør at de kan få flere borgere til at forsvinde fra sygestatistikerne – det til trods for at de ramte borgere slet ikke er blevet raske.
Det til trods for at de (kommunen) oftest får påbud om at ændre deres adfærd, når deres håndtering af sagerne, bliver underkendt af de relevante ankenævn. Læs gerne mere her: http://modkraft.dk/blogindlæg/tolv-gode-regler-når-man-vil-begå-socialbedrageri
Det ligner smarte (og heldige) manøvrer, der gør at de kan vinde. Det er også kendt som snyd i den rette mængde, på det rette tidspunkt. Ligesom med de små skjulte motorer i cykelsporten, der kan hjælpe rytteren til at tage de afgørende tramp i pedalerne, som sætter modstanderen skakmat.
Misbrug af indflydelsen
Opnår du en fin titel, giver det status, ikke kun finansielt. Den status kan også bruges til at sætte sig igennem andre steder. F.eks. i sundhedsvæsnet. Det i sig selv er også en slags spil, styret af en hulens masse komplicerede og indviklede regler.
For langt de fleste, er der mulighed for at forlade sundhedskasinoerne med både lemmer og livet i behold. Nogen kommer derfra med kun livet i behold. Nogen må bæres ud.
Dem der klarer sig bedst i sygehusspillet, er dem, der er i stand til at bruge sin autoritet eller status til at sætte sig igennem, og dermed opnå en bedre behandling. Eller endnu bedre; købe sig til den bedste behandling.
Penge er lig med succes. Succes giver magt. Penge får man ved at vinde. Ergo vil “man” gøre alt for at vinde. Fordi ellers er man en taber. En fiasko.
En verden uden snyd
Jeg tror grundlæggende ikke, at vi mennesker er i stand til at skabe en verden uden snyd. Det er vi simpelthen ikke intelligente nok til, og det er samtidigt også en grundpræmis i hele vores udviklingshistorie. Uanset om vi bryder os om det, eller ej.
Snyd kan være en vigtig faktor. F.eks. det at “skyde genvej” indenfor videnskabens verden, hvor det at springe noget over, kan få os til at opdage verden, på en ny måde.
Det, at Donald Trump fik narret folk til at stemme på sig, ser måske lige nu, temmeligt sort ud for hele verdenssamfundet, og for amerikanerne selv, men måske er det en hændelse som ham, der skal til for at vi flytter os i en ny og bedre retning?
Det at være dygtig til at snyde, handler ikke nødvendigvis om at være intelligent – Se bare på førnævnte Donald Trump. Det eneste Trump kan (som jeg ser det), er at følge sit urinstinkt for at tromle andre mennesker. Dermed har han fået raget magt og indflydelse til sig. Indflydelse og magt, der ligesom mængden af penge kun kender en vej … og det er op.
Det og så tilsat en solid portion held og økonomisk hjælp fra farmand. Du må jo ikke glemme, at det er “The American Dream”.
Den største løgn
Snart, skal det danske samfund i gang med et mindre forsøg; et forsøg med medicinsk cannabis, til visse patientgrupper. Som du jo nok ved, er denne helt naturlige plante ulovlig. Det er den ikke, fordi den er farlig, men fordi det lykkedes en vis herre ved navn: Harry J. Anslinger at få den gjort ulovlig, i USA, i forlængelse af ophævelsen af deres forbud mod alkohol, for snart 100 år siden.
Jamen, den er jo farlig … vil du højst sandsynligt tænke … men det er faktisk ikke rigtigt. Det er løgn. Du er blevet snydt. Snydt af nogen, der havde en økonomisk og personlig interesse i, at planten blev ulovlig – og efterfølgende forblev ulovlig, da nogen undrede sig over, at der intet videnskabeligt grundlag var, for den oprindelige beslutning. Også kendt som krigen mod narko, der blev sat i værk af Nixon i 70’erne. Også kendt som USA’s længste krig. Tro det eller ej …
Denne dokumentar, https://www.youtube.com/watch?v=C0zw9kS9O4c&t=2115s, lavet af DR i 90’erne, giver en god forklaring på, hvordan vi blev snydt til at tro, at Cannabis er djævlens værk. På Netflix kan du også finde dokumentaren: The Culture High … Jeg garanterer dig: du ikke bliver snydt! Tværtimod!
Snyd i hverdagen
I supermarkedet kan du købe bearnaisesovs og lasagne i en smart og praktisk æske. Det ville være dejligt, hvis alt maden var i den æske, men det er den ikke. Du skal stadigvæk købe alle de andre råvarer. Det eneste du reelt køber, er fødevareproducentens blanding af smagsforstærkere og alskens andre kunstige tilsætningsstoffer – og deres simple vejledning til at lykkedes, med tilberedelsen af det flotte måltid på forsiden af æsken, fyldt med lyksaligheder til den moderne og krævende forbruger.
