Som forsættelse på mit skriv, set fra min lille andedam i Dyssegård, vil jeg nu udvide horisonten fra takstzone 31 og medtage takstzone 1 og 2.
Jeg vil kigge nærmere på det famøse rejsekort, der i disse år er blevet tvangsudrullet udover det ganske land. Kender du ikke til zonesystemet i hovedstadsområdet kan du se det her.
De samme regler, kontrol og adfærdsstyring, som der er så rigelige mængder af omkring os, er ført direkte over i systemer, der eksisterer ganske fint og uafhængigt af trafikregulering. Det at bestille en vask, som nævnt i: gå ikke over for rødt, eller i det her tilfælde; tjekke ind. Det er ikke en handling der er afhængig af en bus, der skal føres af en person, og derfor følge en køreplan.
For vaskemaskinens vedkommende står den fastmonteret på en støbt betonsokkel. Den skal ikke ud og køre en tur. Den kræver ikke en chauffør; kun strøm og vand.
Den logik fulgte telefon- og internetudbyderne i årtier med deres billigtakster og gratis ring, men kun indenfor deres eget netværk, opkaldsafgifter og andre kreative indslag, der kun tjente et formål; at de skulle tjene så mange penge som muligt. I dag har de måttet sande på den hårde måde, at enten makker de ret og leverer friheden, ellers smutter kunderne. Nu får vi en fast pakke med ubegrænset tale og en fornuftig datapakke smidt i nakken. At vi så har mærkbare udfordringer med, at administrere den frihed er vores egen skyld.
Rejsekortet
I dette eksempel vil jeg se bort fra de mange milliarder kroner, det indtil nu har kostet at udvikle rejsekortet. Jeg tager heller ikke stilling til at den anvendte teknologi, var forældet inden rejsekortet overhovedet blev lanceret. Det har så mange andre brugt rigeligt med spalteplads på at afdække; uden at det har medført nævneværdige konsekvenser for de ansvarlige. Lad os i stedet for, fokusere på noget så enkelt som det rejsekortet kan, og det som det i hovedstaden har skullet erstatte; det velkendte klippekort.
Grundlæggende så handler offentlig transport i min verden om, at jeg som borger skal have mulighed for at rejse fra A til B mod behørig betaling, indenfor en “solidarisk” ramme, der gør betalingen for transporten rimelig for de fleste. Offentlig transport handler for mig også om, at det er bedre for miljøet. Vælger borgeren at transportere sig via S-tog og særligt Metro, er der samtidigt oftest en gevaldig tidsgevinst at hente.
Vi begynder med et konkret eksempel. Jeg skal fra Dyssegård til Nordhavn station. Det er fire stop; Emdrup, Ryparken, Svanemøllen og Nordhavn. En tur på 7-8 minutter. Dyssegård station ligger på grænsen mellem zone 2 og 31. Nordhavn er zone 2. Mindsteindløsning er 2 zoner, selvom jeg kun bevæger mig i én zone. Ved brug af et 2-zoners klippekort betyder det at jeg skal klippe én gang. Når jeg stempler kortet har jeg en time plus det løbende kvarter. Lad os sige at jeg stempler klokken 14.46, så har jeg indtil kl. 16.00 inden sidste påstigning skal være sket. Hvis man bruger klippekortsappen på den smarte skærm, så har man automatisk 1 time og 15 minutter. Det fysiske klippekort kan ikke længere benyttes, men det er den samme funktion, der er direkte overført til appen. Derfor forsætter jeg med klippekortet som eksempel.
Ved ankomst til Nordhavn station stiger jeg af, fordi jeg skal op til min papirpusher, og hente friske forsyninger til min skrivemaskine. Det er en lille rask gåtur på ca. 1 kilometer. I butikken bruger jeg ca. 30 minutter på at handle, fordi vi skal altid lige have en lille sludder om skriveprocessen, papirkvalitet og den bedste pen at skrive med. Det er en af mine hyggerutiner, hvor der er tid til at nørde. Det er noget som jeg altid ser frem til, fordi hos Tarp er det som at træde ind i en tidsboble. Her stormer man ikke bare ind og ud af døren. Og man får altid lov til at vælge et bolsje fra krukken, når man er færdig med at handle.
Derfra går turen tilbage til Nordhavn station. På stationen ankommer toget mod Farum ca. 5 minutter efter min ankomst. Da der kun er gået ca. 1 time, er mit klip på kortet stadigvæk gyldigt. 7-8 minutter senere står jeg af på Dyssegård station og vandrer hjem. Det er en kort distance på ca. 1 kilometer igen. På halvanden time har jeg gået 4 kilometer. Jeg har fået set lidt af København. Jeg har været på besøg i min yndlingsbutik, og jeg har fået købt friske forsyninger til min forsatte skriveproces.
