Jeg har tænkt på noget de sidste par dage …
Den moderne måde; den konventionelle måde at drive landbrug på; den gængse som er den ufravigeligt vedtaget standard har store ligheder med uddannelsessystemet; man udpiner jorden; dræner den for naturlig energi og næring og pladrer den til med alskens kunstigt lort for at få væksterne til at gro unaturligt; ubalanceret i et rasende tempo, der giver enorme mængder; masser af farvestrålende udbytte; udbytte uden reel substantiel smag, energiforladt, tomhed; fremavlet til den moderne tilværelse; overfladisk og foruden dybde, karakter; helt uden universets urkraft; liv, kærlighed.
Den moderne måde at fremavle høsten på; fremtvinge menneskets liv på, har ingen sammenhæng med jordens naturlige kredsløb. Det eneste vi efterhånden har tilbage er forplantningsevnen … Og selv den er vi godt i gang med at smadre og gøre til noget naturstridigt; noget der dyrkes i et laboratorium. Kunstigt frembragt.
Og det er det der også sker i uddannelsessystemet fordi alting går op i nationaltest, årsprøver, tal, formler, kasser, bogstaver, tekniske begreber – der er ikke plads til at den enkelte kan finde sin egen måde at udtrykke sig på, og dermed finde vejen til den plads i kredsløbet; forme den tilværelse, som individet drømmer om.
Måske har du hørt andre sige noget i retning af til dig: at hvis ikke vi alle deltager i cirkuset, så går alting i opløsning. Vores samfund falder fra hinanden, hvis ikke alle går på arbejde hver dag; hvis alle ikke bidrager til den vanvittigt orkestrede statsmelankoli, så går samfundet bankerot. Penge må der jo til forståes det – og penge kan vi tilsyneladende ikke få nok af, fordi for penge kan man købe pæne ting; dyre ting; ting der kan puttes i munden. Men hvad skal vi med alle de penge, hvis ikke der er noget mad til salg, fordi ingen længere kan dyrke maden; fordi naturens ufatteligt mange skrøbelige kredsløb er kollapset, og oceanerne grådigt fortærer det meste af landmasserne.
Når det sker, hvad skal vi så med alle de penge? Hvad vil den ene procent gøre med alle deres kunstige 1 og 0’er på skærmen, der ikke længere fungerer fordi der ikke er strøm; hverken til den smarte dims i hånden, eller til de maskiner der er proppet med udbyttet fra deres finansielle fiduser? Hvad vil de dog gøre når der ikke længere findes elektricitet til drive internettet med?
Hvad skal vi egentlig med et internet, hvis Gaia alligevel har fået nok af os og lader betingelserne for livet som vi kender det, gå til grunde med et kæmpe brag. Hvis vi ikke længere kan brødføde os selv og dermed holde os i live, hvad skal så vi reelt stille op med alle disse informationer; nyttige eller ej; underholdende eller ej. Hvad skal vi stille op med dem, hvis vi ikke kan tilgå dem længere. Pludseligt virker det temmelig ligegyldigt om man har opdateret sit spamfilter og om kontingentet til fitness-klubben blev betalt. Grundskyld, ejendomsværdiskat, pensionsopsparing, vægtafgift, licens. Det virker fuldstændigt absurd at tænke den rundtossede tanke til ende.
Hvis skidtet kollapser og vi ryger fluks tilbage til stenalderen, hvor meget får du så ud af en batteridreven værktøjspark. Hvilken gavn har du af at slå græsset med din fine plænetraktor (der højst sandsynligt mangler benzin) – og der ikke er mad i din have fordi det var vigtigere at det hele så elegant ud og var en ren fryd for øjet. Hvad skal du egentlig med den klodsede arkitekttegnede kasse, der fylder halvdelen af din grund, når du ikke længere kan varme din bolig op, fordi du sløjfede brændeovnen; fordi det var smartere med fjernvarmen; fordi en flok bedrevidende eksperter havde smarte planer på fællesskabets vegne; planer som betød at du skulle tænke mindst muligt på det basale omkring din eksistens; en plan som betød at du dagen lang brugte tiden på at lege digital fandango; indtog din plads i rodet med verdens gang; fodre skærmen med nytteløs information; fodre den ene procent.
Det er sjovt som pengene forsvinder, når de superrige tryller med alle de digitale transaktioner og efterlader en slatten bunke tørre krummer til de 99 procent at slås om. Men vi kan jo så meget med den nye teknologi; vi når så meget mere, når vi bare kan købe en maskine, der klarer alt det beskidte – vi har så mange penge, så vi kan jo bare købe noget nyt.
Jo det kan “vi” vel. Men syntes du ikke det er sjovt at jo flere penge vi får mellem hænderne; jo flere penge forsvinder på magisk vis fra vores bankkonto; nærmest sporløst ned i et bundløst sort hul – selv de penge vi ikke har tjent endnu, bliver ekstatisk satset i den hellige boligroulette.
Hvem er det der låner alle disse penge ud? Hvem er det der altid vinder på kasinoet? Banken! Og hvem ejer bankerne? Hvem ejer forsyningsselskaberne? Hvem ejer forsikringsselskaberne? Hvem ejer rettighederne til den mad du propper i munden? Hvem ejer medicinalselskaberne, pensionselskaberne og politikerne? Hvem ejer Aviserne, Netflix, Google, Facebook, Microsoft, Apple, Amazon? Hvem ejer i grunden dig?
