En kærlighedserklæring …

Vi har ikke brug for gigantiske virksomheder, politikere, journalister, magtfulde organisationer, der alle har glemt, hvad deres oprindelige formål var.

Vi har brug for fællesskaber, hvor den enkelte har mulighed for at bidrage på egne præmisser. Det er det fællesskaber kan; give den enkelte magten over sit eget liv til selv at træffe valg af tilværelse. Sammen kan vi løfte hinanden. Det er heri vi kan noget særligt. Vi har ikke brug for at andre skal fortælle os hvad det rigtige er at gøre. Vi kan godt selv og vi vil selv.

Dem der sidder på toppen har kun travlt med at fastholde deres egen magtposition. Vi har ikke brug for deres kynisme og deres fordækte spil, der får os til at bekrige hinanden, når vi burde hjælpe hinanden til, at lykkedes med at skabe et godt liv.

Det er lydighedens dilemma vi står overfor og det er det samme dilemma, der, som historien igen og igen viser os, kører i ring, fordi de systemer magthaverne skaber, ender altid med at blive bundkorrupte. Det er pengene der bestemmer hvilken holdning de har.

Det er ikke demokrati. Det er ikke fair. Det var ikke det der var meningen med vores velfærdssystem. Det var ikke meningen, at det, på bedste fascistiske manér, skulle bruges til at stemple hinanden.

Vi kommer aldrig snyd helt til livs. Der vil altid være dem, der vil prøve at undgå at deltage på lige vilkår. Se bare på toppen af kransekagen. Blå Bjarne er et godt eksempel. Ligesom vores nuværende Statsminister, der fortæller os at det er vores borgerpligt at elske vores land.

Men når man elsker nogen, så gør man vel også det bedste man kan, for at få vedkommende til at lykkedes. Hvis vedkommende har et misbrug, så sørger man for at de får hjælp til behandling, og lige nu har de øverste lag brug for akut hjælp, så de kan komme i afvænning for deres magtmisbrug.

De er som en fungerende alkoholiker ved at splitte vores familie ad. Vores samfund har udviklet sig til en klassisk dysfunktionel familie, hvor ingen længere rigtigt taler sammen til de årlige familiesammenkomster. Man undgår at tale om dem, der ikke blev inviteret med til festen – selvom der bliver hvisket i krogene.

Alle ved godt det er forkert, men ingen gør noget ved det, fordi nu skal vi jo hygge os og spise stegt flæsk med persillesovs. Det er nemlig dansk mad, selvom det meste er produceret på fabrikker spredt udover hele verden.

Vi har brug for mennesker med forskellige holdninger, forskellige tilgange. Mennesker, der har lyst til at være med til at skabe et godt samfund. Mennesker, der har lyst til at gøre noget ved det der satans liv vi har fået.

Vi har brug for mennesker, der vil noget andet end det sædvanlige. Vi har brug for mennesker, der finder glæde i at transportere andre mennesker på kryds og tværs af vores smukke land. Vi har brug for mennesker, der hjælper os med at holde gaderne rene, hvergang IKEAs nye katalog kommer på gaden.

Vi har brug for dem, der sørger for at den mad vi spiser er produceret i vores eget land. Vi har pligt til at sørge for, at de får de bedste betingelser til at producere ordentlige råvarer, der giver os allesammen den bedste næring.

Vi har brug for dem, der får os til at tænke, dem der får tilværelsen til at give dybere mening. Vi har brug for dem, der sørger for at vores ældre medborgere får en god tid inden livet rinder ud.

Vi har brug for dem, der sørger for at vores fremtid, børnene, får en god start i livet også selvom de kommer fra ringe kår. Vi har brug for dem, der kan gøre os klogere på naturen og det fantastiske univers vores lille blå prik, tilfældigt opstået, driver rundt i.

Vi har brug for dem, der finder ud af at bygge de maskiner og konstruktioner, der giver os den fysiske sammenhængskraft, der gør at vi nemt og bekvemt, kan bevæge os fra nord til syd til vest til øst.