Et andet eksempel
Et par gange om måneden tager jeg ind til Nordvest for at købe krydderier, bønner, linser og alskens andre lækkerier, der får min mad til at smage fantastisk. Jeg handler altid i Bazaren på Frederiksborgvej, tæt ved Frederikssundsvej, I Nordvest. For at komme derhen går jeg først ned til Emdrup torv, der ligger i zone 2. Det er en rask gåtur på igen 1 kilometer. Herfra stiger jeg på bussen, linie 66, der bringer mig næsten til døren. Stadigvæk i zone 2. Mindsteindløsningen er stadigvæk 2 zoner, ét klip på mit 2-zoners klippekort. Turen fra Emdrup torv til Bazaren tager typisk 10 minutter.
Bazaren er fyldt med lækre og delikatte produkter fra fjerne himmelstrøg, og jeg ender ofte med at købe meget mere end der står på min indkøbsliste. Og jeg falder tit i samtaler med de andre kunder og personalet. Travlheden til trods, så er der en anden kultur, en kultur hvor man kommer hinanden ved. Det betyder at jeg typisk først forlader butikken efter 45 minutter. Men da stoppestedet ligger på den anden side af gaden er det ikke noget problem. Bussen kører i dagtimerne hvert 10. minut, så jeg når altid at stige på bussen hjem inden mit klip udløber. Nogen gange ved ankomst til Emdrup torv passer det med linie 176, der bringer mig lige til døren derhjemme. Det er som nævnt tidligere i zone 31; og da jeg har stemplet ind i zone 2, der ligger ved siden af zone 31 og mit klip gælder til 2 zoner, passer det perfekt; fordi turen i Bazaren medfører som oftest at jeg bærer på minimum to fyldte indkøbsposer.
Nogen gange i løbet af en måned tager jeg hele vejen indtil byen. F.eks. hvis jeg skal i Vester Vov Vov eller mødes med en ven. Ialt drejer det sig om 10-15 ture om måneden. En samlet pris på maks. 250 kroner.
Ind på scenen ankommer rejsekortet. Funktionaliteten er ganske enkel. Jeg bliver som borger udstyret med et lille plastikkort, som jeg skal bruge til henholdvis at tjekke ind og ud med, når jeg transporteres rundt i hovedstaden- og i resten af landet via offentlige transportmidler. Det er ét kort der fungerer til hele landet. Betalingen sker via et træk på mit kreditkort. Det kan ske manuelt eller automatisk. Det kan ske via min egen computer eller via en stander på stationen. Jeg kan sågar ringe til dem og få teknisk hjælp med betalingen, hvis jeg f.eks. er i den situation at jeg ikke har netadgang.
Rejsekortet findes i tre versioner. Det personlige, flex og den anonyme. Det personlige er billigst, men også det der registrerer flest informationer om dine transportmønstre. Flex giver mulighed for at flere kan benytte det samme kort, men det er uden rabatter. Den anonyme er som den siger: anonym, men den er også væsentligt dyrere, og den kan ikke købes online og sælges kun udvalgte steder. Den er god til turister.
Lad os se hvordan det første eksempel med turen indtil min papirpusher forløber med rejsekortet. Ved ankomst til Dyssegård station tjekker jeg ind og stiger ombord på toget. Nu har jeg en halv time. Ved ankomst til Nordhavn station, 8 minutter senere skal jeg tjekke ud, fordi ellers registrerer systemet at jeg har glemt at tjekke ud rettidigt. Det koster en mindre økonomisk bod. Ved gentagne forglemmelser, straffes jeg ved at blive udelukket fra at bruge systemet med et personligt kort. Så kan jeg kun bruge den anonyme mulighed, hvilket som nævnt betyder en større transportudgift for mig. Jeg fristes til at sige, at man får en straf oveni straffen.
Jeg er nu nået ned på gadeplan efter ankomst til Nordhavn station. Det har nu kostet mig 15 kroner (12 kroner, hvis det sker udenfor myldretiden). Herfra går det i raske skridt op til papirpusheren. 50 minutter senere er jeg tilbage på Nordhavn station. Her tager jeg rejsekortet frem igen og tjekker ind påny. Ved ankomst til Dyssegård station tjekker jeg ud igen og jeg får oplyst via standeren at rejsen har kostet mig henholdsvis 15 eller 12 kroner. I alt en samlet pris på 24 eller 30 kroner. Prisen med klippekortet var kun 15 kroner for den samlede rejse.
Med turen til Bazaren er situationen den, at jeg teknisk set godt kan undlade at tjekke ud ved ankomst, fordi der går jo en halv time fra jeg har tjekket ind første gang, og turen tager kun 10 minutter. Det betyder at jeg har maksimalt 20 minutter at handle i under forudsætning af, at bussen ankommer til tiden og at køen ikke er for lang i Bazaren, hvilket den sjældent er. Det betyder igen, at jeg lander på en pris på 24 eller 30 kroner for den samlede rejse, hvor prisen med klippekortet var som nævnt før, 15 kroner.
I de andre transportsituationer vil prisen som udgangspunkt være den samme, da jeg her bruger længere tid i byen og derfor klipper 2 gange. Når jeg skal ind til byen og når jeg skal hjem igen. Med rejsekortet vil jeg kunne opnå en besparelse på hele 6 kroner.
