Drømme er det livet afhænger af. Uden drømme ingen udvikling. Ingen kvantespring. Drømme kan virke uopnåelige. De kan være utidige, flabede – Og oftest forfalder vi til at gøre dem realistiske. Opnåelige. Som en flad næsten lige kurve, uden nævneværdige udsving.

Det er måske frygten; angsten for at håbet ikke indfries; at det ender med en flat-liner.

Det er, som jeg ser det, dybest set irrationelt; fordi det ender jo med en flat-liner; uanset om vi vil det eller ej. I min verden bør livet være som billedet af en WAV-fil; En bølgefil, fuld af høje brøl og skrål og stille passager. Men ikke som en klassisk 3 minutter og 30 sekunders radio komposition. Nej mere sådan en der starter helt kaotisk og fra tid til anden rammer den en fast takt. Men stadigvæk lidt OFF-Beat …

Og pludselig sker der noget. Måske en kortvarig flat-liner, efterfulgt af en så voldsom støj, at man er nødt til at gå i 3-D mode, for at kunne gennemskue de forskellige lag og forskudte forløb. Et gigantisk Symfoniorkester, der spiller hvert sit instrument, tempo og melodi, der varer indtil “Dirigenten” slår med sin taktstav på nodestativet … Hvor der er et blankt stykke papir.

Først forsigtigt og stille, nærmest famlende i blinde, dirigerer han unoderne til at skabe et nyt værk. Han griber ud i det store mørke rum; Med hænderne trækker han spor i lydbølgerne, der frembringer; først små prikker af uskarpe lys, derefter skarpe og tydelige streger. Nu hvor øjnene kan se igen vælger han med fingrene stumper ud. Nogen på størrelse med en brosten. Nogen kræver en pincet.

Som en arrig og vild kunstner, kaster han det ned på det uskyldige papir og bygger en ny komposition op. Med en instinktiv fornemmelse for at befinde sig i kaos, skaber han noget smukt ud af det der var; det der blev og det der kan komme. Gennem årene vil han kunne opnå så meget erfaring, at jo flere sprækker han tør efterlade, jo større er sandsynligheden for at få lortet til at styrte sammen; uden at være bange for at være tilstede når chancen byder sig til med nye optioner for at mærke hjertet hamre voldsomt igen.

For det er der … lige der; at kærligheden byder sig til. Lige der, hvor vi mindst forventer, at det er blevet tid til at leve og elske på ny.

Og det er det, der gør, at når det sidste kapitel er blevet fordøjet og man har smagt, grundigt, på det sidste punktum; når livet flat-liner; at man med et saligt smil, for sidste gang kan lukke øjnene i, med det allersidste farvel …