Vi har ikke brug for rigide regler, komplekse administrative processer og bureaukratiske pedantiske helvedessystemer for, at kunne fungere sammen som mennesker.

Som Tøsedrengene sang: “Vi har jo brug for hinanden, hvorfor lade som om, at vi kan klare os uden et smil, en hjælpende hånd …”

Som ung gik jeg på Rantzausminde Efterskole. En efterskole med ægte elevdemokrati. Her lærte jeg de seks ord som nogen mente definerede begrebet Demokrati.

Medansvarlighed, Beslutningsevne, Samarbejdsvilje, Initiativ, Vurderingsevne og Tolerance …

Med de seks ord lærte mange generationer af unge mennesker selv, at finde ud af at leve sammen.

Vi lærte at vi ikke havde ytringsfrihed, men ytringspligt. Det var den enkeltes opgave at åbne munden, hvis man havde noget på hjerte.

De voksne var med på sidelinien, men vi skulle selv finde ud af; om de skårne osteskiver fra morgenmaden kunne bruges til eftermiddagskaffen. Vi skulle selv gøre rent, lave maden, undervise hinanden. Vi gjorde det gladeligt fra tidlig morgen til sen aften, fordi vi havde hinanden og dygtige lærere, der stod klar, når vi ikke kunne begribe verden.

Hvis vi ville have et lokale, hvor vi kunne larme med vores kreativitet, skulle vi selv finde ud af hvad der var råd til, vi skulle selv bygge det. Vi sku det hele selv og det ku vi gøre, fordi der var tillid til os.

Min pointe er: Hvis vi ku, så kan resten vel også. For det er jo det der er gået galt. Vi har kollektivt givet op. Vi har afgivet magten til en flok mennesker, der har selv har glemt, hvorfor de er nået så langt i deres tilværelse. Mennesker der har glemt, hvad det vil sige at være dansk. Mennesker der udemærket ved, at den eneste grund til, at de stadigvæk har magten, er fordi flertallet har glemt, at den eneste grund til at de ikke tvinges til at finde anden beskæftigelse er fordi, vi bliver ved med at stemme på dem.

For det er jo netop det herlige ved demokratiet, hvis vi bruger det rigtigt, så kan vi slippe for dem der bliver ved at køre os rundt i den samme ring. Vi kan slippe for dem, der ikke forstår, det der burde være, grundprincippet i al lovgivning: “en lov tjener kun et formål, så længe det giver mening for fællesskabet, at overholde den”

Vi kan fjerne indflydelsen fra dem, der kun vil prædike had, dem der kun er interesseret i at mele egen kage.

For det er nemlig os, Folket, der har magten. Det er os, der styrer retningen. Det er os der vælger hvad morgendagen skal bringe. Det er os, der bestemmer at vi vil et godt samfund, hvor fællesskabet hjælper den enkelte til selv at lykkedes med, at skabe et godt liv, uanset, hvordan man er havnet på vores breddegradder.

Det er os, det er dig og mig, der har det store potentiale fordi vi er en lille nation, der lægger nord for ækvator. Vi har ikke uanede mængder af råmaterialer gemt i undergrunden; Vores råmateriale er os selv. Vi har altid måttet lære at bruge det, som vi havde ved hånden og i fællesskab få det bedste ud af det.

Det er heri, at vi har det bedste udgangspunkt for at skabe et fællesskab. Det er det, der kendetegner det at være dansker. Det er “farven” på dit pas, der definerer dig som borger, ikke din hudfarve eller religion.

Det er din pligt at stille dig op og sige din ærlige mening – også selvom nogen bliver sure. Du har som menneske en pligt til at gøre noget godt med dit liv. Du har som menneske en pligt til at ville andre det godt.

Vi som samfund har en pligt til hjælpe den enkelte med at lykkedes. Vi som samfund har en pligt til at sørge for, at der er nok til alle.

Vi er dem der i virkeligheden har brug for hinanden og det er det samfund vi skal passe på. Også selvom vi ikke altid forstår hinanden.