Rejsekort A/S lokker med store introduktionsrabatter, hvis du hopper ombord på deres galej. Det har dog en række sære og forvirrende undtagelser, der fik mig til at tænke på om dem bag rejsekortet, er de samme der sad i teleselskaberne for år tilbage.
Jeg skal ikke afvise at rejsekortet på andre områder, kan være en bedre og måske billigere løsning. Det er desværre ikke det indtryk jeg har fået, når jeg bl.a. har fulgt med i debatten på f.eks. version2, der er et nyhedssite for computernørder. Her kan du læse mange artikler om udviklingen af rejsekortet. Her kan det virkelig anbefales at læse de til tider omfattende kommentarspor. Fordi her er der mange, med en solid udviklingsviden, om den teknologi vi bruger i dag, der aktivt bidrager med deres ekspertviden.
Hos Rejsekort A/S, undskylder de sig med at det ikke er teknisk muligt for dem, at levere en løsning der tilgodeser de tidligere funktioner. Det undrer jeg mig meget over af flere grunde. Et er det vanvittige budget de har haft til deres rådighed. Det burde alt andet lige kunne afstedkomme en række teknologiske landvindinger af format i de rette hænder. Noget andet er, at det teknisk er muligt at levere en løsning, der kigger fremad uden at ødelægge udgangspunktet. Det er ren kode, der afvikler en række funktioner, der gør os i stand til at benytte rejsekortet. Det er ikke simpelt på samme vis, som med det førnævnte eksempel med vaskemaskinesystemet. Det kræver en del mere tid at udvikle en brugbar løsning. Men nu har de jo også haft 10 år plus det løse til at levere en brugbar løsning.
I eksemplet med min tur til Bazaren handler det om at tilføje en variabel til koden. Jeg tjekker ind. Jeg tjekker ud. Hvis jeg 30 minutter senere stadigvæk befinder mig samme sted og jeg tjekker ind i bussen igen, har de jo allerede informationen om, at jeg lige har købt en tur med mit rejsekort. Derfra skal systemet så afvente at jeg tjekker ud igen indenfor zonerne og indenfor tidsrammen. Når jeg så 10 minutter senere tjekker ud på f.eks. Emdrup torv, så er det en simpel omregning, der gør at turen hjem koster gratis, fordi jeg har holdt mig indenfor tids- og zonerammen. Kører jeg længere end det, kan systemet se hvilken zone jeg lander i og derfor kan den ligge en ekstra zonepris oveni. Hvis jeg f.eks. kører til Lyngby station, der ligger i zone 41 er det en samlet pris på 3 zoner; zone 2, 31 og 41. Prisen pr. zone er 7,5 / 6 kroner, hvilket betyder at min samlede pris lander på 22,5 / 18 kroner. Næsten det samme som jeg kan med klippekortet.
Tænk ud af boksen
En anden løsning kunne være at mindsteindløsningen blev 1 zone. På den måde ville man erstatte en tidligere mulighed, med en ny mulighed, der indeholder en økonomisk kompensation, der udjævner den nye begrænsning. Igen handler det om en simpel variabel der skal ændres. Hvis jeg skal en tur fra Dyssegård til Nørreport station ville jeg stadigvæk skulle betale for 2 zoner, fordi min rejse der, bevæger sig fra zone 2 til zone 1.
Og nu lander vi ved en af hovedtankerne bag indførelsen af rejsekortet. Meningen var at det skulle medvirke til, at gøre det mere attraktivt for borgerne at benytte sig af offentlige transportmidler. I mit tilfælde som mange andre kan nikke genkendende til, er det desværre alt andet end attraktivt, når min pris bliver dyrere. Og så må vi heller ikke glemme, at mere end en femtedel af danmarks befolkning bor i hovedstadsområdet.
Af gode grunde ved jeg naturligvis ikke, hvad det reele grundlag var, for indførelsen af rejsekortet. Men umiddelbart tyder det på, at det i virkeligheden handler om, at der skal flere penge i kassen til leverandørerne af den offentlige transport.
Nuvel der er andre muligheder. I de fleste tilfælde bevæger jeg mig kun i zone 1 og 2. Det kunne jeg så løse med et månedskort. Her er prisen 375 kroner om måneden (mod de nuværende maks 250 kroner) og jeg er samtidigt låst til zone 1 og 2, hvilket betyder, at jeg vil være nødt til at have et klippekort ved siden af, hvis jeg skal bevæge mig udenfor de valgte zoner.
Jeg kan også bare bruge klippekorts-appen. Det kræver til gengæld at jeg har en smartphone, med et abonnement der inkluderer netadgang. Har jeg netadgang og smartphone, er jeg tvangsindlagt til at betale licens til DR. Også selvom at jeg ikke er interesseret i at se X-factor, og alt det andet gøgl som det meste af sendefladen er fyldt op med. Samtidigt kan jeg ikke bruge deres fulde service, da det kræver store mængder data at streame TV. “Firkantet” set betyder det at jeg skal betale 3-400 kroner om måneden, hvis jeg ikke ønsker at benytte rejsekortet. Omvendt ville jeg hurtigt skulle bruge næsten det dobbelte, af mit normale rejsebudget ved at have rejsekort.