Det rammer mig hvergang. Genankomsten til Hovedbanegården eller Nørreport. Chokket. Den aggressive stemning. Selvoptagetheden. Hidsige mennesker, der kun har øjne for sig selv og deres egne dramaer. De møver sig rundt i byens rum som ejer de det hele.

Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Hvorfor, jeg altid vender tilbage til hovedstaden. Hvorfor jeg insisterer på at kalde KBH for mit hjem.

Buschauffører, der uforsvarligt fører bus. Bilister, der kører som var nogen død. Tohjulede superegoister. Motor eller ej. Flertallet burde slet ikke have lov til at sidde bag et rat eller holde på et styr.

Konstant vejarbejde. Et motorvejsnet, der aldrig bliver færdigudbygget. Metrobyggeri. Tunnelgraveri. Kæmpe kraner, der hænger faretruende over kreative glas og betonkonstruktioner, der skyder op på hver en ledig grund.

En allestedsværende støj. En evindelig susen. Lavfrekvent summen. Larm, lige meget hvor man befinder sig. Altid nogen, der bygger badeværelser om og river køkkener ned. Boligpriser, der er så opskruede, at man skal have to mindsteløns-indkomster for at kunne betale for en lejlighed, der reelt kun kan rumme en person.

Men i det mindste farer både bus og tog samt metro, konstant rundt i ring; 24-7, til priser der er overkommelige. Der er højhastigheds-internet og mobil forbindelse over det hele. Der er et særdeles rigt kulturliv, masser af tæmmede parker, og fritlagte grønne områder, der får en til at kunne forestille sig den ægte vare. Den vilde natur.

I storbyen er der kun den løsslupne vildskab i nattelivet. Det er den eneste chance man har, for at opleve den ægte uforfalskede vilde natur, som menneskedyret nedstammer fra.

Når jeg ser på menneskedyret historie, er det måske slet ikke så mærkeligt, at det er den virkelighed jeg oplever. Det er kun knap 10.000 år siden, vi så småt fandt ud af at dyrke jorden og lærte at lave bacon. Det har vi faktisk brugt temmelig lang tid på at blive gode til. Det med at klumpe os sammen på meget lidt plads, er vi stadigvæk i gang med at lære. Og vi bliver flere og flere i takt med, at vi har afkoblet os fra det vi kom fra. Naturen.

Dyr i fangeskab udviser en høj grad af stress. De er aggressive. Bider fra sig. De bliver syge.

Jeg tænker at det er de samme symptomer, der gør sig gældende med storbyens beboere.

Det er nemt for mig at drage den konklusion, når jeg tomler rundt i de ydre dele af landet. Du ved helt derude; derude på kanten, hvor der er særligt højt til loftet. Bus hver anden time. Men kun i dagtimerne. Mandag til fredag. Lørdag og søndag er der kun afgang hver 3. time. Hvis man er heldig.

Oftest kan man også komme på nettet via sin mobil. Bare man ikke befinder sig i den nedre del, mellem bakketop og dal. Hvilket man ofte gør ude på landet. Jeg har også hørt om individer, der går på nettet via deres telefonstik i hjemmet. Men det kan kun lade sig gøre, når luften er helt tør, fordi de gamle kobberkabler ikke er blevet udskiftet, siden de blev lagt i starten af forrige århundrede. De fungerer ikke, når omstændighederne er for fugtige. Måske, har de aldrig været lavet til lige det. At kunne det hele og lidt til. Måske, er det i virkeligheden også for meget forlangt? Ligesom med mennesker. At vi skal kunne det hele og lidt til.

Til gengæld smiler de mere ude på landet. De siger pænt goddag, når man står i kø. Hilser høfligt på gaden. Og det sker temmelig tit, når jeg vandrer med rygsækken, langs vejens kant, at bilister stopper helt af sig selv og spørger mig om jeg vil have et lift. Og de kører gerne lidt længere end deres egen slutdestination.

Til gengæld må jeg undvære den asociale netadgang, rigelige busafgange, myriader af kulturelle tilbud og transport om natten, der er til at betale for menneskepenge.

Til gengæld kan jeg trække vejret. Luften er renere på landet.

Til gengæld … er man på landet, tvunget, næsten, til at have egen bil, hvis man vil længere end til bygrænsen.

En rejse fra Jyderup til hovedstaden. Cirka 80 km. Man skal have mod på en dagsrejse med diverse tog og bus. Det kan hurtigt tage længere tid end en flyvetur sydpå til varmen.

 

Storbyens Illusion

I storbyen kan man drømme om masser af succes, men i virkeligheden bliver det en kamp for overlevelse, fordi alting er dyrere, fordi alle skal og vil have mere af det hele. Men ingen vil dele. Stort er oftest ikke godt, fordi graden af solidaritet formindskes med mængden af vanvid. Et vanvid styret af en frygt for ikke at opnå den rette finansielle transaktionsgevinst.

Jo flere mennesker, jo mere er der at slås om.

I storbyen er der mange høje bygninger, men der er ikke særligt højt til loftet, fordi der ikke er, reel plads til, at kunne rumme det enkelte individ. Storbyen giver dig kun mulighed for at drøne rundt og skabe dig åndsvag, fordi der er så meget støj, at de fleste glemmer det hurtigt igen. Du drukner i mængden. Dit aftryk forsvinder lige så hurtigt, som da du ramte og slog revner i overfladen.

I storbyen kan man drømme om at høre til i fællesskaber. Der er rige muligheder for at tilslutte sig grupper for dit og dat. Måske yppe lidt selvisk oprørsk kiv. Men det ender oftest med at det bliver overfladisk, fordi flertallet tør ikke åbne sig ægte op, af rendyrket frygt for at blotte sig.

Storbyen er ikke for mennesker. Den er for bæster, der grådigt vil rage til sig.

Man skal stresse sig selv ihjel for at være en god og dydig samfundsborger i den glanspolerede betonjungle. Helst skal man være et steriliseret lortemenneske, hvis man vil være sikker på, at nå helt til tops, så man rigtigt kan nyde udsigten, gladeligt se ud over storbyens ækle bundfald. Det menneskelige forfald. Tilværelsens skraldespand.

Så for at vende tilbage til udgangspunktet om hvorfor. Hvorfor, jeg altid vender tilbage til hovedstaden. Hvorfor jeg insisterer på at kalde KBH for mit hjem, fordi i virkeligheden har jeg aldrig rigtigt følt mig hjemme, der hvor langt de fleste vælger at bo.

Jeg ved det ikke, fordi i virkeligheden er der et helt andet sted, som jeg har allermest lyst til at bo …