Det er måske ganske uskyldigt, og det kan muligvis gøre din hverdag nemmere, men problemet er bl.a., at den kemi, som du putter i munden; den kan være skadelig for dig og din fordøjelse. Den er beviseligt også problematisk, i forhold til din evne til at lave mad selv.
Rigtig mange mennesker, i dag, bilder sig selv ind, at de kan lave mad, fordi de kan varme en pose frosne grøntsager og røre en bearnaise – “se den skiller ikke!” – Youtube er fyldt med små korte videoer, der lover dig et lykkeligt og velsmagende måltid … og det fører til det latente problem med at købe sig til mæthed på farvestrålende æske.
Den såkaldte industrielle revolution, i fødevarebranchen, har medført en uhensigtsmæssig distance mellem dig og det allervigtigste for din overlevelse. Maden.
Hvis du ikke spiser hver dag så dør du, så enkelt er det. Med den industrielle revolution, er det lykkedes at afkoble mennesket fra den natur vi stammer fra. Den natur vi stadigvæk er en del af, uanset om vi vil det eller ej.
Bevares, der har aldrig været så meget fokus på mad i den vestlige verden, som i disse år. Problemet er bare at det sker kun på skærmen. Ude i virkeligheden, har den enkelte fået så travlt med at producere flere og flere ligegyldigheder, fordi der skal tjenes flere og flere penge, så der kan blive råd til at købe mere skrammel, der har en begrænset holdbarhed.
Og samtidigt med denne udvikling, så er der flere og flere mennesker, der kommer i psykisk ubalance. En udvikling som medicinalindustrien lukrerer på.
I finansverden lokker de også. Bankerne vil gerne have os over på netbank og få os til at gøre arbejdet selv. De lokkede med gratis gebyrer – indtil nu, hvor gebyrerne sjovt nok vender tilbage – se f.eks. med straksoverførsel fra konto til konto – først var det gratis – nu koster det 1-2 kroner, ellers må du vente en dag … lugter det lidt ala postdanmark?
Du må acceptere betingelserne – det er jo dem der bestemmer – og din bankrådgiver, hun er ligesom hende der damen oppe på kommunen, der sidder og undskylder sig med, at hun skam bare gør sit job … Du kan jo nok forstå Hr. Hansen, vi har jo brug for et langt ressourceafklaringsforløb, så vi kan vurdere om du skal have førtidspensionen, det ku jo være, at du var i højrisikozonen for at dø før tid …
Det starter i det små. Små overkommelige justeringer, der lokker med nemhed. Men i virkeligheden er det bare et veltilrettelagt spil, der er iværksat for, at du skal gøre deres hverdag nemmere. Også kendt som snyd.
Jeg vil gerne antage at f.eks. bankerne med deres gebyrskruetvinger, og politikerne, der vedtager hakkereglementerne, ikke som sådan er ondskabsfulde væsner … Det kan godt tænkes, at det blot er en del af den menneskelige natur. En feature, som man skal være opmærksom på, hvis man ikke vil snydes alt for meget.
Galskabens proportioner
Måske, er der slet ikke så stor forskel på os mennesker og myrerne; udover den fysiske størrelse. Der er lavet forsøg, som viser, at myrer muligvis også har en form for selvbevidsthed. Og, måske lever vi alle bare på en stor rund mennesketue?
Og måske, er det bare snyd, at jeg skriver om snyd … fordi begrebet snyd; det er vel nu engang os selv, der har fundet på det, og defineret det … ???
Hvornår er snyd blevet til noget vi definerer, udfra en moralsk præmis?
Ganske aktuelt, kan du i dagens information, læse om en meget alvorlig overvågningsskandale, som de har afdækket. Igen viser det sig, at dem med magten har snydt på vægtskålen. Og bagefter dækker de selvsamme magthavere sig bag en mur af spin. Ganske som de plejer …
Er du ung og med på beatet, så skal du da også have en smart cykel, der passer til bylivet. At den så snyder dig til at tro, at du kan cykle hurtigere og længere, end du fysisk er i stand til; det betyder ikke noget særligt, fordi den kommer jo med en multioplader til din smarte hånddims, så du altid kan gå på tuben og blive underholdt, mens du drøner ned af bakken, for fuld smadder, hvor der for enden står et træ. Fordi denne her cykel, den er rigtig, rigtig smart. Den kan faktisk køre helt af sig selv.
https://www.indiegogo.com/projects/mate-the-coolest-ebike-ever-bicycle#/
Og så må du jo heller ikke glemme, at den er lige til at krølle sammen, og pakke ned i bagsmækken på din lille smarte bil.
Det er jo det nyeste sort, at være minimalist …
Sædvanen tro, så kan du skrive direkte til mig her, via min kontaktformular. Jeg hører gerne fra dig, hvis mit skriveri har bragt dit pis i kog, eller du ønsker at ytre dig på anden vis …