Hvem har dikteret at det er strengt nødvendigt at børn fra 1. klasse skal bruge computer? Hvem har bestemt at det er vigtigere for vores børn at de tillærer sig en masse unyttige digitale færdigheder; fremfor at lære dem at tænke selv; at bruge sin kløgt og hænder. At bruge sine indbyggede sanser? Sanser som naturen har brugt millioner af års evolution på udvikle. Sanser som vi ikke kun skal bruge for at kunne overleve; sanser som vi i lige så høj grad skal bruge til at leve. Sanser som vi lige nu kortslutter fordi vi har alt for travlt med at tjene endnu flere penge end alle de andre, så vi kan finansere den vanvittige digitale omstilling, og deltage med de bedste kort i det store globaliseringslotteri.
Visse jubeloptimister vil påstå at der er blevet færre fattige mennesker i verden bl.a. p.g.a. alle de mange milliarder digitale transkaktioner, der udgør eksistensgrundlaget for den globale bølge der hærger planeten i disse år – og dermed har flere mennesker fået bedre livsbetingelser siger de.
Bedre livsbetingelser? Hmm det ved jeg nu ikke rigtigt hvad jeg skal svare til … og dog … de har i hvertfald fået bedre betingelser for at gentage de samme dumheder som os; penge til at købe sig fattige i håbet om en bedre og lykkeligere fremtid. Om ikke andet så en bedre fremtid for deres børn, når de sender dem i skole, så de kan opnå de samme desillusionerede forkvaklede muligheder som vores børn har.
I samme iltre tempo, mindst, skal de død og pine paces igennem U-dannelsens ubehagelige og evindelige mareridt.
Lad mig afsløre en lille hemmelighed. For nylig så jeg tegnefilmen: Den Lille Prins. Den er en genfortolkning af den gamle klassiker fra 1943. Den samme gamle fortælling; Vi klær ikke mennesker på til at kunne klare sig selv; på egen hånd opdage verden – vi klargør dem til at indgå i samfundets mekanik.
Hvordan kan det være at “vi” ynder at hylde bøger som f.eks. den lille prins som noget af det fineste der er – og samtidigt gør vi det stik modsatte af bogens budskab: hvorfor fastholder vi brugen af fantasi-afviklings-fabrikkerne, når vi godt ved at det vi har gang i lige nu ødelægger børnene?
“Men det gør vi da heller ikke”, er der sikkert nogen som vil indvende. Men hvorfor bliver der så stadigvæk skrevet bøger om det? hvorfor er der voksne mennesker, der stadigvæk laver tegnefilm om det? Hvorfor er den slags fortællinger stadigvæk yderst populære? Hvorfor finder “vi” dem stadigvæk relevante til trods for at vi burde have lært lektien? Hvorfor mangler der (som altid) håb om en bedre fremtid?
Det er derfor at jeg laver sammenligningen med landbruget, for her er der sket det samme som der er sket med skolen – det er også blevet til fabrikker; en industri, der i et afsindigt tempo masseproducerer ting; ting der ligegyldigt og hurtigt kan fortæres af sultne og grådige ting. Ting som den ene procent tjener endnu flere penge på. Og jo mere tempoet øges, jo sværere får vi ved at kapere den virkelighed, der drøner forbi os i raketfart. Jo hurtigere det hele går, jo sværere har vi ved at sige NEJ. Sige STOP; jo sværere har vi ved at trække vejret og få ilt nok til hjernen, så vi kan tænke over hvad fanden det er der foregår omkring os. Med lynets hast skal vi partout udforske hele verdensrummet og fylde det op med alt vores skrammel. Regner den ene procent med at de kan købe hele universet?
Vi er nødt til at stoppe vanviddet og tænke os godt og grundigt om, fordi hvis børnene er fremtiden og vi har destrueret deres fantasi, og samtidigt har spoleret deres planets fremtidige eksistensgrundlag, hvordan skal de så kunne leve her på den golde jord, når vi er døde og borte?
De kan jo ikke bare købe en magisk maskine, der på mystisk vis fixer det hele for dem.
Men vi er jo nødt til at tænke på klimaforandringerne inden det hele ramler sammen lige om lidt og derfor har vi megatravlt med at få udviklet den teknologi, der skal lede os til den evige frelse – og derfor er vi allesammen nødsaget til at gå på arbejde hver eneste dag så vi kan få råd til at redde verden!
Hvem er det der har skabt klimaforandringerne? Hvem er det der bliver ved at fastholde den nuværende kurs; med sikker hånd styrer os lige mod afgrundens dybe skræmmende rand?
OS! Det er os selv der ufortrødent forsætter med det selvdestruktive mønster, når vi hver eneste dag sætter os ind i bilen og brænder flere liter benzin og diesel af for at transportere os til og fra det samme dødsyge arbejde vi har hadet i årevis. Det er os selv der hver eneste dag køber det samme ligegyldige plastikindpakkede ragelse. Det er os selv der køber mere mad end vi kan spise og bagefter smider det ud fordi det er blevet for gammelt. Det er os selv der flyver langt væk fra hamsterhjulet flere gange om året, fordi vi desperat prøver at fylde det tomme hul inden i os selv; det tomme hul der aldrig bliver mæt.
Hvad tror du der ville ske, hvis vi alle, kollektivt, tog et år ud af kalenderen? Et helt år, hvor vi allesammen havde et minimum af forbrug og transport. Et helt år, hvor vi selv dyrkede den mad vi skulle spise. Et helt år, hvor vi levede der hvor vi boede. Et helt år, hvor fabrikkerne stod stille. Et helt år, hvor vi gav os tid til sammen at finde ud, hvordan fanden vi undgår at smadre fremtiden yderligere.
Hvordan tror du det ville gå, hvis vi brugte et helt år på at tænke stort og gro langsomt?